24 / 461
Romancekomponister. Hvilken Dansk elsker ikke de Toner, der
uforeneligt er knyttet til Sangtexter som: „I Danmark er jeg født“,
„Modersmaalet“, „Gurre“, „Hjemve“ og „Kirkeklokke, ej til Hoved-
stæder“?
A d o l p h F r e d e r i k v. d. R e c k e fødtes ved Næstved som Søn
af Ingeniørkaptajn Recke den 17. Maj 1820. Han tog juridisk
Examen 1844 og fik Ansættelse som Volontær i Admiralitets
kollegiet og avancerede i 1863 til Fuldmægtig. Desuden var han
Løjtnant i Kongens Livkorps, i 12 Aar ulønnet Lærer ved det
kgl. Blindeinstitut og Direktionens Sekretær. Fra 1857 var han
Direktør for Tivoli, efterat han nogle Aar før var indtraadt i
Ægteskab med Datteren af den af alle Københavnere forgudede
Dansekomponist H. C. L u m b y e — Caroline Lumbye.
Mon ikke Stillingen som Tivolidirektør var den, der af alle til
talte ham mest og passede ham bedst — den glade, folkeligt
anlagte Natur, som han var! Sit usnobbede Væsen lagde han for
Dagen allerede ved at bortkaste det latterlige „von“ og slet og
ret at kalde sig Adolph Recke, et Navn, der nok skulde vide at
gøre sig gældende uden Paahæng. Det vil længe blive mindet i
Tilknytning baade til hans mange muntre Theatersty kk er— Ori
ginaler og Bearbejdelser — og hans mange glade Sange. Værdi
fuldest i hans dramatiske Produktion er vel nok de Arbejder,
der fremkom ved hans og den vittige P o u l C h i e v i t z ’s forenede
Evner, — Vaudeviller som „For Alvor“ og „En Fortid“ vil ikke
tabe deres Betydning som udmærkede Tidsbilleder. Recke’s Bi
drag til disse fortræffelige Stykker var først og fremmest de
glimrende Kupletter. Han var en ypperlig Versifikator, hans
Sange var altid fortræffeligt pointerede, og man mærker, at de
ikke er kommen til Verden
invita Minerva,
men fødte med Let
hed og i lykkelige Øjeblikke. Længst vil Adolph Recke maaske
huskes som Visedigter, — hans „Holmens faste Stok“, „Gutter
om Bord“ og „Jeg synge vil en Vise“, ikke at tale om „Pjalten-
borgs Brand“, „Rullen gaar“ og „Har I læst den Berlingske
Avis?“, udmærker sig jo alle ved deres ægte danske, harmløse
Humør og er typiske for den Tid, i hvilken de blev til. — I 1862
dekoreredes Adolph Recke med Fortjenstmedaillen i Guld. Han
døde den 6. Dec. 1867.
J o h a n C a r l H e n r i k T h e o b a l d S t e i n , den bekendte Billed
hugger, fødtes i København 7. Febr. 1829. Han blev som 12aarig
Dreng indskreven paa Kunstakademiets Tegneskole, da han alle
rede dengang havde røbet uomtvisteligt Talent. Han modellerede
under den udmærkede Medaillør C h r i s t e n s e n og senere under
H. V. B is s e n . I 1848 modtog han den lille Sølvmedaille for en
Modelfigur, og samme Aar den store Sølvmedaille ligeledes for en
Statue efter levende Model. Et Par Aar efter erhvervede han
den Neuhausenske Præmie for en Statue af Holberg og den min
dre Guldmedaille for Relieffet „Thetis bønfalder Vulkan om Vaa-
ben til Achilles“. Den Anseelse, han saaledes lidt efter lidt
havde vundet, forøgedes som Aarene gik.
I 1860, da Stein vendte hjem fra sin første, store Rejse, blev
han Medlem af Akademiet, hvor han i 1867 overtog Stillingen
som Docent i Anatomi. 1 1881 blev han Professor ved Akade
miets Modelskole og var fra 1893 til 1896 Akademiets Direktør.
Af Arbejder fra hans Haand vil vi her nævne Holbergs Statue
udenfor Theatret, Niels Juel-Statuen ved Holmens Kanal og Ad
miral Suensons Monument i Nyboder, det Værk, der maaske giver
det bedste og smukkeste Begreb om Steins Evne. Højest naar
han vel i Retning af sand Karakteristik i sine mange Portræ t
buster. Da han den 16. Novbr. 1901 døde, mistede dansk Billed
huggerkunst en af de sidste Repræsentanter for den antikiserende
Thorvaldsenske Retning.
P e t e r A r n o l d H e is e , dansk Komponist, fødtes den 11. Febr.
1830 og døde den 12. Sept. 1879. Først efter at have taget Stu-
denterexamen i 1S47 viede han sig for Alvor til Musikens Muse
under Berggreens Vejledning, senere under Vejledning af Haupt-
mann i Leipzig. Efter sin Hjemkomst herfra fik han i N. W.
Gade en god Ven og Hjælper. Fra 1854 til 1858 var han Stu
dentersangforeningens Dirigent og havde her Lejlighed til at
komponere en Række Mandskvartetter, der vakte fortjent Op
mærksomhed. Fra 1857 til 1865 var han Sanglærer og Organist
ved Sorø Akademi og Kirke, men opgav denne Stilling, da han
blev økonomisk uafhængig ved Giftermaal. Han flyttede til Kø
benhavn og kunde nu ret dyrke sit Kompositionstalent. Som
Romancekomponist vil hans Navn bevares længe. Han besidder
en stor Melodirigdom, en fin Harmonik og en udmærket og in
derlig Forstaaelse af de Texter, han med Forkærlighed vælger
blandt nordiske Digtere: Aarestrup og Richardt, Chr. Winther og
Bjørnson osv. Han benytter ogsaa udenlandske Digteres Text,
f. Ex. Shakespeare og Lenau. Som Theaterkomponist optræder
han med Musik til „Bertran de Born“, „Palnatolce“, Balletten
„Cort Adeler“ og „Paschaens D atte r“ osv. Men hans Hovedværk
er „Drot og Marsk“, der til Dato er vort betydeligste Operaværk
paa Dansk.
