30 / 461
Dr. Ryge — thi saaledes lod han sig i stolt Selvbevidsthed kalde
baade officielt paa Plakaten og mellem Kulisserne — var en Skue
spiller, hvis Dimensioner var større, end man sædvanligvis regner med.
Han var fremragende baade i Tragediens høje Patjios og i kaad
Komik, udrustet med Evner, der, om han var født i London eller
Paris, vilde have skaffet ham Verdensnavn. Først da han i 1813
havde debuteret som „Palnatoke“, fandt Oehlenscblager den Helt,
der formaaede at tolke hans Digtning. Størst var vel Ryges Virkning
som „Hakon Ja rl“. Det rette Begreb om hans Genis Rækkeevne
faar man dog først, naar man betænker, at han ogsaa som Operist
præsterede det Fuldkomne, f. Eks. i „Joseph og hans Brødre“,
hvor han af S im o n skabte et Sjælemaleri, som greb ved sin
Sandhed. Ogsaa som Personlighed var han stærkt særpræget.
Hans Herskertrang og Energi var grænseløs som hans kunstneriske
Formaaen, og han samlede i Aarenes Løb paa sin Haand saa
mange af Theatrets Embeder, at han efterhaanden blev den, der
styrede dets Skæbne, i stadig Kamp baade mod de vekslende Di-
Ogsaa hans Hustru, L o u i s e P h i s t e r , vil bevare sit Navn i
vort Theaters Annaler som den ypperlige komiske Skuespillerinde
hun var. Og ligesom Phisters vil ogsaa hendes Navn i Eftertiden
knyttes særligt til den Holberg’ske Komedie, hvori hun ved Siden
af hans glimrende H e n r i k var en straalende P e r n i l l e , vittig,
gratiøs, sund og sand. Faa af hendes Forgængerinder og ikke en
eneste af hendes Arvtagere har formaaet at skænke denne klassiske
Figur en Festivitas og Glans som hun. Og da Alderen meldte
sig, overtog hun Ma g d e l o n e r ’ne, som hun spillede med et Lune
og en bred Suffisance højt op i en Alder, da de fleste Skuespiller
inder forlængst har maattet sige Scenen Farvel. Først 1895, da
hun, der var født 1816, var lige ved sit firsindstyvende Aar, tog
hun Afsked, optraadte i sit 85. Aar i 1901 tre Aftener under
mægtigt Tilløb paa Casino som Fru T e r e n t i a i „Den forvand
lede Brudgom“ som Gæst, og var lige til sin Død, i Januar 1914,
97 Aar gammel, aandsfrisk og til det sidste optaget af den Kunst,
hun fra 1835 havde viet sit lange, virksomme Liv.
M indehøjen som i 1802 opførtes paa H olm ens Kirkegaard over Faldne i S laget paa Rheden den 2. April 1801.
rektioner og mod Personalet. Hans Virksomhed udkrævede en
Aandens og Legemets Kæmpekraft, der var enestaaende. Endnu
en Maaned før sin Død stod han paa Scenen. Før Nødvendigheden
bød det, slap han ikke Sceptret.—
L u d v ig J o a c h i m P h i s t e r , født 1807, død 1896, har i vor The-
aterhistorie til sene Tider indskrevet sit Navn som en af de største
komiske Skuespillere, vor Scene har ejet. Ogsaa ham havde Ver
densberømmelsen været sikker, hvis han ikke havde været hen
vist til at virke i et af Europas mindste Lande. Uadskilleligt er
hans Navn knyttet til L u d v i g H o l b e r g , i hvis udødelige Ko
medier han præsterede sin ypperste Kunst, der altid bar Præget
ikke blot af det rigeste Lune og den største Forvandlingsevne, men
tillige af et sprudlende Vid og den fineste Kultur, som aldrig for
ledte ham til at overskride Skønhedsgrænsen. Scenen var ham
hellig, hans Respekt for Skuespillerens Gerning uden Grænser
ligesom hans Flid og Samvittighedsfuldhed. Særlig hans Vene
ration for Holberg var rørende. Han følte de Forpligtelser, der
hvilede paa ham som den, der skulde hævde Fortidens Traditioner
fra Theatrets første Tid og bære dem videre til den kommende
Slægt. Derfor trak han sig tilbage, da han endnu stod i sit Genis
fulde Glans, men endnu i sin meget høje Alder, da han halvblind
og svag kun paa Afstand fulgte Begivenhedernes Gang, var den
danske Scene hans kæreste Tanke, og dens Hæder og Ære ham
dybt magtpaaliggende.
„Før og N u“. 8. Aarg. Nr. 2.
J o h a n L u d v i g H e i b e r g fødtes 1791 og døde 1860 som Søn
af to betydelige Forfatterbegavelser, Digteren P. A. H e i b e r g
og Digterinden T h o m a s i n e B u n t z e n , der efter sit Ægteskab
med Heiberg blev gift med Baron G y lle m b o u r g . J. L. Heiberg
er Romantiker, hans Digtning et fortsat Angreb paa det filistrøse
Spidsborgerskab, — som Eksempler behøver vi blot at henvise til
hans V a u d e v i l l e r og hans apokalyptiske Komedie „En S j æ l
e f t e r D ø d e n “, maaske hans mest tankevækkende Digtning, ved
hvis dramatiske Fremførelse „Dagmartheatret“ i denne Saison
har gjort sig udmærket fortjent, og hvori den spidsborgerlige
„Sjæl“ med glimrende Satire stilles overfor Evighedens Domstol.
I Tiden fra 1849 til 1856 var Heiberg Chef for det kgl. Theater,
en Stilling, hvortil han skulde synes at være prædestineret ved
fremragende kritisk Evne og den mægtige Autoritet, han besad
som Forfatter i Datidens København. Den bragte ham kun bitre
Skuffelser. Hvad der bidrog til Skuffelserne, var maaske netop
d e n Omstændighed, der havde drevet ham til at overtage den
byrdefulde Stilling, at hans Hustru J o h a n n e L o u i s e H e i b e r g
(født 1812, død 1890) var Theatrets første Skuespillerinde. Den
henrivende Fremstilling af de unge Piger i hans Vaudeviller havde
tidligt vakt hans Interesse for Jomfru P æ t g e s , der endelig in
spirerede ham til at skrive sit ypperlige Lejlighedsstykke „Elver
høj“ og snart efter ægtede ham. Fru Heibergs Betydning for
den danske Scene er for velbekendt, til at vi her behøver at skildre