36 / 461
ved Defensionens nordre Fløj, den ædle Kapt. Riou, lystrede der
imod Signalet; da hans Skib drejede Agterenden til Trekroner
for at fjerne sig, modtog det et Lag som Afskedshilsen, der sendte
Riou selv og mange af hans Mænd ind i Evigheden. Nelson selv
vedblev at kæmpe indtil Kl. 3 72, da var hele Fischers flydende
Styrke opreven, Fischer selv havde først flyttet sit Flag til „Hol
sten“, og tilsidst tog han Ophold paa Trekroner.
Herfra skulde Slagets sidste Akt nu være spillet; men Englæn
derne havde da faaet tilstrækkeligt. I en forfærdelig rampo
neret Tilstand mødte de efterhaanden fr em ; fire fem af dem
kom tilmed paa Grund, udsat for Ilden fra Trekroner; Situatio
nen var alt andet end lystelig. Da var det, at Nelson klarede sig
med et Krigspuds, som den menneskekærlige Kronprins Frederik
gik ind paa. Han sendte med Kapt. Thesiger et Brev til Blok
skibet „Elephanten“, hvis Chef Kapt. v. Thun modtog det. Brevet var
hans Flagkaptajn Braun, Chefen for „Dannebrog“, desuden en Del
gamle, ret værdiløse Skibsskrog; paa engelsk Side var Mandefal-
det en Del større, henholdsvis 350 og 850. (Efter Parkers Opgi
velse endogsaa over 2000 Mand tilsammen.)
Den foreløbige Vaabenstilstand blev senere forlænget og de egent
lige Fredsbetingelser, der fra dansk Side førtes af Kapt. Lind
holm og General Waltersdorff, gik deres Gang. Udsigten til en
fredelig Løsning var dog egentlig ikke stor, thi begge Parter
holdt paa sit: England forlangte vor Udtrædelse af Forbundet,
Danmark vilde ikke bryde sit Løfte til Rusland. Da indløb ende
lig den 8. April Efterretning om, at Kejser Poul var blevet myr
det, og at hans Efterfølger, Alexander I ikke brød sig om at op
retholde Neutralitets-Alliancen. Selvfølgelig forandredes herved
med et Slag Stillingen for den danske Regering; nu var der jo
altsaa ingen Anledning til at modsætte sig de engelske Fordringer,
«O
tt
£>ic6liftøm BÉirte fruer
fon9Rpt>, futreb Øifce«af bef Støb, font befterler»ore
bratte Sftebborgere/ bet
ext
befroebe £>efcnftonm, eene afveerge aitø 5aw . JOctfe ^Oiob, befienbt meb Srøiertte tit. at
forefomme garett, trit ttirfe fuibfomment fif bet #eefe$ 5relfe.
3cg ttf^r berfor meb at befienbtgtere ttpgie mig tit*
beetø af £r. ^rofeffor Siamert mebbeetfe {jenltgrémoréitge SBemccrfniwjer:
Sngen maae forfabe ftt Joiem, uben at
i
bet mtnbfte $oif er'e tiitfeebe, fom fan øierøftø mebttirfe tit at fluffe
be ifbtombenbe Eegemer, fbm Sienfcott muefigen funbe tilfenbe (tø.
$aa Softer og i alie øtager maatte, faauibt mueiigt, fjatteé ^anb
i
^orraab; befte £3anb røaatfe Bebfl
tagrt
fra ©iag^ompetne, for tffe at 23t)en tteb ftcerf ^omptrtitg ffat mangle ?3anb.
©aattibt mueiigt
pat
bet at enfie, at ^ib paa ©forbenene .maatfe ucere fiuffet fra bet jpterø ?Spen fruebe^
og
inbttf garen Par oter.
øn aiminfceitg 53ombe er fpibt meb $rub og. ©ttotter, famt forenet meb et $8ran&*9for, ber er afpafiét eftet
len
iDifrance, bttortil ben er befiemt*
£)en fpremgeg |bm ofteft i 2uften efter btittevnoaentib ItggenDe og brænber.
