98 / 461
tionsbygning i Rosenvænget i Tilslutning til det før nævnte Ride
hus. Dette sidste omdannedes til Behandlingssal for lokal Lys
behandling.
Den 10. August 1901 kunde Institutet flytte ind i sin egen
Eiendom, og herved ophørte Forholdet til Kommunehospitalet, som
havde været til saa stor Gavn for F i n s e n saavel som for In
stitutet.
Den 10. December 1908 naaede F in s e n , som allerede i 1898
var bleven udnævnt til Professor, sin Berømmelses Zenith, idet
han paa denne Dag modtog en Meddelelse om, at Aarets medi
cinske Nobelpris 150,000 Kr. var tildelt ham. Hans store Uegen
nyttighed fik ved denne Lejlighed det smukkeste Udtryk derved,
at han som hidtil var uformuende, ønskede Pengene eller dog en
Del af dem anvendt til at udfri Institutet af dets Gæld.
F in se n fik Lov at skænke sit kære Lysinstitut en Trediedel
Arbeide for Oprettelsen af et „Sanatorium med Lysets Almen
virkning for Øje“, hvilket omsider førte til Oprettelsen af „Kliniken
for indre Sygdomme“.
Og som Institutets Anseelse voksede Verden over saaledes for
drede dets Virksomhed bestandig mere Plads, hvilket efterhaan-
den resulterede i store Udvidelser og Nybygninger som kulmine
rede med den store Hospitalsbygning, som i 1919 opførtes paa
Rosenvængets Hovedvej Nr. 39, og med Facade ud mod Strand
boulevarden.
Fra en ringe og saare beskeden Begyndelse har F i n s e n s medi
cinske Lysinstitut i 25 Aar gennemgaaet en Udvikling, som maa
siges at være ret enestaaende.
F i n s e n s geniale Tanke om Lysets helbredende Evne har vist
sig at eje en Livskraft og en Frodighed, som maaske bedst illu
streres med et Par Tal.
H uset var beliggen de paa H jørnet af „T rianglen“ o g B legdam svejen.
T il højre ses „K on g ev ejen“ , nu „Ø ster A llé “, og i B ag g ru n d en F æ lled en .
af sin Hæderspris, men Institutet blev alligevel befriet for sin
Gæld, idet hans to trofaste og altid offervillige Venner, H a g e
m a n n og J ø r g e n s e n hver skænkede et tilsvarende Beløb.
Som den nøjsomme, beskedne og for sig selv lidet krævende
Mand, F in se n var, kunde han dog ikke tænke sig at beholde
Resten af Hædersgaven, men anvendte endnu en Trediedel til
velgørende Øjemed.
Men F i n s e n var mærket af Sygdom, og trods hans heltemodige
Kamp mod denne oplevede han ikke at føre sit Manddomsværk
til Ende idet han den 24. September 1904 afgik ved Døden.
Med F i n s e n s Død begyndte for Lysinstitutet en ny Epoke.
Saalænge han levede, var det hans Genialitet, Initiativ og Idérig
dom, der gav Institutet Anseelse, ligesom det var hans Begej
string for og Kærlighed til „Lyssagen“ i Forbindelse med hans
sunde og nøgterne Kritik, der fik hans Medarbeidere til at yde
det bedste, de formaaede. Vilde hans Efterfølgere formaa at
løfte Arven efter ham? Det var det store Spørgsmaal, som strax
trængte sig paa. Og her bør det fremhæves, at Bestyrelsen saa
vel som Personalet hver af bedste Evne søgte at handle i Me
sterens Aand.
Saaledes fortsatte Bestyrelsen sit ved F i n s e n s Død afbrudte
Medens Begyndelsen blev gjort paa laant Grund i en lille Træ
hytte, som havde kostet den ringe Sum af ca. 4000 Kr. at opføre,
spænder Institutets forskellige Afdelinger nu over et Areal af
ca. 60,000 □ Alen, hvoraf 43,000 tilhører Institutet og med de
derpaa staaende Bygninger har en samlet Værdi af ca. 3,500,000 Kr.
Ogsaa Personalets Vækst giver et Billede af den stærke Frem
drift. F i n s e n begyndte med 3 Medhjælpere: en Læge, en Dame
til at assistere ved Behandlingen og en Rengøringskone, og nu
omfatter Personalet 267 Personer.
Om „Indsamlingskomitéen for Finsen Monumentet“ skal her
kun siges dette, at den fik en overordentlig Tilslutning hos Be
folkningen baade herhjemme og i Udlandet. Fra høje og lave,
fra nær og fjern strømmede Bidragene ind, og da Komitéen ud
sendte et „Finsen Mærke“, som i Tusindvis af Eksemplarer solgtes
overalt i Landet for 10 Øre, tør man gaa ud fra, at praktisk talt
enhver dalevende Dansker har ydet sit større eller mindre Bidrag
til Mindesmærket for denne Nationens berømte Søn. Men det var
en Fejl, som ikke gavnede nogen eller noget, at Monumentet ikke
fik sin Plads paa et af de Steder, hvor F i n s e n havde levet og
virket, en Fejl, som dog blev rettet paa den smukkeste Maade,
da Konferensraad V ilh . J ø r g e n s e n skænkede Institutet den af
92