38 / 461
som Thiers, Laird Cloves, Mahan eller Edv. Holm har villet tage
Parti for ham i dette Spørgsmaal.
Selvfølgelig kan man ikke bebrejde Nelson, at han søgte at klare
sig, som han gjorde, List er et lovligt Middel i Krig; men Æren
som Sejrherre bliver des mindre, jo større Rolle hin — og ikke
Udholdenhed i Kampen har spillet. For den danske Nation stod
det den Gang, som det staar den Dag i Dag, saaledes, at 01-
fert Fischer og hans tapre Kammerater havde vundet Laurbær,
der var vel værd at indflette i Danmarks Mindekrans. Begejst
ringen i Befolkningen var stor, en Bølge af Fædrelandskærlighed,
Offervillighed og Tro paa egen Kraft gik gennem alle Samfundets
Lag herhjemme og gav sig mangehaande Udslag. Digtere og Skue
spillere sang til Søfolkenes Pris; vi nævner i denne Forbindelse
Skuespilleren Hans Christian Knudsen, der gav Forestillinger til
Fordel for de faldnes Efterladte og derved samlede 32000 Rdl. ind;
han foredrog blandt andet, til Minde om Slaget, den smukke
K r i g s s a n g a f P r o f e s s o r O ls e n .
Saa kæmped de Helte af anden April
For Fædreland, Frihed og Ære,
Udkaarne ved Kuglernes rædsomme Spil,
Aarhundredes Mønster at være.
De svore: vort Fædreland ville vi fri
Fra Havets blodstænkte Tyranner,
Og Jordklodens Slægter skal lære, som vi,
At hejse Selvstændigheds Banner!
End svore de: Bølgernes Frihed vi skal
Med Fostbrødres Kiekhed gienkræve!
Gud raader for Sejer, Gud raader for Fald,
Dog skulde de Voldsmænd vel bæve!
Saa skiøn er den Kamp for sit Fædreneland,
Det Haab er saa frydfuldt, vi nære!
De svore — det giengjald fra Nor og til Dan,
Vi værge, vi dø for vor Ære!
Alt vajede Kampens det festlige Flag,
Alt tordned de trofaste Blokke;
De Helte, de sloge med Indfødtes Slag,
Og trodsed de fiendtlige Flokke.
Saa hvinede Død og unævnelig Gru
Af tusend ildsprudende Munde;
Hver Døende styrked Stridsbroderens Hu,
Hver Blødende signed sin Vunde.
Vel tusende døde nu Heltenes Død
For Fædreland, Frihed og Ære;
Dog end fra hver P r ø v e s t e e n s blodige Skød
Forbaused de Fiendernes Hære.
O hellige Skygger! modtager Jert Krav,
En Borgerdaads Krands, som ej falmer;
Thi Frihed skal gro som en Eeg paa Jer Grav,
Og Freden skal flette Jer Palmer.
Og dem, som end juble ved hædrende Saar,
Løsrevne fra Skyggernes Rige,
Dem ville vi søge i Smerternes Vraa’r,
Og qvæge og elske tillige.
Og ej skal den Spæde, som lalier sit Savn,
Ej Qvinden, der stræber at ligne
Den Mand, hun kun mægter at hulke vedNavn,
Forbande den Dag, vi velsigne.
O F r e d r i k som Kriger saa stor og saa god,
Som Formand saa kier for dit Rige;
Dit Aasyn, liig Solen, tilstraalte os Mod;
Hvo saae Dig, og kunde vel svige?
Hvil trygt i Medborgeres prøvede Favn,
Og Christian den Fierde Du ligne!
Læg Død i vort Banner, og Giands til vort Navn,
Og Gud skal din Idræt velsigne.
Denne Sang vil endnu være i de flestes Erindring. Paa Hol
mens Kirkegaard jordedes i en stor Fællesgrav de faldne; blandt
disse skal nævnes Thura, Hauch og Schrodersee; og nedenstaaende
Vers sattes i en Sten ved Højen:
Den Krans, som Fædrelandet gav,
Den visner ej paa falden Krigers Grav.
