159 / 213
ISLANDSKE KOMPAGNI 1743-58
159
Dette kompagnis historie kender man meget lidt til. Den islandske
historiker, Jon J. Adils, har dog i sine værker SK tJL I MAGNUS-
SON LANDFOGETI (Reykjavik, 1 91 1 ) og EINOKUNARVERZ-
LUN DANA Å ISLANDI (Reykjavik, 19 19) givet en del oplysnin
ger om kompagniet. I det sidstnævnte arbejde giver han således en
oversigt over kompagniets historie på 23 sider.6 For begge disse arbej
ders vedkommende gælder det imidlertid, at kilderne ikke har været
underkastet videnskabelig behandling inden forfatteren har gjort
brug af dem i sine fremstillinger. En af de mest benyttede kilder,
»Skyrsla Skula til landsnefndarinnar 17 71«, er således en skildring af
begivenhederne, som blev skrevet 10-20 år senere af Hørkræmmer-
kompagniets værste fjende, den islandske landfoged Skuli Magnusson.
Denne kilde er stærkt tendentiøs, hvilket forfatteren ikke påagter; men
desuden er den en sekundær kilde til de pågældende begivenheder.
En granskning af de primære kilder til kompagniets historie giver i
det hele taget et andet billede af Hørkræmmerkompagniet end oven
nævnte Jon Adilses arbejder, hvilket undertegnede får lejlighed til at
gøre nærmere rede for i sin afhandling om striden mellem Hørkræm
merkompagniet og islændingene 1752-57, Deilur Hormangarafélag-
sins og Islendinga 1752-57, som nu foreligger i manuskript. Jeg skal
her nøjes med at anføre et enkelt eksempel.
I sin bog, SK tJL I MAGNtSSONS LANDFOGETI, beretter
Adils, at i året 1756 herskede der stor hungersnød i Island, og at kom
pagniet i dette år til landet kun importerede halvdelen af det nød
vendige mel (d. v. s. rugmel, andet mel blev ikke importeret). Melet
var imidlertid ødelagt af orme, som det vrimlede af. Ikke desto mindre
forsøgte købmændene med held at afsætte melet til deres islandske
kunder, hvilket også skulle have været nemt nok på grund af hungers
nøden.
I en kort artikel i det islandske historiske tidsskrift SAGA har under
tegnede redegjort for sin undersøgelse af denne sag.7 Det viser sig, at i
året 1756, hvilket var et hungersnødens år, som Adils fremhæver, har
der ikke været tale om nogen som helst import af maddike-vrimlende
mel. De islandske sysselmænd, hvis embedspligt det var at føre opsyn
med handelen, har i dette år som i andre år til Rentekammeret ind
sendt deres beretninger, hvor de forklarer landets tilstand, og beretter
om, hvordan handelen er gået for sig i indeværende år. I intet af disse