KjøbenhavnsBrandforsikring

BRANDFORSIKRINGENS TERRITORIALE OMRAADE

ring et Aktiv, som Landbygn inge rnes Brandforsikring nødig

gav Afkald paa.

I 1888 blev Sagen paany ført f r em 1).

Allerede forinden havde Grunde jerne udenfor Grænselinjen

henvend t sig til Justitsmin isterie t og fremhævet deres Util

fredshed med en Bestemmelse, som henviste dem til en B rand

forsikring, hvor deres gensidige Bisiko formentlig var større.

Da Justitsmin isterie t fastholdt sit tidligere S tandpunk t —kun

at ville gaa med til en Udvidelse, saafremt Brandforsikringen

i de nye Distrikter, ligesom Landbygningernes, krævede even

tuelle Er s ta tn ings summe r anvend t til Genopførelsen af de skade

lidte Bygninger — blev det den eneste Mulighed for en Fo r

andring , at Brandforsikringen opgav sin Modstand mod en

saadan Vedtægtsændring.

Paa Generalforsamlingen den 30. November 1888 rejstes

Spørgsmaalet af A. Hein, Direktør for Kreditforeningen for

København og Omegn.

Til en Begyndelse viste Direktionen ringe Iver for en Afgø

relse, som imødekom Grundejernes Ønske. Den lovede at tage

Sagen unde r Overvejelse, men udtalte samtidig —gennem sin

Ordfører Chr. Bimestad — at de r for Brandforsikringen ikke

synes at være nogen særlig Grund til at ønske, dog heller

ikke til at nære Frygt for Optagelsen af de udenbys E jen

domme. I og for sig —ind rømmede han i en offentlig Artikel

— var det et urimeligt Forhold , at deres Ejere kunde forsikre

overalt i Ind- og Udland, blot ikke i deres egen Bys Selskab.

Paa den anden Side, tilføjede han, havde dette kun ringe

Interesse i en Forandring . Gennemgaaende var de udenbys

Ejendomme siettere bygget end Hovedstadens gamle Bygnin

ger. Beassurancese lskaberne vilde derfor kræve større Præmie.

Kunde man desuden, spurgte han, uden videre give de nye

Interessenter Part i Brandforsikringens Formue , særlig dens

Eks tra fond? Rimeligvis var det Frygten for, at Jus titsm in i

steriet for sin Godkendelse af en eventuel Fo rand r ing skulde

fremtvinge Vedtægtændringer til Skade for de gamle In te r

essenter, som bestemte Direktionens Udtalelser. Med tydelig