33 / 461
eksisterede den Gang ikke; det var netop i Mangel af disse, at
Fischers Defensionslinie var bleven udlagt; end mindre eksisterede
den Gang noget Fort paa Middelgrunden. Mellem Batteriet „Tre
Kroner“ og den fra Kalkbrænderibugten udløbende Grund „Stub
ben“ udlagdes de to store Blokskibe „Elephanten“ og „Mars“ til
Dækning af Havnens Indløb.
Der blev fra svensk Side gjort Tilbud om at anlægge Forter
ved Helsingborg for eventuelt at bringe en engelsk Flaade, der
forcerede Sundet, under dobbelt Ild; men Kronprins Frederik,
der frygtede for, at disse Anlæg senere kunde give Anledning til
Krav paa Dele af Øresundstolden, frabad sig, at de udførtes.
Det var altsaa kun med ringe Midler, Danmark traadte i Skran
ken for Hævdelsen af Neutralitetsforbundet; det havde til Billes
Eskadre 3 større og 2 mindre Skibe samt 11 Rokanonbaade, ialt
246 Kanoner med 2450 Mand. Defensionslinien raadede over 630
Kanoner og ca. 5200 Mand, „Elephanten“ og „Mars“ havde tilsam
men 128 Kanoner og 780 Mand. Batteriet „Tre Kroner“, der den
Gang var langt svagere konstrueret end nu, førte 66 Kanoner og
havde en Besætning af omtrent 1000 Mand, „Sixtus“ førte 44 Ka
noner, „Kvintus“ 35 Kanoner og Morterer, Strickers Batteri et
Morterbatteri paa 10 Piecer. Tilsammen raadede det danske For
svar altsaa over ca. 1100 Kanoner. Til Besætninger tog man det
Mandskab, der havdes til Raadighed, men da dette ikke ganske
slog til, hvervedes Frivillige, de saakaldte „15 Dalers Karle“ ; disses
Antal har efter nøje Undersøgelse vist sig at være ca. Vs af Skibs
besætningerne eller ca. 3000 Mand, men ikke — som tidligere an
tag et — Hovedmængden af Mandskabet. Af denne Styrke kom imid
lertid hverken Billes Eskadre, de nordlige Blokskibe, „Sixtus“,
„Kvintus“ eller Kastellet til at deltage i Kampen, Strickers Bat
teri kun med nogle faa Skud, saa at paa selve Slagdagen kun ca.
700 danske Kanoner var i Virksomhed.
Den engelske Flaade, anført af den forsigtige, diplomatiske Sir
Hyde Parker, under hvem Lord Hor atis Nelson var Næstkomman
derende, afsejlede fra Themsen 12te Marts og ankom 21. s. M.
til Hornbæk. Forinden var Va.nzittard bleven sendt hertil for at
prøve en sidste Mægling; han forlangte, at Danmark straks skulde
sige sig løs af Forbundet og dertil indvillige i, at den engelske
Flaade uhindret passerede S u n d et; Bernstorff forlangte paa sin
Side, at Embargoen paa dansk-norske Skibe skulde hæves, førend
Underhandlingerne paabegyndtes. Da ingen af Parterne vilde give
efter, rejste Englænderen atter bort, og nu maatte Vaabenlykken
altsaa afgøre Sagen.
Parker, der helst vilde have gaaet igennem Storebælt, blev af
sin energiske Næstkommanderende overtalt til først at vende sig
mod København; Flaaden passerede da 30te Marts Kronborg, der
uden mindste Virkning beskød den; den holdt sig tæ t under den
svenske Kyst og ikke — som hosstaaende Billede viser — klods op
ad Kronborg, og ankrede ud for Taarbæk. Den bestod af 53 Sej
lere ; heraf var 20 Linieskibe og 5 Fregatter ; hele Flaadens Kanon
antal var 1900 Stkr., af disse kom imidlertid kun de c. 1200 i
Kampen, saa at Styrkeforholdet blev omtrent som 12 mod 7 eller
nærlig det dobbelte.
Efter at have udspejdet de danske Forsvarsforanstaltninger
holdt Englænderne Krigsraad. I dette var det, at Nelson tilbød
sig med 10 Linieskibe og Flaadens mindre Skibe a t gøre det af
med den danske Defensionslinie i en Time.
Parker tog ham paa Ordet, men gav ham dog 2 Linieskibe mere,
medens.han beholdt de 8 sværeste og mest dybgaaende hos sig selv
som Reserve.
1ste April lettede Flaaden om Morgenen og lagde sig nedenfor
Middelgrunden. Op ad Dagen gik saa Nelson med sin Afdeling
for en let nordlig Brise gennem Hollænderdybet Syd paa og ank
rede sønden for Middelgrunden. I Løbet af den paafølgende Nat
havde han det Held, at Vinden sprang om til Syd, saa at han
altsaa for en aaben Vind kunde passere den danske Linie Syd fra
og Nord efter.
Om denne Linie er der alt nævnet en Del. Yderligere skal til
føjes, at sydligst laa den gamle, raserede Tredækker „Prøvesteen“,
Kaptajn Lorentz Fjellerup Lassen, samt B lotskibet „Vagrien“,
Kapt. Risbrich, lidt nordligere var Blokskibet „Jylland“, Kapt.
Branth, posteret. Omtrent midtvejs befandt sig Blokskibet „Dan
nebrog“, Kapt. B ra u n ; hos ham vajede Kommandør Fischers Stan
der, nordligere laa Linieskibet „Sjælland“, Kapt. Harboe, nærmest
oppe mod Trekroners Batteri Orlogsskibene „Holsteen“ og „Indføds
retten “, ført af Kaptajnerne Arenfeldt og Thura. Imellem disse
befandt sig de mindre Sk ib e; tilsammen dannede de en uregel
mæssig Linie, der i det hele taget var lagt for langt ude fra Refs-
halegrunden. Alle Skibene var fortøjede med Ankere for- og agter-
efter, saa at de altsaa kun brugte den ene Bredside mod Fjenden.
