165 / 208
156
bejde, de gik ind sammen i fuld gensidig Tillid. Hustruen var
i Virkeligheden tillige Bogholder og Kasserer i Forretningen,
selv da den blev forholdsvis stor. Til hende afgav Manden
Indtægterne og hentede hos hende haade Ugeløn og alle andre
Udbetalinger lige til sine egne Lommepenge. Her var altsaa
ikke Tale om, at han kunde skjule deres sande Tilstand for
hende, eller at han vilde bruge noget paa sig selv, som hun
ikke vidste.
F æ lle s E je,
Fælles Leje,
Fælles Veje!
Men hvad
h a n
har kunnet udrette, aabenbart for alle Men
nesker, det havde sin skjulte Forudsætning i
h e n d e s
stille Vir
ken i Hjemmet, i den gensidige Fortrolighed, i hendes jævne
og dog kloge Raad. Ingen Nerver, ingen Luner.
D in
Gud,
m in
Gud!
Et halvt Aar efter, den sidste Maj, havde Knud Bryllup
med sin Cathrine, ogsaa en lille, stille, hyggelig Kone. Et Par
Dage efter Brylluppet var de paa Skovtur. Ved at stige af
Vognen eller hvor det var, fik han sit ene Ben skrabet. Det
agtede han vel ikke paa, men det blev, hvad man nu kalder
en Blodforgiftning, hvoraf han led meget og efter to Aars For
løb, i August 1832, døde. Det var et skønt Liv, som her blev
afsluttet saa tidligt, i 40 Aars Alderen. Ansvaret som ældste
Søn tog han sig paa, efter Haanden som de andre kom ud
fra Forældrehjemmet og til Hovedstaden; han var deres Raad-
giver, Hjælper og Ven. Den danske Industri skylder ham
meget, baade for hvad han selv gjorde, og hvad han lærte de
andre og tilskyndede dem til af godt og trofast i deres Gerning
og Liv. Broderen Herlov, som særlig var hans Lærling, arvede
hans Værksted, hans Kunder og — hans Hustru, hvem han
ægtede 13. Sept. 1836.
Guldsmedmester J. B. Dalhoff var nu altsaa bosat Mand
med vid Mark for sin Virksomhed. Den blev ikke indsnævret,
da Sværdfegerlavet spurgte, om hans Ret ogsaa galdt deres
Fag. Det danske Cancelli svarede, at »det ovenmeldte Reskript
ikkun berettiger Dalhoff til at forfærdige saadant Sværdfeger-
Arbejde, hvortil særdeles Kunstfærdighed udfordres, men der