S_FørOgNu

15. OKTOBER 1915

FØR OG NU

. 20

bestyrelse for at erfare, hvorvidt en paatænkt nordisk Udstilling

i 1888 turde paaregne at faa overladt Terrænet mellem Vester

brogade og Vestervoldgade, Ny Vestergades Forlængelse, Bern-

storffsgade og Tivoli til Brug for Øjemedet.

1 Begyndelsen af 1885 indløb et imødekommende Svar paa

denne Forespørgsel, og der stod da nu kun tilbage at sikre Ud

stillingstanken Sympati hos en fremragende og af hele den

danske Nation højt anset Personlighed, hvis Navn kunde varne

Samlingsmærke under de herskende, stærkt splittede politiske

Forhold.

1 Lensgreve 0. E. Krag-Juel-Vind-Frijs blev denne Mand funden,

og den 13. Juni 1885 afholder saa Udstillingskomitéen sit første

konstituerende Møde, til hvilket der i alt var indbudt 31 Mand

som Delegerede, og hvor Interessen straks viste sig saa stærk, at

man fik et levende Indtryk af, at den kommende Udstilling utvivl

somt vilde blive et nationalt Foretagende af vidtrækkende Be

tydning.

Dette Indtryk bestyrkedes yderligere ved den Omstændighed,

at den vordende Komités Rammer bestandig maatte udvides, saa

ledes at den i sin endelige Skikkelse kom til at bestaa af ikke

mindre end 68 Medlemmer, hvortil endvidere 33 Tilkaldte slut

tede sig, og organiserede sig under en Præsident — ovennævnte Grev

Frijs — og tre Vicepræsidenter, Direktør Philip Schou for Indu

strien, Lensgreve Danneskjold-Samsøe for Landbruget og Etats-

raad Heinr. Hansen for Kunsten.

Og da Hs. Maj. Kong Christian den IX i Marts 1887 havde vist

Udstillingen den Velvilje at overtage Protektoratet, var hele det

foreløbige ydre Apparat bragt i en lykkelig Form, og den paa

følgende Dag blev Udstillingens Afholdelse endelig vedtaget.

Det var et ganske fortrinligt Terræn, Udstillingen havde er

hvervet sig, og det blev af den største Betydning, at den i August

1886 indgik Kontrakt med Københavns Sommer-Tivoli, hvorefter

Udstillings-Komitéen overtog Tivolis Drift for Regnskabsaaret No

vember 1887 til 31. Oktober 1888.

Enhver skillende Grænse mellem Udstillingen og det verdens

kendte Etablissement bortfaldt, — med andre Ord: Tivoli ind

lemmedes helt og holdent i Udstillingsterrænet.

Arkitekt Martin Nyrop blev udset til at skulde være Udstillin

gens Bygmester. I Begyndelsen af 1887 stod allerede hans Tegne

kontor færdigt, og snart arbejdedes der paa det vidtstrakte Ter

ræn som i den travleste Myretue.

Det første Skridt maatte være at udbyde Opførelsen af Hoved

bygningen, der ligesom alle de øvrige Udstillingsbygninger skulde

være af Træ, til Licitation mellem et begrænset Antal Tømrer

mestre.

I Marts 1887 aabnedes Licitationstilbudene, og Tømrermester

Vald. Petersen, der havde givet det laveste Tilbud — 159,520 Kr.

- blev den Sejrende, og allerede den 12. Marts nedrammedes

ved en lille Festlighed — iøvrigt i en forrygende Snestorm —

den første af de Pæle, der skulde bære den mægtige Bygning,

hvis Kuppel naaede op over Rundetaarns Højde.

Den 3. September fandt Rejsegildet Sted, og paa det øvrige

Terræn havde der samtidigt været arbejdet med en saadan Ihær

dighed, at man snart saa Udstillingsbyen rejst. For at give vore

Læsere et Begreb om dens imponerende Størrelse, vil vi blot no

tere, at alene Bygningernes Grundfladeareal havde en Udstræk

ning af 145,644 □ Alen.

Det Terræn, man havde faaet overladt af Magistraten, befandt

sig i en højst forskellig Tilstand, — en Del var afgravne Vold

stykker, andre Dele var den opfyldte Stadsgrav, hvoraf selvfølge

lig fremgaar, at de maatte underkastes en meget omfattende og

meget kostbar Behandling.

