342 / 1372
1937.
224
Cirk. ang. mellemkom. Refusion f. Arbejdsløshedsudg.
1 April, almindelig Landsoverenskomst — eller Overenskomst for den
Nr. 48. paagældende Landsdel — med højere Lønvilkaar, eller for
saavidt Prisforhøjelser paa Livsfornødenheder har forringet
den paagældendes sædvanemæssige Løns Værdi i væsentlig
Grad«.
Det vil heraf ses, at den sædvanemæssige Løn ikke læn
gere er afgørende for Spørgsmaalet om en Arbejdsvægrings
Berettigelse, naar der for Arbejdet gælder almindelig Lands
overenskomst — eller Overenskomst for den paagældende
Landsdel — med højere Lønvilkaar. Da de Arbejder, der kan
godkendes efter den heromhandlede Lov, i de fleste Tilfælde
vil være af en saadan Art, at de falder ind under en Lands
overenskomst mellem Arbejdsgivere og Arbejdere, nemlig
den for Entreprenørfaget gældende, følger heraf, at en Per
son normalt ikke vil være pligtig at overtage Arbejde efter
nærværende Lov, naar Lønnen ligger under den i nævnte
Landsoverenskomst fastsatte. Herved bemærkes, at Social
ministeriet maa finde det naturligt, at de i Henhold til Loven
nedsatte Nævn ved Arbejdernes Godkendelse tager Hensyn
til, at Lønnen er fastsat til en saadan Størrelse, at de arbejds
løse, der henvises til et godkendt Arbejde, ikke kan vægre
sig ved at overtage dette uden at gøre sig skyldige i uberet
tiget Arbejdsvægring.
Under Hensyn til det anførte samt til, at der nu gælder
samme Refusionsbeløb for Ikke-Forsørgere som for Forsør
gere, vil der formentlig i Almindelighed blive ydet samme
Timeløn til begge disse Grupper af Personer. Da Kommu
nerne, jfr. § 1, Stk. 3, Nr. 2, bør fordele Arbejdet mellem de
arbejdsløse i et saadant Antal Timer pr. Uge, at Arbejds
fortjenesten overstiger Understøttelsen med en for Forsør
gere og Ikke-Forsørgere i det store og hele
fælles Procent,
vil og bør dette medføre, at den ugentlige Arbejdstid gøres
kortere for Ikke-Forsørgere end for Forsørgere.
Angaaende Godkendelsen af og Refusionen for Arbej
der, der udføres
paa Akkordbetaling,
henvises til Afsnit III.
i Socialministeriets Cirkulære Nr. 72 af 15. Maj 1936.