31 / 461
den. Hun glimrede ved sin fængslende Personlighed, sit pikante
Skelmeri og sin kvindelige Ynde. Hun havde Udtryk baade fol
det blide Sværmeri og den dybe Lidenskab, men naaede maaske
dog kunstnerisk højst i Konversationsstykket, særlig det franske,
som omkring Midten af det forrige Aarhundrede for en stor Del
beherskede Repertoiret. Hendes Mesterskab i Repliken og aand-
fulde Væsen gjorde hende ubetinget til Theatrets Primadonna, en
Rang, som kun A n n a N i e l s e n blandt alle Scenens øvrige Kunst
nerinder formaaede at gøre hende stridig. Anna Nielsen glimrede
mindre ved de ydre Egenskaber, der blænder det store Publikum.
Men Dybden i hendes Kunst, den ædle, sande Menneskelighed,
den ophøjede Sjælfuldhed, der udmærkede hende ogsaa i hendes
daglige Færd, gjorde hende i Manges Øjne til en Kunstnerinde,
der ikke blot var Fru Heiberg jævnbyrdig men — i dybeste For
stand — overlegen.
Slaget paa Københavns Rhed den 2. April 1801.
Gengivet efter et M indeskrift som Underofficersforeningen „Ørnen“ tidgav i 1901,
i Anledning af 100-Aarsdagen for Slaget.;
Den Kamp, der for hundrede og tyve Aar siden stod i Konge
dybet, er vel nok den, der mest har bragt de danske Søkrigeres
Ry ud over Nordens snævre Grænser. Ikke saaledes at forstaa,
at de, der førte an derude, viste større strategisk og militært
Geni end andre har gjort før deres Tid, eller at de brave Mænd,
der haandterede Blokskibenes Kanoner, i Tapperhed og Udholden
hed overgik Gutterne, der fulgte Niels Juel og Tordenskjold fra
Sejr til Sejr. Men Slaget, der fra dansk Side blev ført med det
samme sejge, rolige Mod, der ved denne som tidligere Lejligheder
har været de Danskes smukkeste Egenskab, kæmpedes mod en af
Verdens mest hædrede, mest anerkendte Søhelte, den af Englæn
derne forgudede Nelson. Og i samme Omfang, Verden kender til
denne Mands Liv og Levned, har den da ogsaa faaet Besked
0111
,
at han paa sine mange Slagmarker aldrig fandt haardere Halse
at binde an med end dem, der under Olfert Fischer hin 2. April
værgede sig i de gamle Skuder, der i Hast var blevet lagt ud som
Bolværk mod et Bombardement af København og som han, inden
Kampen var begyndt, saa overmodigt havde pralet af at kunne
ødelægge i en Time.
Ved en Omtale af Aarsagen til den kortvarige Krig mellem
Danmark og England 1801, maa vi først dvæle ved Aaret 1782,
da det lykkedes Udenrigsministeren, Greve Andreas Peter Bern-
storff, at faa fastslaaet bestemte Regler for det mellem Danmark-
Norge, Sverrig, Rusland, Preussen o. fl. Stater oprettede „bevæb
nede Neutralitetsforbund“s Optræden.
Forbundet blev stiftet paa et Tidspunkt, da næsten hele det
øvrige Europa var omspændt af Krigsluer. Det gik ud paa at be
skytte de ovennævnte neutrale Magters Handel og Skibsfart saa
ledes, at disse Magters Koffardiskibe paa deres Rejser fra Sted til
andet blev ledsagede af Orlogsskibe, hvis Chefer skulde indestaa
for, at Konvojen ikke medførte Krigskontrebande, men paa den
anden Side med Magt skulde modsætte sig, at Handelsskibene
fra andre Magters Krigsskibe led nogen Forsinkelse eller Hindring
i Sejladsen. At dette Forbund først og fremmest var rettet mod
England, ligger i Sagens Natur, thi dette Land med sin mægtige
Flaade havde fra Arilds Tid betragtet sig som Eneherskeren paa
Havet og var netop stærkt interesseret i at ødelægge Handel
og Tilførsel til de Stater, hvormed det var i Krig. England maatte
imidlertid, hvor nødigt det end vilde, respektere Forbundet, da
det til Tider selv var haardt trængt af sine Modstandere.
Den bevæbnede Neutralitet paalagde ganske vist Danmark tem
melig store Ofre til Søudrustninger; men disse blev mere end
opvejede ved det umaadelige Opsving, som Landets oversøiske
Handel tog, og som tilførte dets Borgere Rigdomme, hvorom de
tidligere ikke havde drømt.
Efter Freden i Versailles 1788, der afsluttede den nordameri
kanske Frihedskrig, indtraadte en kort Fredsperiode, under hvilken
Interessen for Neutralitetsforbundet tabte sig baade i Sverrig og
Rusland. Englands Lyst til at spille Herre paa Søen gav sig da
straks paany U d slag; men da det kort efter igen kom i Krig —
denne Gang med det revolutionære Frankrig samt med Spanien —
fornyedes Forbundet mellem Sverrig og Danmark, hvorved vi atter
høstede Fordele indtil Aaret 1796.
Dette Aar var nær ved at blive skæbnesvangert for Britterne.