Københavns Kommunes Gartner, Ove Høegh-Hansen, var den,

der fik Æren af at bringe Orden og Skønhed over dette Kaos.

Før vi slutter Afsnittet om Udstillingens Tilblivelseshistorie, er

det kun simpel Retfærdighed at nævne et Navn, der i denne

Forbindelse kun kan mindes med Vemod: Malermester E. Schmie-

gelow.

Han var i Januar 1886 bleven indvalgt i Udstillingskomitéen

som Byggeudvalgets Formand, og det bør særlig erindres, at det

var ham, der udpegede Arkitekt Nyrop som den, der burde være

Udstillingens Bygmester.

1 sin Stilling som Byggeudvalgets Formand indlagde Sclimie-

gelow sig betydelig Fortjeneste, indtil Sygdom i November 1887

tvang ham til at forlade sin Post. Han erfarede paa sit Døds

leje, at den Udstilling, om hvilken alle hans Tanker kredsede til

det Sidste, og som han i Aarevis havde skænket alle sine Kræf

ter, skred frem, stod færdig og aabnedes under Nationens begej

strede Tilslutning. Men selv fik lian den aldrig at se.

Den 5. Marts 1887 faar Komitéen en Skrivelse fra Københavns

Kommunalbestyrelse med det glade Budskab om, at dens Andra

gende om 200,000 Kr. bevilges, og den 15. April samme Aar viser

det sig, at Indenrigsministeriets Budget for 1887— 1888 indehol

der et Tilskud til Udstillingen paa 300,000 Kr., og paa denne

sidstnævnte Datum aabnes Udstillingens Bureau.

I begge de lykkeligt bevilgede Andragender — til Kommunal

bestyrelse og Indenrigsministerium — er følgende vigtige Bestem

melser fastslaaede: for det første, at Udstillingen ikke vil be

regne Pladsleje af Udstillerne, for det andet, at man vil søge at

skaffe en Garantifond dannet, og endelig, at det eventuelle Over

skud af Udstillingen i sin Helhed skulde komme offentlige Industri-

og Landbrugsmusæer tilgode.

I Magistratens Bevilling paa 200,000 Kr. var det som Betin

gelse fastsat, at Udstillingens Garantifond skulde være mindst af

samme Størrelse, og denne Garantifond søgtes da straks tilveje

bragt.

Man udsendte en Række Henvendelser om at komme Udstil

lingen til Hjælp ved at tegne sig paa Portioner a 500 Kr., idet

det meddeltes, at der i Udstillingskomitéen selv var tegnet 30,000

Kr., og at Industriforeningen havde tegnet sig for 50,000 Kr.

Med hvor stor Interesse Udstillingen omfattedes, viste sig paa

den eklatanteste Maade, idet der paa ganske faa Dage var tegnet

et betydeligt større Beløb end de fordrede 200,000 Kr., og Ga

rantifonden kom i det hele til at tælle 329 Deltagere med ialt

346,500 Kr. Det største Bidrag efter Industriforeningens kom

frå Landhusholdningsselskabet, der tegnede sig for 10,000 Kr.

Som det sikkert vil være mange af vore Læsere bekendt, stil

lede Forholdene sig saaledes, at der ikke blev Tale om at kræve

en eneste Øre af Garantisummen.

Efter Garantibevisernes Ordlyd skulde Udstillingskomitéen inden

3 Maanedersdagen efter Udstillingens Lukning ved speciel Under

retning til hver enkelt Garant reservere sin Ret, saafremt den

vilde gøre den gældende, — men den 2. Januar 1889 forløb, uden

at der i den Anledning udsendtes et eneste Brev, og dermed var

altsaa Garantien bortfalden.

Det varede ikke længe, før Udstillingskomitéen fik de fornødne

Penge til Raadighed, og det viste sig snart, at de Summer, man

indkasserede, oversteg dem, man paa Budgettet havde kalkuleret.

Udstillingens Bank var Landmandsbanken, der i Skrivelse af 9.

