NyhavnNyhavn

han havde endnu hele Repertoiret i Hovedet. Der blev tyst og stille

i Café Marstal, naar Olie-Valde omsider gav efter for de mange drøje

Opfordringer fra Bordene og lod sin brede Skipperbag glide til Sæde

paa Stolen ved Pianoet, anslog et Par drønende Akkorder og med en

ru Stemme, let skælvende af Bevægelse og Brændevin, foredrog sin

udødelige Vise om Holmensgades Forsvinden:

Man sku’ blot ha’ sjosket hjem i Køjen,

hver Gang Holmens Kirkeur slog ti.

I Stedet for saa røg man ud paa Spøgen —

Der var engang, men nu er det forbil

Han bar sit Kælenavn som Nyhavns Bedstefar med Rette, for han

var virkelig som en rar og hyggelig Bedstefar for alle, og en køben

havnsk Sømand, der havde været ude paa en haard og lang Tørn og

krydset de syv Have i Storm og Brænding, følte ikke, at han var

kommet rigtigt hjem og i smult Vand igen, før han havde trykket

Olie-Valdes barkede Næve i 41 eller oppe hos lyse Lydia og Prygle

mesteren i Café Shanghai.

Da kunde det hænde, at den hjemkomne Sailor ved det trettende

Glas i Stolthed blottede Bryst eller Overarm for at vise Olie-Valde

sine nyeste Tatoveringer fra Rio eller Kap. Men den gamle smilede

lunt og holdt et stille Foredrag for den unge Mand om, at Tatoveringer

paa Kroppen alene gør det ikke. Hvad det kom an paa her i Livet, det

var den

indre

Tatovering. Den, der var prikket i Hjertet. Og i Valdes

Hjerte stod Navnet

Milly

at læse med uudslettelig Skrift.

— Ser du, min Dreng, saa længe Valde har sin Milly, saa kan

Alverdens Tatoverkunstnere komme til mig med Tilbud om at for

skønne min gamle Krop med de ædleste Malerier til billigste Havne

pris — jeg ryger ikke Cigaren! Jeg har faaet de Tatoveringer, jeg skal

ha’! Men mit Hjerte, det har Milly faaet Eneret paa og den skal ikke

tages fra hende. Har du aldrig mødt Milly? Nej, min Dreng, hun er

heller ikke for Letvægtere som dig! Der skal Mænd til, maa du vide.

Men saa meget kan jeg røbe dig, at du finder ikke i hele Havnen en

Pige, der kan stege en Sømandsbøf saa saftigt som hun — eller holde

en Seng saa varm i Taalmod og Troskab, naar Far selv en Aften er

lidt ude og fugte Frakkeskøderne!

. . . Og saa afsluttede Olie-Valde Aftenen med at spille og synge

den Hyldest, han selv havde forfattet til sin elskede Millys Pris.