140 / 213
T U R I S T I K Ø B ENHAVN I 1737
Kapellan i Havnbjerg Johannes Brandts dagbog
VED LARS N. HENNINGSEN
Den 21. juli 1737 drog kapellanen i Havnbjerg på Als, Johannes
Johansen Brandt, ledsaget af en datter, sandsynligvis Anna Maria, og
sønnen Tycho ud på en afgørende rejse.1 Tycho' var nu omkring
15 år gammel og kunne ikke længere klare sig med den undervisning,
hjemegnen havde at byde på. Han måtte i en latinskole for senere at
blive optaget på universitetet.
Valget var faldet på Frederiksborg skole. At Johannes Brandt
ønskede sin søn sendt så langt bort som til det fjerne Nordsjælland
og ikke til en af de slesvigske latinskoler kan synes mærkeligt. Imid
lertid var Frederiksborg skole under rektor Johannes Schrøders ledelse
fra 1730 kommet ind i en blomstringstid. Rektor blev kendt som
en fremragende lærer, og disciplene strømmede til skolen.2 Det er nok
en del af forklaringen på den omsorgsfulde faders beslutning. Men
næppe hele forklaringen. Af betydning kan det også have været, at
Johannes Brandt havde kontakter til indflydelsesrige gejstlige i Kø
benhavn med kendskab til forholdene i Frederiksborg, og at flere af
hans slægtninge studerede i residensstaden.
Brandts nærmeste foresatte, sognepræsten i Havnbjerg, var nemlig
i årene 1727—34 ingen ringere end Erik Pontoppidan, i dag bedst
kendt for det store topografiske værk »Den Danske Atlas«. Pontoppi
dan og Brandt havde samarbejdet på bedste måde, og de holdt forbin
delsen vedlige, efter at Pontoppidan i 1734 var udnævnt til slotspræst i
Frederiksborg og sognepræst i Hillerød-Herløv. I 1735 blev Pontop
pidan kaldet til den agtede stilling som dansk hofpræst i København.3
Gennem Pontoppidan havde Brandt mulighed for at opnå kontakt
med indflydelsesrige kredse, og her kan han også have fået ideen til at
sende sønnen til Frederiksborg.
Altså drog far og søn af sted, først til København og derfra til
Frederiksborg. Det blev en rejse fuld af oplevelser. Brandt var en
vågen iagttager, og på tysk nedskrev han, sandsynligvis mens rejsens