Februar 1887 havde erklæret sig villig til at aabne Udstillingen

en løbende Konto, saaledes at der for de Beløb, Udstillingen fik

indestaaende i den, godtgjordes den 3 % i Rente, medens Banken

beregnede sig 4 % for de Beløb, som Udstillingen kom til at

skylde den. —

Efter at man havde faaet Vished om, at Udstillingen omfatte

des med Interesse i Norge og Sverrig, anmodede Komitéen Inden

rigsministeriet om velvilligt at foranstalte, at der udgik Indby

delse til disse to Landes Regeringer.

Norge var øjeblikkelig beredt. Noget langsommere gik det

for Sverrigs Vedkommende. Regeringens Forslag, om at bevilge

50,000 Kr. til Formaalet, forkastedes i den svenske Rigsdag.

Hermed var Sagen officielt falden. Men en nystiftet Forening,

„Sverriges allmånna Exportforening“, der havde Kronprinsen til

Præsident, tog den resolut op igen, hvorefter Alt gik i Orden.

For Norges Vedkommende meldte sig ialt 612 Udstillere, for

Sverrigs 954.

Af repræsentative Navne, der i denne Sammenhæng paakræver

Interesse, kan vi for Sverrig nævne Carl L. Bendix, nuværende

Hofintendant, der senere blev Generalkommissær ved den baltiske

Udstilling, og som i Udstillingskredse er meget kendt og afholdt,

og for Norge, blandt andre, Dekorationsmaleren Vilh. Krog,

For at paavirke ikke-nordiske Lande til at deltage i den store

nordiske Udstilling, foretog Philip Schou i 1886 sammen med

den ovennævnte Maler Schmiegelow en Rejse til London, Paris,

Wien og Berlin.

Man henvendte sig i disse Storbyer til de derværende kunst

industrielle Selskaber og Musæer. Udstillingen tilbød her even

tuelle Deltagere at betale alle Genstandenes Transport fra nær

mere bestemte Havne og tilbage igen, endvidere at overtage

baade Sø- og Brandassurancen, at opbevare Emballagen under

Udstillingstiden og endelig at yde den tilstrækkelige Arbejdskraft

til Varernes Udpakning, Opstilling og Indpakning.

Til Gengæld forlangtes det, at de paagældende Genstande var

af udsøgt Kvalitet, og at de forskellige Lande sendte hver sin

Kommissær, der maatte paatage sig Afdelingernes Ordning.

Efter en Del Vanskeligheder, der en Tid syntes at skulle stille

sig hindrende i Vejen, gik alt ogsaa her i Orden, og til oe

nævnte Lande sluttede yderligere Rusland og Italien sig.

Da den nordiske Udstilling aabnedes, stod baade den franske,

russiske og engelske Afdeling væsentlig fuldt færdige. Den

Juni aabnedes den italienske, og den 7. Juli endelig den tyske

Afdeling.

Baade for Englands og Tysklands Deltagelse havde vor davæ

rende Kronprins — senere Kong Frederik den 8de — haft den

allerstørste Betydning. Ved sin Nærværelse i London under S®v

bryllupshøjtidelighederne for Prins Edward og Prinsesse Alw

andra, og ved sin Nærværelse i Berlin ved gamle Kejser Wilhelm

Begravelse, lagde han sit Ord iVægtskaalen, og bibragte i 01

lykkelige Løsning.

^ y

Det siger sig selv, at den livligeinternationaleDeltagelse Sav

Udstillingen en egen Charme.

Den fik et ganske særligt og ejendommeligt Udtryk ved

skellige Lejligheder, f. Eks. da Ruslands Afdeling indviedes '

en kirkelig, pompøs Højtidelighed. I fuldt Skrud messede ^

herværende russiske Præst sammen med et Sangkor og bes æ^

kede Afdelingens Facadebygning og Udstillingsgenstandene ni^

Vievand, og efter denne gribende Ceremoni meddelte den r

siske Kommissær, at den russiske Storfyrsttronfølger havde o\

taget Protektoratet over Afdelingen.

, py.

Ligeledes gav de fremmede Tungemaal og de fremme e ^

siognomier, der stadig hørtes og saas paa Udstillingen, et væ

ligt Bidrag til dens Karakter.

^ • j10j

Endelig forstærkedes Udstillingens internationale Præg

Grad ved den af Brygger Jacobsen som et privat Fore,a^.ende

genialt gennemførte franske Kunstudstilling, der fandt en e',(i]irp.

og udelt Beundring. Som man kunde vente, havde der se '