MitVidenskabeligeLivsDrama

fra Naturens Haand sprang ud af den jydske Muld og ind i

Halvfjerdsernes københavnske Bourgeoisi. I denne Københavns

literært og politisk bevægede Tid blev han Medstifter af

Byens første Venstreforening (Onsdagsforeningen), og var Ven

bl. a. med den senere juridiske Professor

Goos,

der ganske vist

som Justitsminister siden hen gik ganske andre Veje end min

Faders. Samtidig studerede han Økonomi og Historie, og var

allerede godt paa Vej til Magistergraden, da han 1876 blev gift

med min 8 Aar yngre Moder. Min Faders Hovedegenskaber var

en paa engang sund og skarp Intelligens; en for alle svagere

Begavelser næsten irriterende Evne til lynsnart at slaa ned paa

det centrale i et Spørgsmaal og en egen tør Humor, hvormed han

fejede Modstanderne af saa eftertrykkeligt, at de sjælden kom

igen. Man maa dog ikke heraf slutte, at han var uelskværdig,

endsige bidsk. Tværtimod, endnu stærkere end for sin Forstand

berømmes han af alle, der har kendt ham — og her kan jeg

vidne med — for sin paa engang godmodige og storslaaede

Karakter. En af hans gamle Medarbejdere, senere Redaktør

Jør;

gensen

ved »København«, sagde saaledes engang til mig: »Jeg

har kun kendt faa Mennesker, om hvem man kunde sige, at de

var uden Smaalighed, men Niels Knudsen vidste ikke engang,

hvad Smaalighed v a r«. Saa underlig det kan lyde, skyldtes det

netop denne hans eftergivende og umistænksomme Karakter,

at han aldrig rigtig fik noget ud af sine store Evner, om end de

fremtræder med lysende Klarhed i de Redaktionsartikler, hvor«

med han i 80ernes politiske Kampaar slog »Aarhus Amts*

tidende« op til et førende Blad i Jylland. Hertil maa endnu

føjes en usædvanlig musikalsk Begavelse og en smuk Sang«

stemme.

Nietzsehe

lader etsteds Zarathustra sige: »An deinen

Tugenden solist du zu Grunde gehen« . . . Og dette Paradoks, at

et Menneske kan gaa til Grunde netop paa Grund af sine Dys

der, blev til fuld og bitter Virkelighed for min Faders Veds

kommende.

Om min Barndom er der ikke stort at berette, saameget mer

som jeg kun synes at have udmærket mig paa to Omraader. Det

ene var min tidlig vakte Sans for dansk Sprog i Skrift og Tale.