181 / 461
fessor S t e p h e n s havde han Forbindelse som Følge af oldengelske
Studier, hvortil han søgte Stephens Bistand, men med Profes
sorerne R a sm u s N i e l s e n og Fr. H a m m e r i c l i var han mere
igaaet. De hørte begge til hans aandelige Tilhængere, især den
sidste, og de kom begge paa Tuborg. Grundtvig besøgte ogsaa
jævnlig, sidste Gang 5 Dage før sin Død, Hammerich, som boede
paa Bagergaarden ude ved Emiliekilde. R. Nielsen var begyndt
at komme hos Grundtvig allerede før Tuborgtiden og kom ret
jævnlig. Tilslutning fra hans Side var Grundtvig en Glæde, og
han ønskede ham en Gang, han var hans Gæst ved en Festlighed,
til Lykke med, at han var bleven Professor „i levende Live“,
fordi andre ellers først plejer at blive det „efter Døden“. Rasmus
Nielsen boede paa Østerbro, og naar han paa sin Tur ud ad
Strandvejen kom til Tuborg, kunde han sidde der i Timevis.
Grundtvigs Værelse var fuldt af Bøger, ligesaa Værelset ovenover,
St. Tuborg og bad ham gaa med sig ind til Grundtvig. Denne
skulde forfatte Inskriptionen paa Stenen og paa den Maade faa
P art med i den, for at Birkedals Drillerier, som Skræppenborg
var meget altereret over, kunde forstumme. Skræppenborg bad
Grundtvig ikke gøre Inskriptionen for lang af Hensyn til det be
kostelige ved at faa Ordene huggede i Stenen. Grundtvig lænede
sig saa et Øjeblik tilbage i sin Stol og blev straks inspireret.
„Skriv saadan“, sagde han: „Han spredte Lys paa Livets V ej!“
„Nej“, sagde Skræppenborg, „det kan sættes over Jer selv!“
Grundtvig lænede sig atter tilbage og sagde: „Guds og Folkets
Mand!“ og saaledes blev det.
Foruden Gæsterne fra de norske Højskoler kom adskillige andre
Nordmænd til Grundtvig. Den førnævnte H a n s B r u n beskriver
Hjemmet saaledes: „Det var hyggeligt, opbyggeligt og — hvor
for ikke — rigtig morsomt“ ! Blandt de andre Nordmænd, som
Ejendomm en „Store Mariendal'
Strandvej Nr. 135. Aar 1900.
(Se Teksten senere),
Biblioteksværelset. „Bøger, Bøger“, sagde R. Nielsen, da han saa
det, „alt sammen det døde Ord, men hvor er det levende Ord,
som der tales saa meget om?“ Har De ingen Bøger?“ spurgte
Grundtvig. „Nej“, svarede Professoren, „mit Bibliotek er her“, og
han pegede paa sin Pande.
Grundtvigs nærmeste Præstevenner kom ofte til ham paa St.
Tuborg og desuden mange tilrejsende Præster. Hyppigt kom saa
ledes Pastor P. A. F e n g e r og dennes Kapellan Kr. M a d s e n ,
som efter Køsters Død hjalp ved Udgivelsen af Sangværket. Til
Madsen udleverede Grundtvig henimod 400 utrykte Salmer, som
de tildels gennemgik sammen, og som siden blev udgivne.
Ogsaa Hostrup kom paa St. Tuborg, og ved et Middagsselskab
derude udbragte han en Skaal for „den gamle Nattergal i Bøge
lunden“, som Grundtvig besvarede med en Skaal for „den unge
Nattergal“.
P. L a r s e n S k r æ p p e n b o r g fik rejst en Sten for J. C. L in d -
b e r g i Skibelund Krat, men havde ikke saa faa Bryderier, før
det lykkedes ham. Ved et Selskab hos P. A. Fenger paa Chri
stianshavn, hvor V ilh . B i r k e d a l var tilstede, maatte Skræppen
borg døje forskellige Drillerier fra Birkedals Side for denne Stens
Skyld. Han gik saa nogle Dage efter ud til Nils Lindberg paa
besøgte Grundtvig, var K r i s t o f f e r B r u u n , Højskoleforstander
og siden Præst; den norske Digter Professor A. Mu n cli med
Frue, der var til Middag hos ham, siden Professor L. K. D a a og
P. A. M u n c h , Dr. G. V ilh . L y n g , Komtesse K n u t h , Landskabs
maler Kr. W e x e l s e n , Stortingsmand, Overretssagfører H a l v o r
B e n t s e n og mange andre, deriblandt flere norske Bønder, der
alle var bleven grebne af det grundtvigske Aandsliv. Ogsaa fra
Sverig fik Grundtvig i disse Aar talrige Besøg.
Der har været noget festligt over Grundtvigs Hjem paa St.
Tuborg, baade naar henses til de mange fremmede og betydelige
Mennesker, der kom der og var Gæster ved hans Bord, og til den
Aandsfylde, som gav det daglige Liv sit Særpræg. Grundtvigs
Hustru passede udmærket ind i hele den Kreds, som hun nu blev
Husfrue for. Grundtvig sagde om hende, at hun bragte Vaaren
ind i hans Vintertid, og igennem sine Sange har han sat hende
det smukkeste Minde. Baade i folkelig i og kristelig Henseende
gik hun op i det grundtvigske Hjem, hun, der havde sin Oprin
delse fra et Dannelseslag, der vel var ikke saa lidt forskelligt
fra et saadant Præstegaardsliv som det, man levede paa St. Tu
borg. Fru Lindberg siger, at hun var et udpræget Hjærtemen-
neske, saa jævn som nogen i Danmark. „De er kommen af med
173