43 / 175
BRANDFORSIKRINGENS TERRITORIALE OMRAADE
49
12. Luciemølle ca. 1880. Fot.
Forretningsliv« — gav Brandforsikringens Ledelse Anledning
til at minde om 1), at det stadig havde været Justitsministe
riets Ønske at undgaa Konkurrence mellem de to store Sel
skaber, som virkede unde r dets Tilsyn. Da de arbejdede efter
i det væsentlige ensartede Regler, og Kjøbenhavns Brandfor
sikring utvivlsomt ydede lige saa god Sikkerhed, fandt man
Grundejernes Ønske forklaret ved den tidligere omtalte Op
fattelse, at Landbygningernes Vurderinger skulde være højere,
end det almindeligvis var Tilfældet i det københavnske Sel
skab og derfor til Fordel unde r Forhand linger om Prioritets
laan. Fo r begge Selskaber var det utvivlsomt Maalet at ud
finde Ejendommenes virkelige Assuranceværdi. I den formelle
Fremgangsmaade var dog saadanne Forskelligheder, at Fo r
sikringssøgende kunde have Anledning til at tro, at der ogsaa
ved selve Værdiansættelsen raadede uensartede Principper. I
sig selv, erklærede Brandforsikringen, var der ingen Grund
til at imødekomme And ragernes Ønske. Direktionen —hedder
det i dens Svarskrivelse til Justitsministeriet —kan ikke finde,