V i l h e l m E m i l i u s Z in n H a r t m a n n , en Søn af vor berømte
J. P. E. Hartmann, blev født 1836 og døde 1898. Hans musi
kalske Evner udvikledes under Faderens og Anton Rées Vejled
ning. Hans Navn vil særlig knyttes til de Orkesterværker, han
formede og instrumenterede med Dygtighed: Symfonier og Ouver
turer, ofte i Tilslutning til dramatiske Værker („Hakon Ja rl“),
Suiterne „Dyveke“, „Skandinavisk Folkemusik“ og „Nordiske
Folkedanse“. Han optraadte ogsaa som Operakomponist („Elver
pigen“ og „Ragnhild“ med Text efter „Svend Dyrings Hus“);
han har skrevet Musik til Balletten „Fjeldstuen“, sammen med
Winding, og til „En Nat mellem Fjeldene“ af Hostrup, foruden
en Del Kammermusik, Korværker og Sange (f. Ex. den bekendte
„Nu skal Du kønt Dig lægge ned“). Han var først Organist ved
St. Johannes Kirken, senere ved Slotskirken, og var et enkelt
Aar fra 1891—1892 Musikforeningens Dirigent.
C a r l T h o r v a l d A n d e r s e n , dansk Forfatter. Han var født
1828 og døde som Slotsforvalter paa Rosenborg i Aaret 1883.
Han indtager som Digter ikke nogen højere Rang. Han er Epi
gon og hans Forfatterskab en bleg Efterklang af Fortidens Digt
ning. Hans Samlinger af Smaafortællinger, der udkom under
Fællestitlen „Genrebilleder“, vidner om personlig Elskværdighed
mere end om oprindeligt Talent.
H a n s P e t e r H o l s t , dansk Digter, født 1811, henvendte første
Gang Offentlighedens Opmærksomhed paa sig, da han i Anledning
af en Konkurrence, udskreven af „Selskabet for de skønne Kun
ster“, indleverede fire Romancer, der opnaaede hæderlig Omtale.
Nogen Digter af stor Betydning var han ikke; dertil manglede
han i for høj Grad Originalitet. Men han besad en versifikato-
risk Evne, der var ret ualmindelig, en udviklet Sans for Rythme
og stor Smag. Og uretfærdigt vilde det være, om man nægtede
ham Fantasi og Følelse. Mindedigtet om Frederik den Sjette
greb Samtiden ved sin Ægthed og sin rørende Simpelhed i Ord
valget og gjorde hans Navn populært. Ogsaa senere forstod han
at give Tidens Følelser et baade smukt og prægnant Udtryk,
f. Ex. da han i Anledning af Krigen 1848—1850 skrev sit be
kendte Digt „Slumrer sødt i Slesvigs Jord“, og da han udgav sin
mest folkekære Bog „Den lille Hornblæser“, der gengiver Stem
ningen baade i Felten og i Københavns Befolkning paa en Maade,
der maatte bevæge alle danske Hjerter. H. P. Holst har ogsaa
skrevet enkelte lyriske Digte, der vil bevare hans Navn fra For
glemmelse, navnlig Kærlighedsdigte. Han har ligeledes forsøgt
sig, dog uden egentligt Held, som dramatisk Forfatter. P aa sine
ældre Dage knyttedes han som Sceneinstruktør til det kgl. Thea-
ter, en Stilling, hvortil han kun daarligt egnede sig, og om hvil
ken der i Skuespillerkredse endnu fortælles muntre Anekdoter.
Han døde i den høje Alder af 82 Aar og opnaaede den Ære at
udnævnes til Konferensraad ligesom sit store Forbillede Oehlen-
schlager, til hvem han fra sine Ungdomsaar havde set op med
Beundring og Pietet.
F r e d e r i k V i l h e l m H e g e l fødtes .1817 og var fra sit 15de
Aar knyttet til det Gyldendalske Forlag og blev allerede i en
ung Alder ansat som Forretningsfører. Efter Forlagets Ejer, Deich-
mann, overtog han i 1846 Bogladen med Papirhandelen, og i 1850
selve Forlaget, som han med fremragende Dygtighed og Energi
førte frem til en straalende Udvikling. Hans retlinede Person
lighed og hjertevindende Væsen vandt ham Venner i alle Lejre,
hvilket ikke mindst manifesteredes, da Strømningerne i vor Litte
ratur ved Begyndelsen af 70erne viste stærke Brydninger. Hegel
forstod ikke blot paa Forlaget, men ogsaa i sit gæstfri, storsti
lede Hjem at samle Forfattere af de forskelligste Anskuelser, og
alle saa de i „gamle Hegel“ baade den milde, forstaaende Ven
og den kloge, kærlige Raadgiver. Næsten alle danske og de fleste
af Norges betydelige Digtere satte en Ære i at se deres Værker
udkomme paa hans Forlag, der væsentligt ved hans eminente
Dygtighed arbejdede sig op til at blive Nordens største og for
nemste. Hegel døde 70 Aar gammel i 1887.
S t e e n A n d e r s e n B i l l e , Vice-Admiral i den danske Flaade
19