66 / 127
— 59 —
Ildebefindendet svandt dog temmelig snart, og da Gjæsterne toge
Afsked, fulgte han dem efter sin sædvanlige Skik ud i Entréen.
Da han kom tilbage, var han meget bleg og kold. Han satte
sig i et mindre Værelse ved Siden af Dagligstuen, i hvilken der
blev leget af flere Unge, som endnu vare tilstede. Snart kom
han ind og deltog med i Legen. Han maa imidlertid atter have
følt sig syg; thi han trak sig tilbage til Sovekammeret, fulgt af
sine Nærmeste. Strax da han kom herind, satte han sig paa en
Stol og udaåndede kort efter, omgiven af sin Hustru og sine
Børn. Døden kom saa let og uformærket, som naar en Karsk
efter en arbejdsfyldt Dag lægger sit Hoved paa Puden og strax
sover ind. De, der holdt af denne Mand, skulle forstaa og paa-
skjønne hans Lykke, at han døde midt i sin Gjerning, midt i
sin Familie, uden Hensygnen, uden at miste en eneste af de Ev
ner, der havde gjort ham saa skattet, uden Lidelse, døde, som
han inderlig havde ønsket det: pludselig og i en Kraft, der endnu
var usvækket, men som efter Naturens Orden snart maatte have
begyndt at svinde. Og han skulde ikke opleve den Sorg at mi
ste hende, der havde været hans Trøst og Glæde; hun overlevede
ham til den 16de Februar 1885 og fik da en ligesaa uventet og
fredelig Død som han.
Jeg har nylig læst om Seneca, at han, da Nero havde dømt
ham til Døden, bad om Tilladelse til at opsætte nogle testamen
tariske Bestemmelser; men det blev ham nægtet. Han vendte
sig da til sine Nærmeste og sagde, at han saa efterlod dem det
Bedste, det Eneste, han havde at raade over: Erindringen om
hans Liv. I Virkeligheden er det jo ogsaa det Væsentligste, et
hvert Menneske efterlader sig; men faa kunne saa frejdig som
Moritz Melchior give sine Efterlevende dét Efterladenskab i Eje.
Hans Liv var ualmindelig pletfrit, det var uden væsentlig mis
visende Gjerninger, det blev ført i Sandhed og Retskaffenhed og
kan i mange Henseender være Andre til Exempel. Takt var
hans fine Naturs Udtryk, Æren var hans Lov, Trofasthed i Alt
hans Adelskab.
Nicolaj Bøgh.