FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 129 —

hvad den faktisk ikke havde haft i lange Tider, og ved den anden

Indvending oversaas den Kendsgerning, at Foreningens Virksomhed

her i Byen netop svarede til den, som De Fattiges Kasse udøvede

udenfor Kjøbenhavn, og at kun den indskrænkede Virksomhed som

Følge af de utilstrækkelige Midler havde formaaet at tilsløre dette

Forhold. Det Faktum, at Kommunens Tilskud vilde give Foreningen

Midler i Hænde til en betydelig Udvidelse af dens Virksomhed, og den

Opfattelse, at kun Kjøbenhavns Understøttelsesforening var i Stand

til paa forsvarlig Maade at uddele Kommunens Tilskud, hvis man vilde

undgaa en Decentralisation i Uddelingen af Understøttelser ved Op

rettelse af selvstændige frie Fattigkasser i Kjøbenhavn, overvandt

imidlertid Betænkelighederne og førte til den Overbevisning, at man

ikke burde afslaa at modtage Kommunens Tilskud.

Som Følge af, at Tilskuddet for det første Aar først var bleven

bevilget paa et ret sent Tidspunkt af Vinteren, blev den første Ud

deling meget forceret. Allerede i de første Dage af Februar meldte

der sig et saa stort Antal Ansøgere, at ikke blot Hovedkontoret, men

ogsaa enkelte Afdelingers Modtagelsesværelser ligefrem blokeredes af

Ansøgernes Skarer, der opgives at have været snarere over end under

6000 ialt. Det maa imidlertid her erindres, at Ansøgerne paa dette

Tidspunkt var uvidende om, at der skulde foretages en Undersøgelse

af deres Forhold i Overensstemmelse med Foreningens almindelige

Fremgangsmaade, af hvilken Qrund mange trak sig tilbage, straks da

de erfarede, at de først skulde henvende sig til vedkommende Kredsbe

styrer i Foreningen for at faa deres Forhold undersøgt. Af Resten blev

endvidere en Del straks afvist af Kredsbestyrerne som ukvalificerede til

at komme i Betragtning, saaledes at af nævnte Antal kun ca. 3000

naaede frem til egentlig Undersøgelse og Behandling. Som et Vidnes

byrd om det store Arbejde, der paaførtes Foreningen selv ved dette

reducerede Antal, kan anføres, at af de 3024 Ansøgninger, som kom til

endelig Behandling, viste det sig, at 1734 ikke tidligere havde søgt

Foreningen om Hjælp, i hvert Fald ikke i de 6 Aar, hvori Foreningen

havde haft sin Hovedregistrant. Der kom herved til at paahvile Hoved

kontoret det betydelige Arbejde i meget kort Tid at besørge Ud

stedelsen af 1734 nye Oplysningsboger, og den Forsinkelse, dette