61 / 127
—
54
-
Hjem«, og den vennemilde, omsigtsfnlde Husmoder var Sjælen i
det. Andersen siger om Melchior i Forhold til sin Hustru.
Og han fornam, at Lykken var ham givet
i Kvinden, ædel, klog og hjærtegod;
gik Sorgens Skygger over Jordelivet,
hun var det Solskin, som ham ej forlod.
De dybt hinanden i Hjærtet saa,
hinanden de kunde stole paa
i Glædens og Prøvelsens Dage;
der lyste ind Velsignelsens Aand
til gæstfri Arne og hjælpsom Haand,
til Husbond og Ægtemage.
Han siger endvidere; »Fru Melchior tænker vidt om, hvor
hun kan gjøre Glæde. Hun hører til de velsignede Mennesker,
der synes sendte af Gud til at bringe Glæde og Taknemmelig-
hed«. Det Melchiorske Ægteskab var grundlagt paa den højeste
gjensidige Tilbøjelighed, der bevaredes usvækket i Aarenes Løb,
og der gik kun fem Maaneder efter hans Død, inden hun fulgte
ham i Graven. — For sine Børn var Melchior den elskværdige
Fader med Ærbødighed for den enkelte Individualitet og med
fornuftig Hensyntagen til de Enkeltes Fordringer. I al Alminde
lighed var han en ridderlig Mand, maaské mest dér, hvor Andre
ere det mindst: i Hverdagslivet overfor Hustru og Døtre.
Allevegne og i alle Forhold maatte man beundre og elske
hans store Beskedenhed. Skjønt han stadig maatte træde frem
udenfor Privatlivet, holdt han mest af en ubemærket Tilværelse.
Blot ét Eksempel som Bevis herpaa! For flere Aar siden var der
forberedt en Biografi af ham til »Illustreret Tidende«. Da han
erfarede dette, nedlagde han Protest herimod; han udtalte ud
trykkelig, at det var hans Natur ubehageligt at blive gjort til
Gjenstand for Beskuelse, særlig hvis han skulde være udsat for
en Ros, der kunde skride udenfor Sandhedens snævre Giænsei.
Det er ved Melchiors Død blevet fremhævet, at han havde
stor Respekt for Kunst og Videnskab, læste Meget udenfor sit
Fag og ofrede rigelig til Aandslivets Fremme. Han fulgte med
paa Kunstens og Literaturens Omraader, og hans Dom var her
som andensteds saa sund og sikker, som den erhverves gjennem
en virkelig indgaaende Interesse for Sagen. Han sagde engang