576 / 581
1 6 1
Sam ling’ er ikke synderlig’ mere end en L iste, og over de private
Sam linger er der intet trykket, altsaa maae m ine Optegnelser
være saad an n e, at de kunne træde istedet for dataloger; Du
v il da kunne begribe, at Tiden maa falde m ig kort lier.
11.
Haag, d. ’27de October 1869,
D ine Breve have saa o fte, ved at omtale V eirliget der
hjemm e, v iist m ig, at det Veir, som jeg har, det have I ogsaa,
at je g ikke tvivler om at I have B læ st, ja Storm og Regn
blandet med Snee og H agl i alle disse Dage. Idag maatte jeg
forlade Raadhuset, fordi det blev for mørkt til at see de store
M alerier, som ikke hænge god t, selv paa klare D age, og nu
kun viste m ig so rte, utydelige Masser; men da jeg saa fandt
m ig heri med Taalm odighed og, dækket under min Regnskiærm,
listede hen giennem det alvorligo, gamm eldags »Binnenhof«, en
Plads eller, om Du hellere vil, en stor Gaard omgivet paa alle
Sider a f gam le ret anseelige Muursteensbygninger, og op i Prinds
Moritz’ H uus, hvor Galleriet er, saa kom Solen gientagne Gange
og ikke saa kort, og jeg kunde ret i Mag — der var ikke et
Menneske — fortabe m ig i Betragtningen af nogle af de for
trin ligste Væ rker, som der hænge. Der hænger et Maleri af
I. van der M eer, det er blot en Prospect af D elft, men det
malede Solskin er saa kraftigt, at det lyser selv i Graaveir.
H vorledes skal det blive m ig m uligt at giøre den Poesi for-
staaelig, som der kan herske i et saadant B illede? Igaar kiørte
jeg ud til det kongelige Landslot »’thuis in ’tbosch« — Du
kan oversæ tte det ved L u n d e h u s e t — ; Regnen strømmede ned,
Træernes Grene hang saa kummerligt med de visne Blade, kun
den lange Række af store pyntelige Landsteder, som jeg tog
forbi paa T ilb ageveien , stod nok saa sta d selig, men koldt og
fornem t tage de sig rigtignok ud i Efteraarets melancholske
Om givelse.
Da regnede det ig ien , men i Oranje Salen tittede
11