S_DeDanskeByerhverv

2 0

K Ø B E N H A V N U N D E R B I S P E S T A V E N

Bund og Grund ødelagt, hedder det, og Lybekkerne, der nok vidste, at det var

Borgen, som havde givet L y til Byen, der alt kunde gælde for deres Medbejler paa

Handelens Omraade, har sikkert med god Yillie sprængt Stenene fra hinanden. Og-

saa Kirkerne gik det ud over; de plyndredes for deres hellige Kar, Bøger, Prydelser

og Helgenskatte. Det var sandsynligvis især denne Adfærd, der bragte Gejstligheden

i Harnisk imod Fjenderne, ti det hedder udtrykkeligt, at der var mange Gejstlige

mellem de Fangne.

Kongen var ikke selv personlig tilstede, da den fjendtlige Flaade kom for Byen.

Men paa Efterretningen

0111

Angrebet ilede han hid og kom tidsnok til at fratage

Lybekkerne fire store Skibe, ladede med Bytte fra den erobrede By.

Erik Plovpenning blev dræbt i August 1250, inden den pavelige Bulle om Ban

lysning over ham og dem, der havde hjulpet ham at frarive Bispestolen Køben

havn, var kommet til Danmark. Og da den kom, var den for saa vidt nnødvendig.

Hertug Abel havde besteget Tronen og set sig nødsaget til atter at afstaa Køben

havn til den ham venlige Bispestol.

Det var første Gang, at Københavnerne havde set en fjendtlig Flaade foran

deres By. Men det skulde ikke blive den sidste. Næsten ved enhver Opblussen af

Striden mellem Kirken og Kronen gik det i første Bække nd over den. Jakob Er-

landsen, der havde bragt den omtalte Bulle hjem fra Bom, var imidlertid bleven

Stadens Herre og havde straks tonet Flag ved at nægte Kristoffer I. at aabne Kø

benhavns Porte for ham, da han, flygtende efter sit Nederlag ved Skælskør, kom

foran Byen. Og 1257 kom Kong Hakon Hakonsen af Norge med en stor Flaade og

ankrede

op i Rævshaledybet 26. Juni. Kong Hakonvar Biskoppens Forbundsfælle

og er sikkert kommet for at støtte ham mod et Parti i Byen selv eller mulig mod

Borgerne i det hele. Ti Københavns Borgere holdt vist altid med Kongen mod deres

kirkelige og virkelige Herre. Hakon maa imidlertid have faaet en anden Opfattelse

af Forholdene ved Selvsyn; ti da Kongen tillige med Ærkebispen, Fyrst Jærmer af

Rygen og andre Stormænd tre Dage senere kom til Byen, begyndte han straks med

at give Kongen seks Dage til at underhandle i, inden han skred til Angreb. Men under

Underhandlingerne gik han ganske over paa Kongens Side, sluttede et Venskabs-

og Forsvarsforbund med ham og gik i Land og satte sig til at drikke med ham i

hans Telt. »Hvilket behagede alle vel« siger den norske Saga, »undtagen Æ rke

bispen og Fyrst Jærmer.«

Det norske Angreb blev saaledes til intet. Men kun to Aar senere kom Fyrst

Jærmer med en Flaade, og denne Gang vilde det ikke gaa saa let. I Mellemtiden

var Jakob Erlandsen bleven fængslet, og 9. Februar 1259 havde Roskildebispen

Peder Bang, som Svar paa denne Voldshandling over for en Kirkens Mand, lyst

hele Sjællands Stift i Ban fra sin Stad København. Derpaa var han flygtet over til

Rygen, der siden Vendens Erobring var en Del af Sjællands Bispedømme, og fik

her Jærmer, der styrede Landet som den danske Konges Vasal, til at ruste sig imod

København, som i 1257 var bleven besat af kongelige Tropper. Jærmer skulde

hjælpe Biskoppen til sin By igen, og Bispen skulde hjælpe ham til at faa sin til

kommende Svigersøn, Hertug Erik af Sønder-Jylland, paa den danske Trone.

Den 18. April satte Jærmer sine Tropper i Land, og en eller to Dage senere

brød han ind i København, hvis Modstandskraft saaledes ikke har været synderlig

stor. Stedet, hvor han brød igennem Plankerne, laa paa Vestfronten, mellem Hane-