Den spanske Flaade skulde forene sig med den franske i Kanalen,
og beskyttet af denne allierede Sømagt skulde Krigen da føres
over til selve Øriget. I England skælvede man for, hvad der vilde
komme; men da den berømte Søhelt, Admiral Jervis, i Søslaget
ved St. Vincent d. 2. Marts havde tilføjet Spanierne et afgørende
Nederlag, aandede Englænderne atter frit, deres Overvægt paa
Søen var nu paany fastslaaet, og det gav sig straks Udslag i alle-
haande Overmodigheder mod „Neutralitetsforbundet“s Skibe.
Efter at forskellige mindre Sammenstød havde fundet Sted,
mest i Middelhavet, hvor Danmark den Gang holdt en anseelig
Søstyrke til Handelens Beskyttelse, kom det afgørende Stød endelig
i Aaret 1800, da Fregatten „ F r e j a “, ført af Kapt. Peter Krabbe,
tillige med sin Konvoj i Juli blev angrebet i Kanalen af en over
mægtig engelsk Styrke, og-— efter en kort men ærefuld Kamp —
blev overmandet og indbragt til en engelsk Havn. Ved Under
søgelsen af Krabbes Konvoj viste det sig, at denne ingen Krigs
kontrebande medførte, og den danske Gesandt i London fordrede
den naturligvis derfor straks frigivet; men herpaa vilde den en
gelske Regering aldeles ikke gaa ind; den sendte derimod Lord
Whitworth til København for at forhandle og lod samtidig en
Flaade paa 19 Skibe vise sig i Sundet for at give hans Ord des
mere Vægt.
Whitworth’s Optræden i København var yderst bestemt og hen
synsløs ; han forlangte med Haardhed, at Danmark skulde udmelde
sig af Neutralitetsforbundet og truede med sin Flaade; den da
værende Udenrigsminister, Grev Chr. Bernstorff (Søn af A. P. Bern-
storff) hverken turde eller kunde tage Kampen op, uforberedt
paa Krig som han var, og maatte derfor falde til Føje. Han ind
villigede da i de engelske Fordringer, for saa vidt som det be
stemtes: at Englands Ret til at stoppe og visitere neutrale Han
delsskibe, skulde afgøres ved nærmere Forhandlinger, men indtil
disse var tilendebragte, gav Danmark foreløbig Afkald paa at
konvojere sine Handelsskibe, hvilket faktisk var ensbetydende
med, at vi overgav dem til Englændernes Naade eller Unaade.
Herefter blev „Freja“ straks frigivet, og Sagen syntes altsaa klaret
paa bedste Maade.
Ulykkeligvis viste det sig imidlertid snart, hvilken vanskelig
Stilling Danmark let faar, saa snart engelske og russiske Inter
esser tørner sammen. Det kom hurtig frem ved denne Lejlighed —
ligesom det i Fremtiden let vil kunne ske — at i samme Grad,
den danske Regering stiller den ene af Parterne tilfreds, bliver
den anden utilfreds. Aldrig saa snart var Konventionen med Eng
land afsluttet, førend Kejser Poul II. i Rusland begyndte at ud
øve en Pression herhjemme for atter at faa os ind i Neutralitets
forbundet. Da han fra Forestillinger gik over til ligefremme
Trusler, og Kejser Napoleon samtidig raadede med til at modsætte
sig de engelske Fordringer, blev Chr. Bernstorff bange. Velliaabede
han at kunne stille England tilfreds med Henvisning til, at Spørgs-
maalet jo egentlig endnu var svævende, indtil de omtalte For
handlinger var blevet a fsluttede; men Haabet om en fredelig Af
gørelse kunde alligevel ikke være stor, thi at England aldrig
vilde have tilladt fri Handel med og Fart paa Frankrig, med hvem
det sloges paa Liv og Død, det maatte han kunne sige sig selv.
Trykket af Rusland og Frankrig gav han imidlertid alligevel efter
og tiltraadte Forbundet.
Det engelske Svar bestod i, at samtlige danske, svenske og rus
siske Skibe, der befandt sig i engelske Havne, beslaglagdes; da
Danmark herefter helt og holdent kastede sig i Ruslands Arme
og i Februar 1801 underskrev Traktaten, bemægtigede Euglæn-
derne sig vore vestindiske Øer og lod samtidig en stærk Flaade
udruste; om dennes Hensigter indløb der hertil privat Underret
ning den 6te Marts.
Allerede forinden havde dog den danske Regering — ligesom og
saa den svenske — begyndt at forberede sig paa Fjendtligheder,
saa godt det lod sig gøre i Vinterens Hjerte uden de norske Sø
folks Bistand. Den rigtige søgaaende Flaade kunde under disse
Forhold ikke udrustes, derimod udlagde man paa Inderrheden en
mindre Eskadre under Kommandørkaptajn St. A. Bille ; en Linie —
Sødefensionen kaldet — af ældre Blokskibe, utiltaklede Linieskibs
skrog, flydende Batterier, armerede Pramme o. 1. udlagdes fra Batte
riet „Tre Kroner“ og sydefter langs Refshalegrunden ned mod Stri-
ckers B a tte ri; denne Linie kommanderedes af Kommandør Olfert
Fischer, under ham lagdes ligeledes Batteriet „Tre Kroner“, der
blev sat i Forsvarsstand; &f andre Forsvarsmidler, der havdes fil
Disposition, kan nævnes Kastellet, Batterierne „Sixlus“ og „Kvirr-
tus“ samt Strickers Batteri; derimod var Batteriet „Lunetten“
ikke bestykket, de nuværende Forter „Prøvesten“ og „Mellemfortet“
26