S_FørOgNu_1922-23

i Efterslægtens Skole og kom efter sin Konfirmation i Tømrer

lære og var tre Aar senere Svend. Af sine paafølgende otte

Svendeaar opholdt han sig en kort Tid i Udlandet og blev

, i 1841 Tømrermester, i hvilken Egenskab han udfoldede en

betydelig ,og samfundsnyttig Virksomhed. Allerede som Svend

var han indtraadt i Københavns Brandkorps, hvor han efter-

haanden avancerede til Vicebrandmajor i 1859. I 1868 kon

stitueredes han som Brandmajor, i hvilken Stilling han forblev

indtil Loven af 15. Maj 1868 om Københavns Brandvæsens Om

organisation traadte i Virksomhed i 1870. Da han tog Afsked

som Brandmajor, udnævntes han paa Grund af sine Fortjenester

af Brandvæsnet til Etatsraad. I Aarene 1849—1855 var han Med

lem af Byens Borgerrepræsentation og blev i 1859 Meddirektør i

Sparekassen for København og Omegn, og fra 1870 til 1885 Med

direktør i Københavns Brandforsikrings Societet og desuden Med

stifter og Medbestyrer i en Række Institutioner — saaledes Kø

benhavns Sygehjem, Nye danske Brandforsikringsselskab, Stiftel

sen for gamle Haandværksmestre, Diakonissestiftelsen, Sporvogns

selskabet osv. osv. I 1846 havde han ægtet C a r o l i n e F u n c h ,

Datter af Urtekræmmer Funch. Han døde Aar 1900, hans Enke

i 1912.

T liom a s i n e C h r i s t i n e G y l l e m bo u r

der fødtes i Kbhvn. d.

9. Novbr. 1773 og døde d. 2. Juli 1856, var en Datter af Dispacheur

Buntzen, bekendt som betydelig Forfatterinde og som Moder til

Joh. Ludv. Heiberg, og blev som ganske ung Pige gift med den

mere end tyve Aar ældre P. A. Heiberg. Deres Naturer var

altfor uensartede, til at Ægteskabet kunde blive lykkeligt. Efter

at Heiberg i Aaret 1800 havde maattet forlade Danmark, ægtede

hun den unge svenske Baron E h r e n s v a r d , der efter at have del

taget i Sammensværgelsen mod Gustav d. 3die var blevet lands

forvist og nu kaldte sig Gyllembourg. Denne Forbindelse var lykkelig

og afbrødes først ved Gyllembourgs Død i 1815. — Det var i

1827, da hun allerede var 54 Aar gammel, at Fru Gyllembourgs For

fatterskab begynder, da hun i Sønnens „Kjøbenhavns flyvende

Post“ offentliggør Fortællingen „Familien Polonius“. Den fremkom

anonymt, og Fru Gyllembourg vedblev Livet igennem at hylde

Anonymiteten som Forfatterinde, idet hun stadig benyttede sig af

det bekendte Mærke „Forfatteren til „En Hverdagshistorie““ —

den fortrinlige Novelle, der udkom Aaret efter „Familien Polo

nius“.

I en lang Aarrække vedblev hun at glæde Læsever

denen med sine Bøger, der omfattedes med levende Interesse.

Foruden de nævnte Fortællinger anses „Extremerne“, „Montanus

den yngre“ og „Mesalliance“ som de fortrinligste. Om hendes litte

rære Betydning kan man danne sig et Begreb ved den Omstændig

hed, at saa dybsindige Aander som Søren Kierkegaard og Poul

Møller har underkastet hendes Produktion indgaaende Bedømmelser.

H e i n r i c h H a n s e n , den ypperlige Arkitekturmaler, fødtes 1821

i Haderslev og begyndte som Malersvend i Flensborg, hvorefter

han kom til København for at uddannes som Dekoratør. Han

blev Elev paa Akademiet og fik hurtig Sølvmedaillen. Først efter

en Rejse til Tyskland stod hans Kunstnermaal ham klart. Kort

efter sin Hjemkomst fra denne ansattes han som Lærer i Perspektiv

ved Kunstakademiet og kom et Par Aar senere paany til frem

mede Lande, hvorfra han medbragte fortrinlige Arkitekturstudier,

der fastslog hans Ry. Blandt hans fremragende Ydelser interes

sere Interiørmalerierne mest ved deres udmærkede Perspektiv og

den virtuosmæssige Behandling af Farverne. Han blev omsider

Vicedirektør ved Akademiet og udfoldede en betydelig Virksomhed

for at fremme dansk Kunstindustri, og glemmes maa det ikke, at

han ved Medvirkningen til Frederiksborg Slots Restaurering ind

lagde sig stor Fortjeneste. Han døde i 1890.

P e t e r N o r d e n S ø ll in g , der oprettede Stiftelsen „Bombebøs

sen“ og efterhaanden avancerede til Kommandør i Søetaten, var

født i Norge d. 1. Sept. 1758. Han var allerede som Kadet ind

traadt i Asiatisk Kompagnis Tjeneste og blev Skibsfører. Derefter

uddannede han sig som Baadebyggér og hjemførte fra et Studie

ophold i England Modellen til en søgaaende Lodsbaad, forbedrede

Typen og indførte den til Brug i Norge, hvor den viste sig som

fortrinlig og sparede mange Menneskeliv. Efter Norges Adskillelse

fra Danmark bosatte han sig her og ansattes som Waterskout, i

hvilken Stilling han forblev til sin Død i 1827. Med det For-

maal at indsamle Penge til en Bolig for gamle Søfolk begyndte

han en Agitation i 1819, som i 1825 havde givet det Resultat, at

han oprettede „Bombebøssen“ for de dengang indkomne 25,000

Rigsdaler. Den havde til en Begyndelse sin tarvelige Plads paa

et Loft paa Wildersplads, men fik senere sin egen Bolig først i

Skvaldergade, derpaa i Brogade og tilsidst i Overgaden oven

Vandet, hvor den nu virker med en betydelig Formue og et større

Legatfond. P aa Bygningens Facade er Sølling foreviget, ligesom

han ved Farsund i Norge mindes ved en Støtte, rejst af nordiske

Lodser.