Natten mellem 1ste og 2den April laa Nelson stille paa sin
Ankerplads. Fra Strickers Batteri kastedes nogle Bomber mod
Fjenden, der herved foruroligedes i en ikke ringe G ra d ; uheldigvis
troede man i Land, de ingen Virkning kunde have, og ophørte
derfor snart med Kastningen ig e n ; dette var et Fejlgreb. Det
samme kan siges om Kanonbaadenes Uvirksomhed bemeldte Nat;
de burde utvivlsomt have foretaget en Demonstration mod de en
gelske Skibe om ikke med andet Udbytte end at volde Modstan
deren en urolig og søvnløs Nat. Men herpaa tænkte ingen. Brit-
terne fik sig en sund og styrkende Søvn at kæmpe paa. Nelson
lod Kongedybet afpejle, skrev sine Instrukser og tra f de sidste
Forberedelser, alt i største Uforstyrrethed.
Den 2den April oprandt ! Allerede ved Dagens Frembrud var
den danske Styrke parat til Kamp. Kl. 8 modtog de engelske
Chefer deres Ordrer, Kl.
972
lettede de, og ført af Linieskibet
„Edgar“ (Kapt. Gorge Murray), med Mærssejlene paa Rand, gled
de mægtige Kolosser for den lette sydlige Brise op mod Defen-
sionen ; efterhaanden som hvert Linieskib naaede ud for sin anviste
Modstander, standsede det for et Anker agterfra og aabnede Il
den, de mindre Skibe tog Plads i Mellemrummene. Fregatterne
engagerede til en Begyndelse de nordligste danske Skibe, der paa
Grund af indløbne Uheld foreløbig ingen rigtige og værdige Mod
standere havde faaet.
Ved Opsejlingen til Kongedybet var nemlig Linieskibet „Aga-
memnon“ faldet i Læ af Grunden og kunde ikke senere overvinde
den stærke Strøm, og kom derfor ikke med i Kampen. To andre
Skibe „Bellona“ og „Russel“ kom paa Grund i Løbets Østside,
men formaaede dog, skønt paa langt Hold, at beskyde Defen
sionslinien; et tredie, „Defiance“, ragede ogsaa, Grunden, men slap
hurtig igen, Nelsons eget Skib „Elephant“ undgik kun med Nnd
og næppe samme Skæbne.
Nelsons Plan var forøvrigt simpel nok: Syd fra, o; fra For
svarets svageste Ende, vilde han benytte sin Overmagt og suc
cessiv arbejde sig op gennem Linien, saa at han til Slut kunde bruge
hele sin Magt mod dennes stærkeste P u n k t: Batteriet „Tre Kroner“.
Hans Dispositioner til Skibenes Placering var iøvrigt fortrinlige,
lige saavel som den Maade, hvorpaa hans Chefer — de anførte Uheld
undtagne — udførte Ordrerne, kun ét havde han ikke taget med
i sin Beregning: den rasende Modstand, han mødte hos sine Fjen-
dery der sloges og skød, som han aldrig havde oplevet det før.
Da hans foreløbige Maal omsider var naaet, at sprænge og øde
lægge Skibslinien, var hans egne Skibe nemlig alle saa medtagne,
at en Kamp mod Batteriets 66 Stkr. 24-pundige Kanoner vilde
have været en yderst farlig Sag.
Pladsen her tillader os ikke at gaa i Detailler, det være nok
at sige, at Blokskibene og Prammene fortsatte Kampen hver for
sig, indtil alle Kanoner var ubrugelige og gennemsnitlig hver 3.
eller 4. Mand falden eller saaret; nogle af de mindre Skibe kap
pede da deres Tove og drev ind paa Rheden, hvor flere af dem
sank, enkelte reddedes; de store Skibe maatte efterhaanden over
give sig, dog først efter at al videre Modstand var bleven umulig.
1
Selve Kampmaaden var forøvrigt let nok at forstaa. Paa kort
Hold laa Modstanderne lige ud for hinanden og dængede hinan
den med deres Kugler og Knipler; den, der i saadan Kamp havde
mest at dænge med, fik naturligvis som Regel Fordelen tilsidst.
Værre var det dog for de da,nske Skibe, at de, alt eftersom de
faldt Syd fra, kunde angribes og beskydes langskibs; herigennem
opnaaede Englænderne en ikke ringe Fordel.
Som alt nævnt faldt det første Skud Kl.
1 0 7 4
; tre Kvarter
senere rasede Ilden over hele L inien ; den omtalte Time forløb og
nok e e n ; for Sir Hyde Parker, der var lettet med Reserven og
som uden Held havde søgt at krydse sig op til Trekroner, var
der endnu ikke meget af et Resultat at øjne, uden at „Danne
brog“ var brudt i Brand og forladt af sin Besætning drev nord
paa. Han fandt efterhaanden, at Timen blev „djævelsk lang“ og
begyndte at blive utaalmodig. Kl. c. 172 gav han endelig Signal
til at ophøre med Kampen. Havde Nelson lystret, vilde Slaget paa
Rheden da have endt som en komplet Sejr for de d an sk e; men
han lystrede ikke. Netop ved denne Tid begyndte de danske Skibe
at overgive sig; han satte da Kikkerten for sit blinde Øje og sva
rede smilende: „Jeg ser intet S ignal!“ Chefen for Fregatterne
28