30 / 225
K Ø B E N H A V N UNDE R B I S P E S T A V E N
17
inde i Landet, Ringsted i Sjælland, Odense paa Fyn og Viborg i Jylland, der var
opstaaet som Midtpunkter for den udelukkende agerdyrkende Befolkning, kom ikke
op i Betydning ved Siden af en Søstad og Handelsstad, der ikke blot laa midt i
Riget med en udmærket Havn umiddelbart ved en stor Vandvej, men fra hvilken
man let kunde komme til enhver Plads i Landet, og med den hurtigste Forbindelse
fra de andre Landsdele tværs gennem Sjælland til de danske Landskaber Øst for
Sundet. Det var sandsynligvis Københavns Værdi som det nærmeste Overfartssted
paa den lige Linie mellem Roskilde og Lund, som gav Stedet særlig Værdi for
Absalon, efter at Vendernes Hærgninger var ophørt.
Dertil kom endelig, at den rask opblomstrende By lovede at blive en rig Ind
tægtskilde for den, der besad den. Og Kirken var ikke mindre lysten efter jordisk
Gods end Kronen.
Under Valdemar den Stores Sønner og Efterfølgere, Kongerne Knud og Valde
mar Sejr, hører man ikke meget
0111
København. Dog synes den sidste at have
opholdt sig en Del i og ved Byen, — paa Kongsgaarden i Serridslev, en Landsby,
der laa umiddelbart uden for Byen, omtrent hvor man nu finder Botanisk Have
og Østre Anlæg, — man kunde maaske næsten sige, at Kongen snusede
0111
Bjæn
som Katten
0111
den varme Grød. Og dobbelt pinligt maatte det være, at vide Byen
i Kirkens Vold, naar man saae, at København ogsaa af Udlandet blev betragtet som
det naturlige Midtpunkt i Riget, det Sted, hvor man søgte hen, naar man havde
noget vigtigt at udrette. Det maatte være ydmygende for den danske Konge saaledes
ikke at være Herre i sit eget Hus, naar der kom fremmede Gæster, og det kom
der allerede den Gang af og til.
Saa længe den myndige Valdemar Sejr levede, gik det dog af uden Voldsom
heder. Han modtog 1228 i København den norske Skule Jarl, der kom hertil med
et glimrende Følge og blev forlenet med en Del af Halland. Fem Aar tidligere
havde han ogsaa været her, den Gang med en Flaade paa 13 Skibe, men var draget
hjem igen, da han straks var bleven mødt med Nyheden
0111
, at Grev Henrik havde
taget den danske Konge til Fange. Men efter Kong Valdemars Død begyndte Stri
den. Hans Efterfølger Erik Plovpenning var i Byen Aaret efter sin Tronbestigelse,
uden Tvivl i Anledning af den med Broderen, Hertug Abel, udbrudte Krig, i hvilken
Lybek stod paa Hertugens Side. Under saadanne Forhold var den taste Borg i
København og den gode Havn endnu vigtigere tor Kongen end ellers. Erik
Plovpenning har aabenbart ikke stolet paa den daværende Biskop i Boskilde, Niels
Stigsen, der var en nær Slægtning af Absalon, og for at være sikker paa Herre
dømmet over Byen, bemægtigede han sig den og forjog Niels Stigsen.
Dette skete i 1247. Sandsynligvis har Kongen haft Vished for eller Mistanke
0111
, at Hvideslægten holdt til med Hertugen, saaledes som det senere blev lagt
tydeligt for Dagen. Eller ogsaa har maaske Kongens Fremfærd over for Niels
Stigsen og hans Besættelse af denne By, der tidlig betragtedes som en al Bispe
stolens største Klenodier, givet den første Anledning til den skæbnesvangre Strid
mellem Kronen og den mægtige Hvideæt, til hvilken flere af Roskildebisperne og
de to Ærkebisper, Jakob Erlandsen og Jens Grand, hørte.
Allerede Aaret efter ankrede en lybsk Flaade foran København, ført af den
mandhaftige Borgmester, Alexander Soltwedel, der var Hertug Abels borbundslælle.
Borgen blev indtaget, Byen stormet, plyndret og til Dels lagt i Aske. Slottet blev i