Familieminder

—

Man siger jo, at Tjenestefolk vide god Besked om deres

Herskabs Egenskaber eller Mangler. Vilde jeg spørge hans

Tyende om ham, skulde jeg høre dem sige, at det vai en utiolig

beskeden Herre, de tjente, og at han fordrede meget Lidet for

sin egen Person. Hans Hensynsfuldhed og Venlighed vilde de

være enige om at fremhæve.

Og man siger, at De, der bede om Almisse, skulle kunne

give sandfærdig Besked om Almissegiverens Noblesse ellei Man

gel derpaa. Tag den fattigste, mest pjaltede Kone, der har søgt

Melchiors Hjælp, og hun vil fortælle, at han nødig sagde Nej,

og var hun i hans private Stue, saa fulgte han hende til Døien

og var altid saa høflig at lade hende gaa foran. Jeg, der skrivei

dette, har flere Gange ved Indsamlinger i et eller andet Øjemed

tyet til Melchior. Jeg fik hver Gang en rundelig Sum, og naai

jeg saa gik fra ham, takkede han mig, fordi jeg havde haft den

Tillid til ham, at jeg vilde bede ham; »og hvis De kommer til

at mangle Hvad der er Brug for,« tilføjede han, »saa véd De,

De kan faa Mere hos mig.« Aar og Dag derefter har jeg saa

sagt til ham: »Det er sandt, Etatsraad Melchior, De skal dog

vide, hvad Resultat den Sag har bragt, De sidst gav mig Penge

til.« »Det husker jeg ikke.« »Jo, det var det og det.« »Ja, jeg

burde jo huske det,« svarede han, »men der er saaMange hver

Dag, saa det er vanskeligt at følge demAlle.«

Ja, Melchior var i Sandhed Menneskeven. Kom man som

Gjæst til ham, hvor hjemligt og mildt traadte han da ikke En

imøde! Og saa tog han Ens Haand i sin og lagde den anden

ovenpaa, holdt den længe og trykkede den let ogblødt,mens

han vilde sige meget Mere, end han i Øjeblikketkunde finde

Ord t il; men Ingen tvivlede da paa det udmærkede Sindelag,

der var i ham, man mærkede, han var ligesaa ægte hjærtelig som

ægte beskeden. Han var en fint dannet Mand med en ideel og

saare ædel Natur. Altid var han saa jævn, saa ligelig, saa

ædruelig. — Der skulde være meget store Selskaber i hans Hus,

for at han skulde møde »pyntet«, og hans hele Færd var heller

ikke i mindste Maade fint klædt paa. En Spøg laa ham let paa

Læberne, hans Latter var hjærtelig og oplivende, Lunet var ham