17 / 461
Stenen og udført efter Bissen, medens Stenens nederste Del pry
des med en Lyre, en Laurbærkrans og en Sangfugl, ligesom
Medaillon-Billedet støbt i Bronce.
Det var den sidste Dag i Aaret 1876, at det danske Folk fra
Paris modtog det Sorgens Budskab, at dets folkekære Sanger
C h r i s t i a n W i n t h e r var død. Vemoden og Smerten, som greb
os, betingedes ikke blot af Visheden om, at den Digter, der
skønnere end nogen anden havde sunget til den danske Naturs
Pris, for bestandig havde lukket sine Øjne; thi W inther’s høje
Alder — 80 Aar — gav jo ikke meget Haab om, at hans Pro
duktion vilde kunne fortsættes ret længe, — men Dødsbudskabet
greb os med saa dyb og inderlig en Vemod, fordi han havde
maattet drage sit sidste Suk i et fremmed Land, saa langt, langt
borte fra de Steder, han elskede saa højt i sit Liv, — fordi man
vidste, at det var med Smerte, at han, tvunget af Omstændig
hederne, og af Hensyn til sin Hustru og Datter, havde ladet sig
E tatsraad, G rosserer Hans P uggaard, f 1866.
overtale til, svag og blind som han var, at drage bort fra det
dyrebare Fædreland, — men mest maaske, fordi man paa ingen
Maade kunde forsone sig med Tanken om, at han ikke, efter sit
eget Ønske, skulde komme til at hvile i dansk Jord. Han havde
jo i sit skønne Digt til Sjælland i simple, gribende Ord yttret
dette Ønske:
Naar Alting er til Ende,
Og Natten stunder til
Og slukket er i Mulmet
Livssolens Straalespil. —
Ak — kunde jeg da lægge
Til Ro mig i Din Eng,
Dit Grønsværtæppe trække
Over mig og min Seng!
Kærligheden til Christian Winther havde sin Kilde i Folke-
hjertets Dyb. Der var Digtere, det indrømmede man villigt, hvis
Maal var højere end hans, Digtere, der havde havt flere og maa
ske stærkere klingende Strenge i deres Lyra, Digtere, hvis For
tjeneste var større, — men ingen i hele det danske Sangerkor,
hverken i Fortiden eller Nutiden, havde talt inderligere til vort
Hjerte end han, ingen havde som han tolket Elskovens jublende
Fryd og Smerte, og ingen havde som han elsket og fortolket den
danske Natur, vore lyse Bøgeskove, vore Marker og Enge. Ingen
af alle vore Digtere var saa d a n s k som han. Og hans Poesi
bar i liver Linie Præg af dansk Natur, saa yndefuld og fin, saa
skøn og stemningsbevæget den var. Elskede han selv Danmark,
ha.vde han ogsaa lært os at elske det, baade vort Fædrelands
Natur og dets Sprog.
Højest havde han dog elsket Sjælland. Som St. B l i c h e r va,r
Jyllands udkaarne Sanger, var Winther Sjællands ømme Trouba
dour, hvad enten han stemte Lyren til Furesøens og det dejlige
Nordsjællands Pris, eller han fordybede sig i sin Barndoms og
Ungdoms minderige Egne, h v o r F e n s m a r k h æ v e r s i t K i r k e
t e l t . Hvor vilde det ikke være en Skam, om man formente
ham at hvile i den Jord, der til hans sidste Aandedrag var i hans
Tanker! Nej — det maa,tte ikke ske!
Og der blev da sat en Indsamling blandt hans Landsmænd i
Gang, for at hans Lig kunde blive bragt til Danmark. Og man
F orfatteren Adolph Frederik v. d. R ecke, f 1867.
søgte samtidig at udvirke hos Autoriteterne, at Christian Winther
jordfæstedes et Sted i Danmarks frie Natur, for Exempel i Nær
heden af det lille Hus paa Eremitageslettens Nordside, hvor han
havde digtet et af sine skønneste Værker, „Hjortens F lugt“, —
men desværre lod det sig ikke praktisere af en eller anden
filistrøs Grund, og saa kom han da til at hvile paa Holmens
gamle Kirkegaard, hvis Inspektorat tilbød Jorden gratis, og imod
at erholde det ikke store Overskud af den iværksatte Indsamling
yderligere paatog sig Gravstedets bestandige Vedligeholdelse,
saaledes at det ikke skal komme til at friste den utiltalende
Skæbne at blive forsømt, som det er gaaet med mange andre
fortjente Mænds og Kvinders sidste Hvilesteder, — ogsaa her paa
Holmens Kirkegaard, hvor, for blot at nævne et Exempel blandt
flere, det berømte Ægtepar P h i s t e r s Grav henligger i en Til
stand, der ikke er deres Minde værdig.
E d o u a r d S u e n s o n , Sejrherren ved Helgoland, fødtes som
Søn af Marinekaptajn Suenson den 13. April 1803 og kom, efter
i 1817 at have gjort et Togt med Faderen, ind paa Søka.detaka-
demiet, hvis Chef S n e e d o r f f fik ikke ringe Indflydelse paa ham.
I 1823 blev han Sekondløjtnant i Marinen og avancerede i Aare
nes Løb paa følgende Maade: i 1831 Premierløjtnant, 1841 Kap
tajnløjtnant, 1850 Kaptajn, 1856 Kommandørkaptajn, 1858 Orlogs
kaptajn (vort nuværende Kommandør), 1866 ved sin Afgang
12