42 / 461
ham fievaagenlied. Da Krigen i 1848 brød ud, var Lasson paa
Grund af Sygdom foreløbig forhindret i at komme med, men snart
efter blev han dog ansat som Kommandant i Hovedkvarteret og
deltog i Fægtningen ved Haderslev. Efter Slaget ved Isted hk
han Majors Karakter og forflyttedes til Garden, ved hvilken Vaa-
benart han i 1861 ansattes som Kommandør. Forfremmet til
Oberst førte han Kommandoen over 1. Brigade ved Dannevirke,
og under Slaget den 18de April saaredes han dødeligt. I 1863 var
han bleven ophøjet i Adelsstanden, men
efterlod sig ingen mandlige Descendenter.
N ie ls C h r i s t i a n L u n d i n g , født 1795,
var i. 1810 bleven udnævnt til Sekondlieu-
tenant ved Kongens Regiment. I 1834
blev han, efter at have gennemgaaet-
Graderne som karakteriseret Kaptejn og
Stabskaptejn, virkelig Kaptejn, og da Hær
loven af 1842 traadte i Kraft, ansattes
han som Chef for det i København nyop
rettede Ingeniørkompagni. Før den Tid
havde den danske Hær ikke havt særlige
Ingeniørtropper, idet man havde ladet Felt
ingeniørvirksomheden udføre af nogle af
de Kompagnier, der var henlagte under
Artilleriet,
Det blev Lundings Opgave
næsten paa bar Bund at lægge Grund
volden for dansk Ingeniørvæsen — han
løste denne Opgave med Glans. Her er
desværre ikke Plads til i Detaillerne at
beskrive den dygtige Officers Livsløb, —
lad det være nok at paapege den udmær
kede Tjeneste han ydede i den første sles
vigske Krig, ikke mindst paa Brovæsenets
Omraade, og at han allerede i Kampens
første Aar hk LTdnævnelse som karakteri
seret Oberstlieutenant.
Efter Krigen blev Lunding ansat som
Stabsofficer ved Fæstningstjenesten, og i
1855 som midlertidig Kommandant i Cita
dellet Frederikshavn, i 1856 som Kom
mandant paa Kronborg og hk samme Aar
Karakter som Generalmajor, indtil han ved
den anden slesvigske Krigs Begyndelse
forsattes til Fredericia som Kommandant,
i hvilken Stilling han indlagde sig stor
Fortjeneste. Og da Krigen var endt, indtog
Lunding paany, som Generallieutenant, sin
Stilling paa Kronborg. I 1867 bevilgedes
ham en Statspension som Anerkendelse af
hans Fortjenester af Fædrelandet. I 1871
døde han i en meget høj Alder. Han var
en helstøbt Personlighed, og i dansk Krigs-
historie vil hans Navn bevares blandt de
bedste.
E r n s t H e n r i k C lo d e W i I s t e r , der
fødtes 1808 og døde 1871, tilhørte en
Slægt, der havde skænket Danmark mange
dygtige Mænd, ikke mindst i Militær
etaten. Sine Lieutenantsaar tilbragte han
ved Prins Christian Frederiks og ved Kon
gens Regiment. Men efter Hærreduktionen
i 1842 forflyttedes han til Jægerkorpset,
ved hvilket han forblev i næsten tyve Aar,
og det var med denne københavnske Af
deling, Kastelsjægerne, at han i den før
ste slesvigske Krig vandt sig sit udmærkede Navn. Navulig
Slaget ved Slesvig hk Wilster, der her kæmpede under S c h le p -
p e g r e l l og Major S h e p e l e r n , Lejlighed til at vise, hvad
han duede til. Da Shepelern var faldet, overtog Wilster hans
Plads og fyldte den med stor Hæder. Efter Fredslutningen
forfremmedes han til Oberstlieutenant og i 1863 tilsagdes der
ham endelig Generalmajors Karakter. Ogsaa i den anden sles
vigske Krig indlagde Wilster sig Fortjeneste. Efter den saarede
General S t e i n m a n n overtog han Befalingen over 3die Division
i Fredericia, og under Fægtningen foran denne Fæstning blev han
saaret af en Granat og kunde først henimod Krigens Slutning
atter melde sig til Tjeneste. 1 1867 udnævntes lian til General Og'
tilbragte da Resten af sin Tjenestetid i Aarhus som Chef for
1ste jyske Brigade. Da han i 1878 paa Grund af Alder maatte
forlade Hæren, havde han i fire Aar beklædt Posten som kom
manderende General i 2det Generalkommandodistrikt. Han var
efter alle samstemmende Vidnesbyrd en ægte Soldaternatur, med
et Mod, der grænsede til hensynsløs Forvovenhed, af Karakter et
Mandfolk, der aldrig var bange for at paatage sig Ansvaret for
sine Handlinger. Havde han ved sit ild
fulde Temperament mod sin Vilje forøvet
nogen Uret, gav han strax den Foruret
tede Oprejsning. Han var elsket af sine
Soldater, fordi han, samtidig med at han
krævede streng og ubønhørlig Disciplin,
var jævn, ligefrem og hjertelig i sit Væ
sen. Først og sidst — han var en glø
dende Patriot.
