44 / 175
50
BRANDFORSIKRINGENS TERRITORIALE OMRAADE
»at der er samme Grund for, at Land bygningernes B rand
forsikring, der fra Foren ingens Oprettelse kun havde taget
Sigte paa Landbygninger, nu udvidedes til nogen Del af Kjø
benhavns Brandforsikrings Omraade, som de r va r for, at
Kjøbenhavns Brandforsikring i sin Tid fik Tilladelse til at
forsikre Bygninger, der hø re r til selve Staden, og som kun
af rent tilfældige og nu bortfaldne Aarsager vare ude lukkede
fra Kjøbenhavns Brandforsikring«. Skulde Ministeriet alligevel
anse det for hensigtsmæssigt at gennemføre den ønskede Fo r
andring , maatte det være en Forudsæ tn ing , at der i de to
Selskaber tilvejebragtes tælles Begler for Assurancevu rderin
gerne. I hve rt Fald maatte Direktionen gøre det til en Be
tingelse for dens Tilslutning, at Landbygn ingernes Brandfor
sikring indenfor det paagældende Omraade anvendte Begler,
de r var i Overensstemmelse med det københavnske Selskabs.
Ved Skrivelse af 24. Maj 1893 meddelte derefter Justitsm i
n isterie t1), at det maatte »anse det for rettest, at enhver af
de af Justitsministerie t godkendte Brandforsikringer ind sk ræn
ker sin Virksomhed til det Omraade, til hvilket den efter sin
oprindelige Virksomhedskreds er henvist«.
Denne Sag fik et lille Eftersp il2).
Knapt et Aar efter, i 1894, ønskede Ejerne af den nybyg
gede Karré mellem Vester Voldgade, Studiestrædes Forlængelse
og Vestre Boulevard (»Ny Bosenborg«) at faa E jendommene
forsikret i Landbygningernes Brandforsikring. Til Støtte for
deres Anmodn ing kunde de henvise til et Kort, vedhæftet
Brandforsikringens egen Vedtægt af
8
. August 1885, hvora f
fremgik, at det paagældende Omraade laa udenfor Selskabets
Te rritorium. Brandforsikringen kunde ikke benægte Forho ldet
— den mente dog at have »Føje« til at tro, »at man paa de
Steder, hvor Møllerne den Gang laa . . . ha r foretaget Knæk
efter Voldlinjen, uden at der er tillagt dette Fo rho ld nogen
Betydning« — men henviste til, at Kortet ikke havde været
forelagt Ministeriet, heller ikke udgiorde en Del af Vedtægten
og derfor heller ikke kunde være forpligtende for Selskabet.
Justitsministerie t godkendte Betragtningen, men aabnede den