Familieminder

Andel i, over til Landstinget, hvor han havde indtaget en saa

hæderlig Plads, og ned til Kristian den Fjerdes Børsbygning

som han havde været med til at erhverve for Handelsstanden og

ivrig søgt at klæde paa i en Dragt, der, uden at krænke det Hi

storiske i Stilen, dog viste Nutiden den i en passende Skikkelse.

Saa han tilfældigvis fra sine Vinduer Politiet i Virksomhed,

kunde han med Glæde mindes den Fortjeneste, han havde af

dets nuværende Ordning.

Mange ere de, der bevare rige Minder fra det Melchiorske

Hjem og ere det taknemmelige for meget Smukt og Godt; de

have følt den milde Dom og det varme Hjærtelag derinde.

Og hvor der altid er lunt og lyst

af ædle Menneskehjærters Flamme,

En søger Glæde, en Anden Trøst,

og Venner blive de med det Samme.

Mens Tiden skrider

og Dagen lider,

saa voxer Kredsen til alle Sider

og rummes knap*).

Den er allerede opløst. Fredagen d. 19de Septb. 1884 lukkede

han, der var Hovedet for en stor, taknemmelig Slægt og mange

varmtfølende Venner, for sidste Gang sit Øje lige mod Sengetid

og i sit hjemlige Sovekammer derude paa »Rolighed«. Han

havde i en Ugestid haft smaa Anfald af Beklemthed, som havde

bragt ham til hemmelig at søge Lægen. Paa sin Dødsdag havde

han været i sin sædvanlige Virksomhed paa sit Kontor og Boi

sen, derfra var han gaaet ud at se en Udstilling i Kunstforenin

gen, gjorde saa en Visit hos Venner og søgte da til »Rolighed«,

hvor han efter at have hadet i Øresundet tog imod nogle Gjæster

til Middag Kl. 6. Han var livlig ved Bordet, ja, holdt endogsaa

Tale. Efter Maaltidet spadserede han i Haven, spillede et Parti

Billard og kom da op i Dagligstuen, hvor Alle samledes. Snart

befandt han sig ikke vel og bad sin Søn om at følge ham i den

friske Luft, hvilket imidlertid en tilstedeværende Læge fraraadede.

— 58 —

*) Af Plougs foran nævnte Sølvbryllupsvise.