47 / 461
lvieler-Freden i 1814
fulgtes han med to
af sine Regiments-
kammerater, F r e d e
ri k A d o 1p h S c h 1e p-
p e g r e l l og H a n s
H e l g e s e n , efter at
de havde nægtet at
aflægge Ed til den
svenske Konge, til
Danmark, hvor de
ved Prins C h r i s t i a n
F r e d e r i k s Hjælp fik
Ansættelse i Hæren.
Olaf Rye ansattes som
Premierlieutenant
ved det oldenborgske
Regiment i R e n s
b o r g , hvor han der-
paa levede i næsten
en Menneskealder,
uden at nogetsom-
helst gav Anledning
til at vente hans kom
mende Berømmelse.
Ved Jagt, Ridning og
anden Idræt fordrev
han sin Fritid, rejste
ofte med Orlov til sit
Fødeland, som han
elskede højt, passede
sin Tjeneste, som Plig
ten bød, — og først
Hærens nye Omord
ning i 1842 blev for
Olaf Rye Indlednin
gen til et nyt og
lykkeligt Liv,
der
allerede var bleven
formørket af store
private Sorger. Han
forflyttedes til Køben
havn som Chef for
1ste Linieinfanteri-
bataillon. Og saa kom
Krigen 1848, i hvilken
Rye vandt det Navn,
der ikke vil glemmes.
Han var paa dette
Tidspunkt 56 Aar
gammel, men lians
Legeme, hærdet som
det var ved al Slags
Idræt,[var endnu ung
dommeligt. En skøn
og stolt Soldaterskik
kelse frembød han
med sit kraftige An
sigt, sit gennemtræn
gende Blik og sin
mandige, kække
Holdning. Den Tvivl
man hidtil havde næ
ret om, hvorvidt han
med sit heftige Tem
perament egnede sig
til at tjene i over
ordnede Stillinger,
maatte hurtigt vige.
Hans glimrende Bra-
vour, hans overlegne
Ro, som overraskede
mest, hans hensyns
løse Dristighed, hans
hele
Soldatervæsen
gjorde ham beundret
og elsket. Alle hans
Evner og Egenskaber
kom til deres Ret,
hans Ungdoms Drøm
me blev til Virkelig
hed, — som hans ud
mærkede Biograf,
Oberst P. Fr. R is t,
siger. I Marts 1849
var Rye bleven Gene
ralmajor, og efter det
tabte Slag ved Kol
ding, overtog han den
store Opgave, der nu
blev tildelt ham, og
som i dansk Krigs
historie er berømt
under Betegnelsen
Ryes „Tilbagetog“. I
næsten 2 Maaneder
forstod han at gække
Fjenden, aflede hans
Opmærksomhed, for
urolige ham ved Over
fald og ved paa ffere
Maader at narre ham,
hvorved det lykkedes
at faa Forbundstrop
perne saa højt op i
Jylland, at den sles-
vigholstenske Hær
stod overladt til sig
selv og viet til Neder
laget ved Fredericia
den 6te Juli.
I det mindeværdige
Slag ved Fredericia
fandt Olaf Rye Helte
døden. Sorgen over
hans Tab forbitrede
Glæden over Sejren.
Med Poesiens Glans
staar hans Navn orn-
straalet i vor Historie,
— at dø som en Helt,
det kaldes „at gaa
til Ryes Brigade“.
Fulgt af Landets
Konge stededes hans
Lig til Jorden den
15de Septbr. 1849. —
Paa den Mindestøtte,
der er rejst over hans
Grav paa Garnisons-
kirkegaarden, læser
man paa Forsiden føl
gende Vers:
O l a f Rye,
f ø d t i N o r g e
D en 1 6 d e Nv br.
1792.
Højsind og Retsind
Bar han i Brystet,
Og under Graahaar
Kæmpernes Kraft.
Drog han tilbage,
Var det med Hæder, —-
Stormed han fremad,
Var det til Sejr!
Ogpaa Støttens Bag
side følgende Vers:
F r e d é r i c i a 6t e J u 1i
18 49.
K om ponisten, K amm erm usikus C hristian Julius H ansen, t 1875.
M arinem aleren, P rofessor C. F. S ørensen,
•f
1879.
Pastor N icolai G ottlieb Biæ del, S ognepræ st i en M enneskealder ved G arnisons Kirke, + 1879.
42