60 / 127
—
53
—
medfødt, han kunde sige en smuk Dame en uskyldig, elskværdig
Kompliment — thi han nød i høj Grad Skjønhed — han var
som Regel glad, sangvinsk af Temperament, havde et let Sind,
men var aldrig letsindig, var tværtimod alvorlig og grundig i
sin Gjerning, men aldrig betynget af den; han hørte til de
uendelig virksomme Folk, der aldrig have travlt, Alt overkom
han, egentlig uden at Nogen mærkede det, og han kastede Alt,
hvad der hedder Forretning, af sig, hver Gang han traadte ind
til sin Familie, følte dér og alle Vegne den store Højagtelse, der
næredes for ham, var kort og godt en lykkelig Mand.
Sin Stilling som Repræsentant for Handelsstanden forstod
han saaledes, at det ikke var nok at være dette udadtil, men
han maatte ogsaa aabne sit Hjem og holde Fest, naar det var
fornødent. Og i saa Henseende svigtede han aldrig, heller ikke,
naar Anledningen laa udenfor hans Omraade. Der var ingen
Lejlighed, ved hvilken der samledes Fremmede i Kjøbenhavn og
der gjordes Fordring til Medborgeres Hjælp, uden at Melchior
strax følte sig kaldet og repræsenterede paa den smukkeste Maade.
Han var den hensynsfuldeste Vært. Sjældent var en Kreds samlet
ved hans Bord, uden at han tog Ordet. Veltalenhed udfoldede
han ikke; men Hvad han sagde var sundt og vakte Sympati.
Det var i Overensstemmelse med hans Natur, at han holdt
mest af mindre Kredse; dér følte han sig friest. Der var noget
Barnligt over ham, saa han gjærne var med til Leg blandt de
mange Unge, som saa fornøjelig holdt til i hans Hus. Hans
Hjærte var saa rent, hans Tanke saa uskyldig. Derfor elskede
han ogsaa Børn, og selv om disse vare bange for Andre, gik de
gjærne til ham; de have jo tit et Instinkt til at mærke, om Men
nesker ere gode eller ikke.
Melchior var absolut lykkelig i sin Familiekreds. Den 17de
Juni 1846 havde han ægtet sin Kusine Dorothea Henriques, som
fødte ham otte Børn, tre Sønner og fem Døtre, af hvilke kun én
Søn og tre Døtre ere ilive, og af disse sidste er den Ene gift
med hans Broder Israel. Melchior maatte se to Døtre og én
Søn dø som Voxne.
H. C. Andersen kaldte det Melchiorske Hus »et Hjærtets