V i l h e l m F e r d i n a n d W ü r t z e n , født
1796 og død 1858, hk Lejlighed til som
Ritmester ved Dragonerne at udmærke
sig i Slaget ved Slesvig i 1848. To af vore
Kanoner under Lieutenant Gøtsche var
ved Husby kommen i stor Fare, og man
søgte da Hjælp hos en Kavalleribrigade i
Nærheden. Dennes Chef, Oberst Juel, be
ordrede da Würtzen til at foretage Ind
hugget, hvad han besørgede med et saa-
dant Mod og Humør, at hans Navn vil
for bestandig være knyttet til denne i og
for sig ubetydelige Affære. Würtzen havde
ved sit friske Lune og sin elskværdige
Jovialitet forstaaet at vinde Frederik den
7des Yndest, og da han i 1852 hk sin
Afsked, udnævntes han af sin kongelige
Velynder til Kommandant paa Rosenborg.
G e o rg K a r l C h r i s t i a n Z a c h a r i a e ,
født 1835, kom, efterat have gennemgaaet
Landkadetakademiet og den kgl. militære
Højskole, til Tjeneste ved Generalstabens
topografiske Afdeling, hvor hans Dygtig
hed snart gjorde sig stærkt gældende.
Efter med Hæder at have deltaget i den
2den slesvigske Krig, i hvilken han avan
cerede til Premierlieutenant, ansattes han
i 1865 som Lærer i Topografi og Geo
dæsi ved den kgl. militære Højskole. Ved
Siden af stor p r a k t i s k Dygtighed viste
Zachariae betydelige Evner i v i d e n s k a
b e l i g Retning, og efter i 1884 at være
bleven ansat som Direktør for den danske
Gradmaaling og i 1886 at være bleven ind
valgt som Medlem af den internationale
Gradmaalings permanente Kommission, op
toges han i 1893 som Medlem af Viden
skabernes Selskab, som han repræsente
rede ved den internationale Association af
Akademier i Paris 1901, og var siden
1897 tillige Medlem af det kgl. Akademi
for S v e r r i g s Krigsvidenskab. Som prak
tisk Militær steg han til de højeste Gra
der, stilledes i 1901 i Spidsen for General
staben og udnævntes i 1903 til komman
derende General i 1ste Generalkommando
distrikt. Ved Rejser og ivrigt Selvstudium
fulgte han alle krigsvidenskabelige Fremskridt og søgte at frugt
bargøre sine Erfaringer ved at indføre moderne Principer i vor
Militæretat. Han døde i Aaret 1907.
P a u l U l r i c h S c h a r f fen b e r g fødtes 1810 og døde 1882. Fa
deren var Justitsraad og Postmester i Kiel, hvor Sønnen tilbragte
næsten tredive Aar af sit Liv. Det var fra Begyndelsen Menin-
gon, athan skulde studere, men den militære Trang var vel ned
arvet fraFaderen, der før han blev Postmester havde indtaget
Stillingen som Kommandør for en af det oldenborgske Infanteri
regiments Batailloner. Nok er det, at den unge Scharffenberg i
1825 blev Landkadet og i 1847 var naaet saa vidt, at han som
En dansk Sømand i engelsk Fangenskab afslaar Fjen
dens Guld, der tilbydes ham for at gaa i hans Tjene
ste. Han peger paa det danske Flag (det eneste, han
har søgt at redde fra Skibet) som om han vilde sige:
„Før lide A lt, end vanære dette“.
Tilbagekom st fra det en gelsk e Fangenskab.
Den Ankomne nyder i sine Paarørendes glade Mod
tagelse og Favntag Lønnen for at hqve vedblevet at
være Fædrelandet tro.