524 / 581
109
drager tillig e til at give det A rchitektoniske Udseende af en
Lethed, som -Ødet nok holder af.
Men hvor forskiellige ere nu
ikke disse rigere P rivathuse! D e, som have bevaret deres op
rindelige Udseende, den lyserøde Muursteen med den rige D e-
coration af hvid S andsteen, staae ærværdige og dog pyntede
m ellem de andre, der ere byggede af den mørkere brændte
S teen , som Du kan see paa C harlottenborg, og m ellem dem ,
som ere opførte af Sandsteen, eller af en smuk K alksteen med
Conchylie i Petrefacter.
Mange af denne sidste K lasse B y g
ninger (de ere ikke faae) ere a f en noget tung og overlæ sset
B y g n in g sstiil, men yderst rigt smykkede med P ila stre, rige
G esim ser og Gavle osv.
Men hvad jeg ei kan beskrive, det
er den uendelige A fvexlin g, hvormed Steentrapperne, Dørene,
Vinduerne ere pyntede; eller rettere sagt S k i n n e t af A f v e x-
ling.
Hvad der forhøier Begrebet om , hvor net og præ gtigt
det Indre maa være, er de lieelt eller halvt nedladte Persienner
eller Rullegardiner.
De sidste have altid deres Folder saa
accurat conserverede, som om de bleve lagte i Læg.
Ruderne
ere blanke, undertiden af S p eilg la s, eller af et violet eller ro
senfarvet Glas.
B ag ved de halvt optrukne Forhæng skim ter
man tykke Silke-Gardiner; aabnes en Dør idet man gaaer forbi,
saa seer man en sm al, høi, hvæ lvet Forstue, rigt decoreret med
Stuk og Marmor.
Endelig — hvad der ei er det sidste —
saam eget end Stue-E tagerne have lidt ved mere moderne Boutik-
Indretninger, saa have dog Bygningerne conserveret deres cha-
racteristiske U dvortes, og det 17de Aarliundredes tvende saa
h øist forskiellige Perioder, det attende og nittende Aarhundrede
staae med deres letkiendelige Physiognom ier ved Siden af hver
andre og see saa roligt og forligeligt til hverandre, at ethvert
een sid ig t, intolerant K onst-System beskiæmmet maa vige til
bage.
Det, der har stødt m ig m eest, er den i senere Tid op
komne Mode, at give de ofte m e g e t s m a l l e B ygninger en
svær udladt m odern-antik
Gesim s.
Da Bygningerne ere
h øist ulige i H ø i d e n , og de ofte hæve deres øverste D eel iso-