Om Schrodersee kan berettes, at han, der nogle Aar forinden
var bleven afskediget paa Grund af Svagelighed, opholdt sig paa
Sixtus Bastion hos Kronprinsen under selve Kampen. Da Efter
retning indløb om, at Chefen for „Indfødsretten“, Kapt. de Thura
var falden, opfordrede Prins Frederik de til Stede værende til
at træde i hans Sted. Schrodersee meldte sig straks og tog ud
til Skibet i en Baad; han havde næppe sat Foden paa Dækket,
førend en fjendtlig Kanonkugle traf ham, saa han segnede død
om. Et Mindesmærke rejstes for ham paa selve det Sted, hvor han
modtog Ordren til at gaa ombord.
Paa Støtten, som forestiller en afbrudt Mast, læses:
Afkræfted
Paa lange Sygeleye
Opflammed
Ved et Blik af
Danmarks Fredrik
Med Fyrstens Bifaldsraab
Indviet
Foer J. C. Schrodersee
Fra dette Sted
Bekiendt med Krigers Død
Den skiønneste
For eget Fædreland
Imøde
d. 2. April 1801
Til de efterlevende skænkedes en Medaille, men mere værd
end denne var den dybe Taknemlighed og Ærbødighed, hvormed
Fædrelandet omfattede de Mænd, der som Fischer, Lassen, Ris-
brich, Harboe, den unge Willemoes, Muller, Egede, Middelboe,
Rothe o. m. a. havde vist sig: i Krig som Helte, i Fredens Dage
som ædle, værdige og fordringsløse Dannemænd. Om saadapne !
Mænd gælder end Havamaalets Ord:
Fæ dør og Frænder dør, selv dør man med.
Men Ordets Pryd skal aldrig dø.
For den, der vel det vinder.
E f t e r r e t n i n g om J o r d e f æ r d e n ,
skrevet af W. H. F. Abrahamson.
Paaskedagen den 5te April jordedes højtidelig en Del af de
faldne Helte. Paa Søkvæsthuset samledes Mængden af Medborgere
af de forskellige Stænder, mange af dem, der havde fægtet med,
flere, der havde været beredte til at gaa i Kampen, end flere, som
der var kæmpet for. Ligene af de to faldne Officerer Væ d e le
og M ø l l e r kørtes foran, over halvtredsindstyve af de andre faldne
Brødres Levninger fulgte, og efter dem den til alvorligste Høj
tidelighed stemte Skare, de allerfleste (det meget ublide Vejr uag
tet) tilfods. Saaledes gik Toget ud af Nørreport til Søfolkenes
Kirkegaard, hvor flere Grave var aabnede til Hvilesteder for de
hæderværdige Lig. Man ordnedes nu blandt disse Gra,ve, dem
Kronprinsens Livkorps (de væbnede Studerende) sluttede Kreds om,
og hundrede Stemmer, anførte af Hædersmændene R o s i n g og
K n u d s e n , istemmede Abrahamsons Sang:
Være Fred med Eder Alle,
Dem vi saa i Kampen falde.
Hver saa uforsagt og glad
Stred for Konge, Land og Stad.
I det rædselsfulde Møde
Kjekt I stode, faldt og døde.
Østerhavets Bølger bare
Overmægtig Fjendeskare;
Myndig os vor Uven bød
Vælge mellem Haan og Død.
Da, da gik I ham imøde,
Stode, strede, faldt og døde!
Tusende Kartover brølte!
Ikke Skræk og Frygt I følte;
Men kun hørte Ærens Bud.
Rask ham svarte Skud for Skud;
Hver stod fast og ufortrøden,
Stod og stred og favnte Døden.
Kampens Ild blev ved at brænde!
Rundt omkring faldt Ven og Frænde;
Skarer styrtede for Fod;
Strømme flød’ af Helteblod;
Hver saae sig og Broder bløde!
Men stod fast og stred og døde!
Være Fred med Eder Alle!
Vi Jer ej tilbagekalde;
Græde ej ved Eders Grav,
Hvor den er, i Jord og Hav;
Alen med Tak og Pris og Hæder
Broderligt vi mindes Eder.
Ja med Takkesang vi møde,
Thi det var for os, 1 døde.
Tak for Eders Heltemod!
Tak for hver en
Draa.beBlod!
Tak! I dyrebare Sjæl«!
Evigt er Jert Eftermæle!
33