384 / 438
virkelig med Rette paahvilede Staten, og at Ministeren i be
kræftende Tilfælde vilde indlede Underhandling om Afløsning.
Næste Aar drager Finansudvalget samme Spørgsmaal
frem; men nu ønsker det, inden Bidraget til Opfostringshuset
forsvinder fra Finansloven, selv at anstille en Undersøgelse
af Stiftelsens nuværende Virksomhed i Forhold til dens op
rindelige Bestemmelse, hvilket nærmest skete i Anledning af,
hvad der Aaret forud var bleven oplyst om Vajsenhuset.
Derfor forlangte Indenrigsministeren gennem Magistraten
Oplysninger til Brug for Udvalget, særlig om, hvilke Regler
der blev fulgt ved Optagelse af Drenge, og om der var samme
Adgang for Provinserne som for København til at komme i
Betragtning.
Udvalget opdager straks, at Stiftelsen efterhaanden var
bleven en saa at sige udelukkende københavnsk Anstalt, skønt
den aldeles ikke havde modtaget noget som helst Bidrag fra
Kommunen; det fremhæver, at i de sidste 5 Aar har af 116
ny optagne Elever kun 10 været født uden for København, og
det ender sin Betænkning med følgende Ord: „Efter hvad
der saaledes er oplyst, maa Udvalget opfordre Indenrigsmini
steriet til at træffe Foranstaltning til, at den omhandlede
Stiftelse under Rigsdagens Medvirkning kan blive, hvad den
efter den oprindelige Fundats skulde være, men aldrig er
bleven, i al Fald ikke i dette Aarhundrede, nemlig en Anstalt
til Opdragelse og Undervisning af fattige Drenge fra hele
Landet.“
Disse Udtalelser gav Indenrigsministeren Anledning til
under Finanslovdebatten at bemærke, at det var Forholdets
Natur, der havde medført, at Børn fra København altid
maatte findes i størst Antal i Opfostringshuset, idet det var
vanskeligt for Landsbybørn at staa Maal med dem, og des
uden skulde disse Børn jo sendes til København for at under
kaste sig en Prøve, og hvis de ikke bestod den, da maatte
de sendes tilbage, hvilket var en Omstændighed, der altid
vilde umuliggøre, at Børn fra Provinserne meldte sig i et
større Antal. Han tilføjede, at Indenrigsministeriet, under
hvis Tilsyn dette Institut nærmest hørte, naturligvis vilde
have den Pligt at paase, at de fundatsmæssige Bestemmelser
364