Slleé ber baftig tii ben, fan ben qbæletf bebat fafte et saabt ufbent ©utpteppe citer en paab #mtb£ ^ibbfibe oper
ben; figeiebetf Peb ttlftroeffeiig 5tteg,
efter £eer.
^n $3ranbfugle
ftUké
fra en 58ombe peb at ten nbfpper 3tb tit alle ©iber, og bar ben
ftenbeé
ben berpaa, at man bprer et ©tub efter
et
anbet.
2>en fibfte nærmer man ftg tffe forenb ben bar tøolbt op at rafe.
3$egge bitfe ©iag£ $ u g fø ppæleé paa famme itøaabe fom meb S3omber er etinbrer, og fl-utie biffe anjtiffe, (Tuffen
Stben meget tet peb nogle ©pante 3}anb, naar be ftrar ere tilftøbe.
Stø&eniwtmé
ammer, Pen aten Slptil i8or.
H
a a g e n.
S r p f t (
n
>* S t t r ø t r ø r 3 o < ? a » f t r e t e r f f © c& u U & <
Plakat fra K øbenhavns PoH tlkam m erjtil|B efolkningen.
stilet til „Englændernes Brødre, de Danske“ i al Almindelighed oglød
saalunde: „Lord Nelson har Befaling til at vise Skaansomhed mod
de danske, dersom disse ville ophøre med deres Modstand; fort
sættes derimod denne, ser Lord Nelson sig nødsaget til at stikke
Ild paa de erobrede Blokskibe uden at kunne frelse disses tapre
Forsvarere.“
Naturligvis burde Thun have henvist Thesiger til Olfert Fischer;
men denne havde lige forladt „Holsten“, Standeren var endnu
ikke hejst paa Trekroner, han vidste derfor ikke i Øjeblikket,
hvor den Kommanderende var at finde. I Stedet for lod han da
Adjutanten føre til Kronprinsen, og denne modtog i god Tro Til
budet uden at kende den mislige Stilling, hvori Nelson befandt
sig. Prinsen sendte sin Generaladjutant, den højt ansete Kapt.
Hans Lindholm ud til „Elephanten“, og knapt havde Sendebudet
betraadt dets Dæk, førend Parlamentærflaget blev hejst og Kam
pen indstillet. Da det for Nelson navnlig gjaldt om at vinde Tid
for at faa sine betrængte Skibe bort, lod han nogle Timer hengaa
med Formaliteter, indtil en foreløbig Vaabenstilstand endelig
sent paa Dagen blev undertegnet i Sir Parkers Flagskib „London .
Slaget paa Rheden var hermed forbi. Det kostede os et Tab af
375 Døde og 670 saarede. bl. disse var Olfert Fischer selv og
og Dagen efter — 9. April — undertegnedes den egentlige Vaa
benstilstand, hvorefter de af Englænderne tagne Fanger, 17—1800
Mand, atter frigaves.
At man skulde have tilbudt disse Belønninger for at gaa i en
gelsk Tjeneste, er sikkert kun et Sagn, men troedes herhjemme
af Menigmand. Et ganske vist naivt, men derfor ikke mindre rø
rende Billede, der paa den Tid vandt rivende Afsætning, og som
gengives her, viser den Maade, hvorpaa Almuen opfattede denne Sag.
I England vakte Efterretningen om Slaget paa Rheden ingen
Begejstring, hvilket bl. a. viste sig derved, at der i dets Anled
ning ikke blev præget og uddelt nogen Medaille, uagtet Nelson
selv gjorde sig store Anstrengelser for, at det skulde ske. Man
fandt det uværdigt, at Admiralen havde benyttet sig af et saa
omdisputerligt Middel, som det foran citerede Brev „til de Dan
ske“ og opfattede det som et Fif, der var opfunden for at redde
de grundstødte engelske Skibe. Nelson selv har dog aldrig villet
indrømme dette; han vedblev at paastaa, at det var i Menneske
kærlighedens Navn, han handlede, men erkendte dog samtidig,
at Slagets Ophør netop paa dette Tidspunkt kom ham ret belej
ligt. Det være sig nu, som det vil; et Faktum er det, at han har
faaet Skinnet imod sig, og at ingen af de betydeligere Forfattere,
31