15 / 311
stod paa. Han synes at have udnyttet det nederste Del af Mur
værket af den tidligere Bygning og beholdt Fundamentet af
dens fremspringende Midterparti som Underbygning for Dom
husets skønne Søjleportal.
Inden den store Brand 1728 var Vestergade Gammel Torvs
eneste direkte Forbindelse med Vestervoldgade, og for Enden af
den stod indtil 1667 Vesterport. Men ad Omveje (se foran S. 303)
kunde man fra Torvet komme herud, nemlig baade gennem den
krumme Vognbastuestræde, der mundede ud til lorvet over en
Del af den Grund, der nu optages af Nr. 22 tæt ved Siden af
Hjørnehuset til Vestergade, og gennem Lille St. Clemensstræde
og dets Fortsættelse Helligkorsstræde. Dette stødte ligesom
Vognbadstuestræde
til
Mikkel Bryggersgade, der
dengang ikke gik længere
mod Nord end til Vogn
badstuestræde,
og fra
denne i ret Vinkel gen
nem Store St. Clemen-
stræde ud til Volden. Fre-
deriksberggades Anlæg ef
ter Branden kan i Virke
ligheden betragtes som en
Udvidelse af Lille St. Cle-
mensstræde og en Fort
sættelse af dette i lige
Linie.
Vestergade har som faa
andre af Byens Gader be
holdt sit oprindelige Pra>g.
Her findes endnu de For
retninger og de Holde-
steder og Gæstgivergaarde,
somLandmanden, der kom
mer ude fra det aabne
Bondeland, særlig har Brug
for. Om der end kun i
Middelalderen nævnes et
Herberg eller en Gæste-
gaard paa Vestergade, har
der sikkert været flere, da
de officielle Lister kun
anfører de mest ansete.
Men af de Gaarde, der
nævnes som Gæstegaarde
i 1684 har endnu et Par
beholdt Navnet og en en
kelt er stadig i Flor, nem
lig Nr. 12, hvor Søren Ras
mussen residerede. Det er
den berømte Gæstgiver-
gaard „Tre Hjorter“, om
hvilken Holberg synger:
Berg. Hans Kone hed Anna.# Ved Siden af Gæstgiveriet drev
det udmærkede og vindskibelige Par en lille Nebengeschaft,
som sikkert har kastet godt af sig, saa længe den gik. Men det
var nu ikke længer end til 1725. Peder Sørensen Berg og hans
Kone havde opdaget, at selv studerede Folk som Præster og teo
logiske Kandidater var lige saa lette at tage ved Næsen, naar
de havde gaaet en Tid ude paa Landet, som saa mange andre
brave, men ustuderede Landmænd. De havde derfor fundet paa
at drive en lille stille Forretning med at skaffe teologiske Kan
didater Præsteembede og Præster, som sad i smaa Kald et større
og bedre. Det synes særlig at have været Madame Anna, der
bar staaet for Forretningen, utvivlsomt ved kløgtig og snildt an
bragte Meddelelser om hendes udmærkede Forbindelser i de
Ivrese, hvor Præsteembeder hang paa Træer. Og det gik stry
gende. Kandidaterne send
te Ansøgninger om Embe
der til hende og hun gik
frem efter en bestemt
Takst. For et Kald af
den og den Størrelse be
regnede hun sig saa og
saa mange hundrede Da
ler, som maatte depone
res samtidig med at Par
terne underskrev et i de
højtideligste Former opsat
Retsdokument. Hun skulde
naturligvis have noget for
sin Umage, men største
Parten af Pengene gik,
efter hendes Fremstilling,
med til at bestikke højere
Vedkommende.
Det gik dog ikke i Læng
den. Og da der først var
gaaet Hul, kom alt snart
for Dagen. Den forret
ningsdygtige Kone blev
dømt til Spindehuset og
Manden til Forvisning fra
Byen.
Naar — stadig i „Den
11. Juni“ — Studenstrup
har et Brev til Niels
Christensen „abzugeben in
Knapnæring“ uden Opgi
velse af Gaden, bliver man
glad ved at finde et Par
Linier i Holbergs tredie
Satire, hvor man tilsyne
ladende faar Oplysning
derom. Der staar nemlig:
1
Je ej beskrive kan, mod
11. Juni Tide,
hvad jeg for eders Skyld maa i „Tre Hjorter“ lide.
U dsigt fra Slotsholm en (Thorvaldsens Musæum) over Kanalen til K nabrostræ de,
tilvenstre den gamle Hjørneejendom, vist paa Billedet paa Side S, og tilhøjre den gamle Ejen
dom, vist paa Billedet paa foregaaende Side; i Baggrunden tilvenstre Petri Kirke, tilhøjre
Yor Frue Kirke; i Forgrunden ses Pæreskuderne, som har LiggepladB her.
„saa jeg min Potte 01 kan
drikke udi Ro
paa Vestergade i Knap
næring, Nr. 2.“
Det er sikkert det stærke Ryk-ind med den deraf følgende
Uro og Spektakel, der ved Terminstiden naar sit Højdepunkt,
som volder Lidelserne, ti ogsaa Henrik finder i „Den 11. Juni“,
at det er altfor uroligt et Sted at tage ind for hans kære Svoger
Studenstrup, for hvem han har et ganske anderledes hyggeligt
og roligt Sted henne i „Paradis“, hvorom mere siden.
I samme Skuespil giver Holberg et morsomt Udtryk for hvor
vildfarne Landmænd kunde føle sig i den mylrende Hovedstad,
naar han tillægger de to Fremmede, som logerer i „Tre Hjorter“,
saa meget Mod og Mands Hjærte, at de mutters ene vover sig
paa den lange og vildsomme Færd helt ud paa Toldboden,
„Tre Hjorter“ har til sene Tider været et Sted, hvor særlig
Præster tog ind, naar de kom til Byen. Og det viser sig af en
gammel Retssag, at der allerede paa Holbergs Tid var en for
Teologer ejendommelig magnetisk Kraft ved Stedet.
Værten eller som han hed i Tidens Sprog: Herbergereren i
„Tre Hjorter“ var i 1725 en Mand ved Navn Peder Sørensen
Men da den rigtige Niels Christensen meddeler, at der findes
kun en Knapnæring i København, og der logerede ingen, maa
man formode at „Knapnæring“ er en spøgefuld Omskrivning for
en eller anden offentlig Institution. Og Nr. 2 i ovenanførte Vers
behøver ikke at henføres til Vestergade, det kan betyde og be
tyder vel rettest Værelse Nr. 2 i „Knapnæring“.
Nuværende Nr. 2 paa Vestergade var længe før Holbergs lid
en Gæstgivergaard, der 1655 dreves af Bartholomæus Pedersen,
som endnu langt ned i Tiden har bevaret sit gamle Navn „Sæ
land“. Men det var et saa fint Sted, saa selve den Spanske Ge
sandt boede her i 1684. Ligeledes har Nr. 4, der hed „Rosen hvor
Skøgen i „Det lykkelige Skibbrud“ skal bo, naar hun er bleven
gift, længe bevaret sit Navn.
I Nr. 6 boede i Frederik IIIs Tid den gamle Tysk-01-V rager
Mads Pedersen. Han var — som den selvglade unge Monrad
fortæller „en meget fornemme Mand og Inspektør og Tolder over
alt det fremmede 01, som blev indført. Han var gammel og
uden Børn, men meget lystig og høflig og holdt intet Ølsalg i sit
Hus, men solgte til Vinhandlere alene i Fade fremmed 01,
°S