52 / 461
Erindringer har givet en meget interessant Beskrivelse af sin Op
vækst i dette Hus og af Østerbro.
Fra Østerallé er vi altsaa med faa Skridt ude paa Østerbrogade og
beder Læserne, efterat vi atter har gjort nogle faa Skridt henad
Gaden tilhøjre, om foreløbig at standse ved det forannævnte Hus
Hjørnet af Castelsvejen, den nuværende Classensgade, der i mere
end én Henseende er et Sted, der opvækker historiske Minder
af forskellig Art.
Paa dette Hjørne boede som sagt i en Aarrække den uforlignelige
C h r i s t e n N i e m a n
11
R o s e n k i l d e , en af den danske Scenes største
Kunstnere, med sin Familie. Hans Datter, J u l i e R o s e n k i l d e ,
den senere saa folkekære, udmærkede Skuespillerinde F r u Sø
d r i n g , har i sine Erindringer, der afspejler baade hendes line
Kultur, hendes komiske Sans og fremfor alt hendes menneske-
kærlige Sind, sat netop denne Plet, paa hvilken vi foreløbig vil
dvæle, et ligesaa lærerigt som fornøjeligt Minde.
„Før og Nu“ har som Regel maattet søge sine topografiske og
historiske Oplysninger i strengt videnskabelige Værker, saa at
det sikkert vil føles som en forfriskende Afveksling, naar vi idag
kan øse vore Meddelelser om Østerbro paa vore Oldeforældres og
Bedsteforældres Tid, fra en Kilde, der sprudler frem fra en Jord
bund af saa ægte et Lune og saa sundt et Omdømme som Julie
Sødrings Erindringer.
Det traf sig saa heldigt, at hun, da hendes Forældre foretog
Flytningen fra den snævre og alt andet end tiltalende A d e l g a d e
ud til den lyse, luftige og landskabeligt smukke Østerbro, netop
befandt sig i det Afsnit af Livet, da Sindet er modtageligt for
alle nye Indtryk, — den Tid, der for enhver Kvinde staar i den
ejendommeligste Belysning og, hvis Hjemmet ellers er lykkeligt,
overstraales af gyldent Solskin, — Overgangen fra lille Pige til
voksen Jomfru. Selv siger hun, at endogsaa de mindste Begiven
heder fra hin Tid, der ligger saa langt, langt tilbage, staar for
hendes Tanke saa sikkert og klart, at det er hende, som om hun
oplevede dem den Dag igaar. En paalideiigere og fornøjeligere
historisk-topografisk Vejleder end Fru Sødring kunde vi derfor i
dette Tilfælde neppe byde vore Læsere.
Nutidens Københavnere vil neppe kunne forstaa, hvor stor den
Overgang maatte være for den knap tolvaarige Julie Rosenkilde,
at forflyttes fra Adelgade Nr. 77, der forresten staar endnu paa
sin gamle Plads, ud til Østerbro. Vi kan knap forestille os, at
Østerbro var „Land“, og at man, straks efter at have passeret
den gamle „Østerport“, ligesom traadte ind i en ganske ny Ver
den, der bragte Bud fra Skov og Sø, fra Guds uberørte, dejlige
Natur. Fra den gamle, højst uanselige Gaard i den indeklemte
københavnske Gade gik Rejsen til „det hvide Hus“ paa Hjørnet
af Kastelsvejen og Østerbro, hvor Himlen var høj, Udsigten vid
og Luften saa balsamisk r e n !
Det hvide Hus! Ja, der er vel endnu enkelte Bysbørn, der
mindes det, som det dér laa lige for Søen med sit, ialfald i Da
tidens Øjne, ret fornemme Ydre, saa at man godt, hvis man da
var en Smule velvilligt steint, kunde kalde det et lille Palæ.
Højt og imponerende ved sine Dimensioner var det jo langtfra.
Der var kun Stue, første Sal og nogle Værelser oppe under det
mørke Mansardtag. Alen Loftet var stort og rummeligt og vig
tede sig med Altaner, baade ud mod Sortedamssøen og Haverne
bagved. Og Værelserne paa første Sal, hvor Rosenkilde’s reside
rede, var store, høje og luftige.
Det bedste ved det Hele var dog den store, dejlige Have, som
hørte til Huset og strakte sig langt, havde en Alasse rigt bærende
Frugttræer, og i hvis Baggrund der var en lang Lindeallé, der
løb langs det Plankeværk, som skilte det hvide Hus fra Naboens
Ejendom, der hed „Vennero“, hvor Assessor M ø l l e r ’s boede, en
Familie, der hurtigt kom til at staa i det fortroligste Forhold til
alle Rosenkilde’rne.
Til venstre for det hvide Hus laa en Gaardsplads og nogle Ud
bygninger, der om Sommeren lejedes ud til Folk fra Byen. At
bo ude paa Østerbrogade, naar Juni Alaaned kom, det kaldte
man nemlig dengang at „ligge paa Landet“.
Bag „Vennero“, som naturligvis ogsaa havde sin egen store,
prægtige Have — man kneb ikke paa Pladsen for hundrede Aar
i ot. „Før og Nu" ved E lfelt.
Parti af Ø sterbrogade m ellem C lassensgade og G arnisons Kirkegaard,
lige overfor den saakaldte „Lille T riangel“, 1922. Dette Billed er en Pendant til de B ygninger paa Hj. af C astelsvejen, som findes paa B illedet lige overfor.
47