C h r i s t i a n C h r i s t o p h e r Z a h r t m a n n var født den 21. Dcbr.

1793 og gjorde sig allerede som Søkadet udmærket bekendt ved

forskellige Lejligheder, — under det engelske Overfald i 1807, i

1808 paa den franske Schelde-Flaade og senere ved Kanonbaads-

forsvaret i Sundet. I 1812 deltog han i Kampen ved Lyngør

i Norge og modtog ved denne Lejlighed, kun 19 Aar gammel,

Dannebrogsordenens Ridderkors. Han avancerede til Viceadmiral.

Som Direktør for Søkortarkivet indlagde han sig stor Fortjeneste

ved Opmaaling af danske Farvande. Under den første slesvigske

Krig var han Marineminister og udnævntes et Par Aar efter til

Holmens Overekvipagemester, i hvilken Stilling han døde d. 13.

April 1853. Han skildres som en højt begavet, men meget myndig

og kold Personlighed, der øvede en betydelig Indflydelse paa Ma

rinen.

H a n s C h r i s t i a n L u m b y e , den folkekære Dansekomponist,

fødtes den 2. Maj 1810 og døde 20. Marts 1874. Han var oprin

delig Militær-Trompeter ved de Odense Dragoner, senere ved Hest-

garden i København. Han var et Musikgeni, der uden at have

læ rt synderlig Teori allerede som Dreng komponerede melodiøse

Smaasange og Danse. Til fuld Bevidsthed om sine Evner kom

han først, da han i 1839 hørte et udenlandsk Orkester spille

L a n n e r ’s og S t r a u s z ’s ildfulde Danse og i samme Øjeblik følte,

at her var det Omraade, paa hvilket han maatte kunne gøre sig gæl

dende. Han fik et Orkester sat sammen, indbød det københavnske

Publikum til at give Møde paa Hotel d’Angleterre og — vandt

saa eklatant en Sejr, at da Tivoli i 1843 aabnedes, var H. C. Lumbye

selvskreven til at dirigere i den elegante Koncertsal. Og fra nu

af var hans Navn kny ttet inderligt til Tivoli. Fra Koncertsalens

Podium udstrøede han med Geniets Ødselhed de bedaarende Me

lodier, der ikke blot gjorde ham og hans Orkester til Tivolis

Midtpunkt, men som gjorde hans Navn kendt og elsket langt

ud over Danmarks Grænser. Lumbyes Danse er noget for sig. De

har deres danske Særpræg. Deres Jævnhed, fri for alt paataget

Væsen, deres indsmigrende Melodiøsitet, deres F art og Flugt,

deres velsignede sunde Humør vil bevare dem friske gennem

Tiderne. Lad os blot nævne „Champagnegaloppen“, — kan man

tænke sig, at dens elektricerende Rythmer nogensinde vil kunne

ældes? Det var ikke til at undres over, at A u g u s t B o u r n o n v i l l e

lagde Beslag paa Lumbyes geniale Evne i „Napoli“, „Fjernt fra

Danmark“ og i adskilligt flere af sine herlige Balletter, og at

Forfatterne kappedes om at faa ham til at sætte Melodier til

Sangene i deres Vaudeviller! Ak — havde vi i vor nuværende

hensygnende Musikperiode en Hans Christian Lumbye, •—- en Kom

ponist med hans friske Livsglæde, hans yndefulde Melodiøsitet, saa

fri for al lummer Sødlighed og usund Perversitet som han, :—• først

og sidst: saa d a n s k som han!

M a r t i n u s C h r i s t i a n W e s s e l t o f t R ø r by e fødtes af danske

Forældre den 17. Maj 1803 i Drammen og døde i København 29.

Aug. 1848. I Aarene 1820 til 1826 gennemgik han Akademiet efter

at have sagt Latinskolen Farvel. Samtidig med Akademistu

dierne fik han privat Undervisning hos Eckersberg, mellem hvis

talentfuldeste Disciple han staar. Han gjorde hurtigt sit Navn

bekendt ved Udstillinger snart af Genremalerier, snart af Por

trætter, af hvilke et enkelt vakte en saa stor Opmærksomhed, at

det skaffede ham Understøttelse til en Italiensrejse i 1834, og i

1839 blev han Medlem af Akademiet, giftede sig og drog for an

den Gang til Rom. Fra 1844 var han Akademiprofessor. Rørbyes

største Evner viste han som Portrætmaler og i sine Arkitektur

billeder. Han var en fin Maler en ypperlig Tegner og i perspek

tivisk Retning en Mester. Af hans Produktion er vel særlig de

Malerier, hvis Motiver er hentede fra Italien, Grækenland og Tyr

kiet bekendte. Paa Thorvaldsens Museum findes det skønne Bil

lede „En Morgen paa Piazza piarina i Palermo“. —

J o h a n C h r i s t i a n R y g e , en af vor Scenekunsts mægtigste

Skikkelser, der 62 Aar gi. døde den 29. Juni 1842, har, tilligemed

Ægtepar rene Pli i s t e r og H e i b e r g , sin Grav paa Holmens Kirke-

gaard. Disse Personligheder er saa almenkendte, og deres Liv og

Virksomhed er saa ofte beskrevet, at vi her kan indskrænke os

til det nødtørftigste.

KØBENHAVNS

I^\TPTI/J