98 / 148
III. Blanke Vaaben.
D en i oldnordisk Museum opbevarede Samling giver Oplysning
om de blanke Yaabens Udvikling og Beskaffenhed i Norden ind
til henimod Middelalderens Slutning, til hvilken sidste Tid de
ældste Exemplarer af saadanne Yaaben, som opbevares paa
Kjøbenhavns Tøjhus, kunne henføres.
Sværdet
var i Middelalderen et højt skattet Yærge, der
skjønt simpelt i Formen ofte var rigt udstyret med Guld, Sølv og
Ædelstene.
Klingen var i Begyndelsen tveegget, ikke meget
lang, bred, svagt tilspidset og stundom noget hulsleben paa
Midten henimod Angelen.*) Fæstet var korsdannet, og Parér-
stangen undertiden bøjet imod Enderne eller Sdannet. Efter-
haanden som Rustningerne fuldstændiggjordes, blev imidlertid det
egentlige Slagsværd tungere, Klingen længere og mere tilspidset,
enkelte Bøjler anbragtes stundom ved Parérstangen, og ved Slut
ningen af Middelalderen og i den nærmest paafølgende Tid
forekommer den saakaldte P a n s e r s t i k k e r , der nærmest kan
betegnes som en meget lang Stødkaarde med smal, ofte stærkt
hulsleben eller flammet Klinge. Foruden Slagsværdet og Panser
stikkeren, som enten vare fastgjorte til Sadlen eller Bæltet, førtes
dog samtidig et kortere Værge, fastgjort til Bæltet eller Rustningen,
hvilket tilligemed D a g g e r t e n og D o l k e n navnlig anvendtes
i Haandgemæng tilfods, samt bares i Fredstid. Paa Overgangen'
mellem Middelalderen og den nyere Tid fremkom det saakaldte
T o h a a n d s s v æ r d (PI. VIII. Fig. 1, 2, 3.), som dog ogsaa be*) Ved Angelen forstaas den bageste forlængede Del af Klingen, som gaar
op i Haandtaget.”