155 / 438
135
sonlige Ejendommeligheder, og gjorde disse sig alligevel for
stærkt gældende, var den haardhændet, da den ansaa det for
skadelig Svaghed at gaa paa Akkord. Det sidste Middel, der
blev anvendt overfor disse genstridige, var Rasphuset, som
om de ikke gjorde Samfundet lige saa megen Nytte ved at
tjene i Hæren som ved at sidde under Tvang og raspe
Earvetræ.
Det var kun sjældent, at Direktionen lod Naade gaa for
R et og undlod at straffe en Dreng, der havde ladet sig hverve,
ja , i hele denne Periode var der kun et Eksempel derpaa.
En Dreng havde ladet sig engagere ved Søetaten, skønt
der faa Maaneder i Forvejen var udstedt udtrykkeligt Forhud
imod, at nogen a f Opfostringshusets Drenge blev overladt
hans kgl. Majestæts Søtjeneste som simpel Matros. Saa snart
det kom Direktionen for Øre, at dette Forbud var overtraadt,
blev Drengen reklameret, og da han ved sin Hjemkomst fra
en Sørejse, hvor han maa have døjet meget ondt, blev mod
taget paa Opfostringshuset, var han i en ynkelig Forfatning.
Direktionen resolverede da, at han maatte blive fri for Straf,
„siden han har udstaaet saa meget ondt paa sine Sørejser, saa
og blive klædt og taget til Naade igjen, dog uden Konsequence
for andre i Fremtiden, dog at han, førend saadant sker, først
skal offentlig fremstilles for de andre Drenge i hans slette
K læder og ham blive foreholdt den store Straf, han har for
tjent for lians Utaknemmelighed og Ulydighed mod Opfostrings
huset, der ej allene som en Moder haver spist og klædet ham
i lang Tid, men og siden sørget for ham hos Strømpefabri
kant Tutein, hvorefter de andre Drenge paa det bevægeligste
skulle blive forestillet den Fare, som han formedelst hans
Desertation fra bemeldte Tutein har været underkast, og al-
vorligen blive advaret for at følge denne Degenhardts Eks
empel, da herefter først den fulde Pardon skulde blive be-
kjendtgjort, og siden „efter gives nøje A g t paa ham, at han
ikke lærer andre Drenge en eller andre Udyder, som han
maaske haver lært hos de fremmede, han haver været hos“ .
Langt værre gik det Friederich Christian Giese, et Sol
daterbarn, der havde været paa Opfostringshuset til 1759, da
han blev overladt Købmand Liebe, der havde en Tøjmager-