104 / 182
P r o m o tio n s fe s te ii.
— Og Palmetoppen hvisker, og K ilden stemmer i
Sin vante Melodi, —
Men hendes Spørgsmaal kan de ej hesvare.
A lpeskytten plukker en Blomst saa fin og og skæ r:
„H vad hedde dine Aner, og blaaner du kun h e r ? “
Og B likket farer frem over Gletscherens Hav:
„Hvem stivned disse Bølger som med en Mosestav?“
— Ned ruller da Lavinen i sit dampende Skrud;
Den svarer paa hans Skud, —
Men paa hans Spørgsmaal kan den ikke svare.
K v a r t e t .
Saa voxe tusind Spørgsmaal
Som Ax af Agerjord:
Mens andre er i Knuppen,
Som under Havrestubben
Den grønne Kløverflor.
Og dybt i Sjælens Grunde
De stæ rke Længsler bunde,
Som lønligt under Bøg og El
De klare Kildevæld.
R e c i t a t i o n .
Men vil du have Svar, da spørg dig først:
Hvad var din Længsel? hvilken var din Tørst?
Mod hvad A rt Sandhed higed’ Sjælens K ræ fter?
Thi var det d e n , P ilatus spurgte efter
I raadløs Tvivlen — har du i k k e spurgt
Om Tyngdeloven, men om det, der tynger!
Og ej om Stjærnens, men om Frelsens Veje!
Og ej om Verdens underfulde Ror,
Den K raft, der holder Jorden ret i Løbet,
Men om den Forsyns-Haand, der styrer Roret —
Gaa med din Længsel da til B e th l e h e m ,
Hvor der er Rum til fler’ end Østens Vise!
Thi, om du kunde høre Græsset gro,
7
*