188
»Kæreste Kone!
Dit Brev af 1ste Ju li modtog jeg igaar; jeg glæder m ig ved,
at alt gaar saa godt, m en jeg tilstaar Dig, a t Din H aand alene h a r
gjort m ig meget bedrøvet1). Jeg vil dog haabe, at hverken Du
eller Bertelsen forsømm er noget; jeg havde ret vænnet m ig til
den Tanke, at Du skulde tage imod m ig ikke alene aldeles rask,
m en ogsaa ret m un ter, og nu er Du dog vist ofte forkny t, hvilket
Du endelig ikke m aa være, da det derved snarere bliver væ rre;
d rik endelig ingen Kaife og gaa meget i Luften. Over Sophie
havde jeg ogsaa begyndt at glæde mig for tidlig, jeg tænker
saa ofte paa hende. Det un d re r m ig vel meget, at B rasch h a r
lejet den Stue; th i h an kunde dog nok have ladet os vide det,
da vi m aaske kund e have b rug t det ene Værelse. Men hvem
veed, hvad det er godt fo r2). Jeg h a r ofte tænkt, at hvis
m it B akke-Presseri gaar godt, hv ilket jeg vil haabe, vilde jeg
næppe faa P lads nok til Malning og Lakering, og Ju stine skal
jo ogsaa have et Værelse. Jeg er derfor ret glad ved, at Du
kan faa Dit Ønske opfyldt at faa bedre Værelser, og der kan
altsaa ikke være Tale om at leje noget bort. Der er desuden
flere ku ran te Arbejder, som jeg vil lægge m ig efter, og da jeg
vistnok bø r søge at have m ed Købmænd at bestille, k an det
være ret godt, at jeg ingen Værelse faar i Stuen til Gaden,
hvilket jeg rigtignok ellers gerne h a r øn sket; men Du m aa
sige til Fick, at h an endelig m aa lade mig faa Hesten til at
spasere i Baggaarden, hvilket h an h a r lovet mig; den skal vist
ikke genere mere end de store Bræddestabler. Jeg frygter for,
at den tykke in sinuerer sig for meget, th i h an er snu. F rygter
Du ellers ikke, at det vil genere at bo lige op ad deres Væ rk
sted og med deres Svineri paa T rappen ? Hvis Brasch vil lade
mig faa det ene Værelse til Gaarden og intet have imod, at jeg
h a r Hestegang i Gaarden, m aa han aldeles faa begge m ine Lof
ter, hvilke h an ellers ikke mere kunde beholde, og saa m aa vi
bruge Vestergaards Køkken til Brænde.
*) Hele Fam ilien havde haft et Udslet, som havde givet Huslægen
meget at gøre, men som dog nu væsenlig var overvundet.
2) Dette U dhrud var hos ham ikke en blot Talemaade, men et hyppig
brugt U dtryk for hans Forsynstro og deraf følgende Stræben efter at faa
noget godt ud af enhver Ting, ogsaa i Modgang.
Paris d. 11. Juli 1837.