21 / 461
Virksomhed, da han oprettede det oppositionelle Blad „Fædre
landet“. Hans Frihedssind, som han gav aabent og frejdigt Ud
tryk, bragte ham i Konflikt med Regeringen, og i 1886 afskedi
ges han fra sit Embede. I 1840 bliver han Borgerrepræsentant,
og i 1849 Folkethingsmand. I Tidens Løb modificeredes hans po
litiske Anskuelser i konservativ Retning, og i 1864 efter Mini
steriet Monrads Fald blev David Finansminister i det konserva
tive Bluhme’ske Ministerium, hvori han ved sin omfattende Vi
den, sin Aandfuldhed og slagfærdige Veltalenhed var den bæ
rende Kraft. Allerede i 1865 traadte han med det øvrige Mini
sterium tilbage, blev Medlem af Landsthinget, men nedlagde faa
Aar efter sit Mandat.
K n u d F r e d e r i k V i l h e l m M e l b y e (født 1824, død 1881),
Broder til den berømte Anton Melbye, var en ypperlig Marine
maler. Deres Fader var Toldbetjent, og gennem ham blev deres
Kærlighed til Søen vakt. Vilhelm blev sat i Handelslære i Lon-
D igteren C hristian W inther, f 1&76.
don, hvor han imidlertid brugte al sin Tid til Tegneøvelser, og
han viste saa betydelige Evner, at da han paa et Besøg kom til
Danmark, opmuntredes han fra alle Sider, og ikke mindst fra
Broderens, til at kaste sig over Kunsten. Han blev sin frem
ragende Broders Elev og udstillede i
1847
sine første Billeder og
vakte strax Offentlighedens Opmærksomhed. Han blev efter-
haanden en udmærket Maler, der ikke blot paaskønnedes hjemme
men ogsaa i Udlandet, særlig i London, hvor han tilbragte hen
ved tyve Aar af sit Liv, indtil
1867,
da han atter tog Ophold i
Danmark. Han havde et betydeligt Kompositionstalent, stor ko
loristisk Evne og forstod at give stærke og poetiske Stemninger
et fint og ejendommeligt Udtryk.
C arl H e i n r i c h B l o c h , en af vore betydeligste blandt dan
ske bildende Kunstnere, fødtes
1834
og kom, efter forgæves at
have forsøgt sig ved Optagelsesprøven paa Kadetakademiet, ind
paa Kunstakademiet og udstillede som tyveaarig for første Gang,
men vakte langt mere Opmærksomhed ved den paafølgende Ud
stilling, da han mødte frem med et smukt Billede af „C. N.
Rosenkilde i sit Hjem“. Efter i de nærmest følgende Aar at
have været en flittig Udstiller, der havde vist megen Evne for
Komposition og Farvegivning, opnaaede han i
1859
en Rejse
understøttelse og opholdt sig indtil
1865
i Rom, hvor han i det
rige Samliv med alle Slags Kunstnere blev sig sit Maal bevidst,
og i det italienske Folkeliv hentede han Sujetter til den Mængde
Billeder, der nu skabtes under hans Haand som muntre Genre
stykker, Idyller og Gengivelser af den sydlandske Natur med
hele dens brogede Verden. Men saa, satte han sig et nyt og
større Maal, da han overraskede sin Samtid med „Samson hos
Filistrene“, et Historiemaleri, der greb ved sin glimrende Illu
sionsvirkning, sin dramatiske Kraft og ved den Lethed, hvormed
alle Vanskeligheder syntes overvundne. Hereftei» fulgte „Jairi
Datter“, hvis dybe Følelse og stemningsfulde Harmoni vandt ham
nye Beundrere, og derpaa det mægtige „Prometheus“, der male-
des til Slottet i Athen og vel er Blochs ypperste Værk. Nu stod
han uanfægtet ved Siden af Marstrand i Folkets Bevidsthed som
vor fornemste Maler, og Brygger J. C. Jacobsens Begejstring for
dette Kunstværk havde til Følge, at han hos Bloch gjorde Be
stilling paa
23
Malerier til Bedekamret paa det genopførte Fre
deriksborg Slot. Og efter Marstrands Død i
1873
tilfaldt det
K om ponisten Peter A rnold H eise, t 1879.
Bloch at pryde Universitetets Festsal med de historiske Malerier
af Hans Tausen og Tyge Brahe. Endnu bør nævnes hans be
rømte Maleri af Christian den 2den i Fængslet og det historiske
Genrebillede „Den 17aarige Prins Christian modtager af Kans
leren Niels Kaas Nøglerne til den Hvælving, hvor Rigets Krone
og Scepter opbevares“. Og naaede Bloch højt som Maler, var
han ikke mindre stor som Raderer. I al deres ydre Fordringsløs
hed er hans 70 Raderinger Verdenskunst. I det Store og i det
Smaa var han en Mester, og det føltes som en Sorg over Landet,
da Carl Bloch i den forholdsvis unge Alder af 56 Aar lukkede
sine Øjne i Aaret 1890.
J a c o b J a c o b s e n D a m p e , en af de mærkeligste Skikkelser i
det 19de Aarhundredes danske Historie, var født 1790 og stude
rede Filosofi og Statsvidenskab samtidig med at han var P rivat
lærer i København. I 1812 erhvervede han Doktorgraden i Filo
sofi og begyndte ikke længe efter den agitatoriske Virksomhed,
der paaførte ham et 28aarigt Martyrium. Hans Begejstring for
de politiske Frihedsbevægelser gjorde ham til Reformator, før
Tiden endnu var moden dertil. Det var hans Plan at søge en
Nationalforsamling sammenkaldt — selv om det skulde blive
nødvendigt at bruge Vaabenmagt! — for at faa en konstitutionel
Forfatning gennemført i Danmark. Hans Planer forraadtes, og i
1820 dømtes han til Døden som Majestætsforbryder og Højforræ
16