246 / 251
Naturligvis er der ogsaa her bygget i et rasende Tempo i de senere Aar —
bygget uden Smag og Karakter, mange Steder rent parodisk. Naturligvis
findes der ogsaa her Villaveje, der sover Poesiens skønne Tornerosesøvn. Men
stort set er Vanløse bymæssigt betragtet en Ørken af Kedsommelighed og
Snuskeri. Den store Kommune synes ikke at interessere sig for denne Forstad,
uvist af hvilken Grund. Det eneste Bevis paa Initiativ til at skabe frugtbart
Liv i Ødet er Anlæget af en Park, som i de senere Aar er blevet indrettet langs
Grøndalsparkvej ud mod Damhussøen.
Her lever da alle de Smaakaarsfolk, som i væsentlig Grad udgør Vanløses
Befolkning, Sommerens korte Liv paa magre Græsplæner med lidt sparsom
Buskvækst ind imellem, gennemskaaret af en bred og dyb mudret Grøft, hvor
Rotter har deres Huler mellem rustne Vandkedler og alskens Affald. Videre
er vi ikke kommet paa disse Kanter, da disse Linjer skrives.
Men her er dog Sol Sommerdage og nu og da en Brise af Blomsterduft fra
de nærliggende Kolonihaver. Man kan selvfølgelig indrette sig et hyggeligt
Hjørne her under en Busk, hvor man kan spise sin medbragte Mad og drikke
sine medbragte Øller og bagefter lege „To Mand frem for en Enke“ , mens
Ungerne, hele Hærskarer af gudsvelsignede Unger, tumler sig over de af
slidte Græsrabatter.
Vanløses Grænse gaar i Sydvest langs Damhussøens nordre Bred og følger
mod Vest først den saakaldte Kildeaa, siden Harrestrupaa, der tillige mar
kerer Hovedstadens Vestgrænse. Mod Nord danner Vejen, der løber til Isle-
hus, Grænsen mod Husum Bymarker, mod Nordøst støder Omraadet op til
Brønshøj, og i Sydøst og Syd skiller Grøndalsaaen Vanløse Jorder fra Frede
riksberg.
Ogsaa det oprindelige Vanløse er en af de ældste Bopladser i Københavns
Omegn, langt ældre end Byerne mod Nord og selve Absalons Stad.
Sandsynligheden taler ifølge Eiler Nystrøm for, at Orddelen „løs“ betegner
Engdrag eller Græsgang. Det første Led i Vanløse er rimeligvis „Hvan“ , det
nordiske Navn for Læge- og Køkkenplanten „angelica“ , der var meget yndet
i Oldtiden. I de ældste Opskrifter, hvori Navnet forekommer, har det netop
Formen „Hvanløse“ . Længere ned i Middelalderen er det stumme Begyn-
198