Familieminder

og dér modtog saa mange Beviser paa almindelig Højagtelse og

Paaskjønnelse.

For det politiske Liv var Melchior ikke anlagt. Han var en

varm Fædrelandsven og en oprigtig Tilhænger af borgerlig Fri

hed, men følte sig ikke kaldet til selv at tage Del i de politiske

Kampe. Den rent nationale Side af Folkelivet laa ham mindre

nær, da han stod noget kølig lige overfor dertil sigtende Bestræ

belser; dette maa dog ikke forstaas saaledes, som om han var

ligegyldig ved Statens og Folkets nationale Liv, eller som om

han mindre dybt end vi Andre skulde have følt Sorgen over det

Saar, der sloges os i 1864, og som endnu bløder under de tir-

rende Misbrug af den Stærkeres Ret. For Kunsten og Litera-

turen, for Udviklingen af alle aandelige og materielle Kræfter,

for Folkets Fremvæxt i Dygtighed, Oplysning og ædel Selv-

bevisthed bankede hans Hjærte varmt, og hans Haand var altid

aaben, hvor der krævedes Ofre til noget Nyttigt og Godt. Naai

han i *sin Tid modtog Valg til Landstinget, var det i Haabet om,

at hans Interesse for Fremskridt og hans Sagkundskab til Han

delens og Skibsfartens Vilkaar skulde kunne finde Anvendelse;

men hans Valg faldt paa en Tid, da den sørgelige Visnepolitik,

der er en Del ældre end Ravnet, allerede var i Gang, og han

trak sig tilbage i Erkj endelsen af, at han kunde udrette Mere

udenfor Rigsdagen end paa den. I mange Aar var han et virk

somt og indflydelsesrigt Medlem af Borgerrepræsentationen i

Kjøbenhavn; det var fortrinsvis Havnens Udvidelse og Forbedring,

paa hvilken han rettede sine Bestræbelser, men ogsaa andre vig

tige Sager bidrog han til at fremme, og han havde saaledes en

væsentlig Andel i Reorganisationen af det kjøbenhavnske Politi,

en Reform, hvis Værd kun kan forstaas, naar man kj ender det,

som bestod før den.

Moritz Melchior var en i høj Grad sympathetisk Personlig

hed. Hvor han end færdedes, vandt han hurtig og let Alles

gode Mening. Han var gjennemtrængt af sand Humanitet, og

han havde ikke møjsommelig maattet tilkæmpe sig den, han

havde den i sin Natur, men den var udviklet gjennem hele hans

Liv. Skjønt ingenlunde uden Selvfølelse, var han en overordent— 62 —