MitVidenskabeligeLivsDrama

maa være p e r s o n l i g e Motiver til min Udelukkelse af Kø*

benhavns Universitet, og at disse maa søges i Mangler ved

m in Person. Saaledes skriver et andet Blad (»B. T.«, 22. Juli):

»Naar man spørger hans Fagfæller, hvad der egentlig er

i Vejen med ham, faar man aldrig et klart Svar, blot Skulder*

træk, der viser, at man ikke ved noget bestemt. Det er en

Uvillie, der ligger i Luften, sandsynligvis næret af Folk, der

ikke vil ham noget godt«.

Her har dette Blads Redaktør, som jeg ikke engang kender

og selvfølgelig ikke har mindste Indflydelse paa, truffet Sagens

Kærne: dens Udvikling skyldes fortrinsvis personlige Motiver,

og mine Modstandere driver det Dobbeltspil til den ene Side

at lade som om der er noget ivejen med min Videnskab, og til

den anden Side at antyde, at der er noget ivejen med mig. Mit

Svar paa denne uredelige og fejge Færd er simpelthen Offent*

liggørelsen af de fem følgende Kapitler af mine »Livserindrin*

ger«, som ellers først var bestemt til Udgivelse efter min Død.

Heraf kan da Læseren selv dømme om, hvorvidt der var andet

ivejen med mig, end at jeg var ivejen for — andre, og hvem

disse andre var.

Hertil slutter sig et sidste Kapitel, som jeg har kaldt »Efter*

spillet«. Jeg søger heri at paavise, at det, som Berlingske Ti*

dende kalder »Tilfældet Wieth*Knudsen«, ingenlunde er ene*

staaende ved vort Universitet, og at det ikke alene skyldes

menneskelige Mangler hos de ledende, men ogsaa alvorlige

Brist i det System, hvorefter Bedømmelsen og Udvælgelsen af

Professorerne nu sker. Det har saa langt fra været min Hen*

sigt at ville besvære Offentligheden med »Tilfældet Wieth*

Knudsen«, at jeg tværtimod haaber ved den følgende Fremstil*

ling at give Stødet til en Reform af Københavns Universitets

Administration ialtfald paa dette Omraade.

p. t. Kjøbenhavn, d. 23. August 1930.

Forf.