FrieFattihforsorgKjøbenhavn

- 66 —

reglers filantropiske Karakter. Bestemmelsen stammer fra Fælles

bestyrelsens Forslag, hvori den var optaget paa Kommunens Foranled

ning, idet Borgmester

Knudsen

under de Forhandlinger, Fællesbe

styrelsens Forretningsudvalg førte med ham, holdt bestemt paa, at det

maatte være en fast Regel ikke at lokke fremmede Kommuners Fattige

eller Udlændinge til Kommunen ved den frivillige Fattigunderstøttelse.

Intet Medlem fra en fremmed Kommune, ingen Udlænding burde

understøttes, den Regel burde efter hans Mening den frivillige Under

støttelse ligesaavel som det almindelige Fattigvæsen følge princip-

mæssig. Kravet om Forsørgelsesret havde ogsaa mødt megen Mod

stand i Understøttelsesforeningerne, som fandt det stridende mod de

Grundsætninger, der var ledende for Foreningernes Virksomhed, at

udelukke værdige Trængende fra Hjælp, blot fordi de ikke i et vist

Antal Aar havde opholdt sig her i Byen, og det var derfor bleven modi

ficeret fra at være en absolut Betingelse til en Regel, hvorfra Und

tagelse kunde gøres. Alligevel maa det siges, at der næppe er nogen

anden af Foreningens Grundregler, der lige siden Foreningens Stiftelse

har været Genstand for en saa almindelig og stærk Kritik som denne

Bestemmelse, ligesom den har medført meget stort Besvær for For

eningen selv og dens Medarbejdere paa Grund af de Vanskeligheder,

der altid har været forbundet med at faa nøjagtige Oplysninger om

Forsørgelsesstedet. Det har derfor heller ikke kunnet undgaas, at For

eningen angaaende Bestemmelsens Anvendelse i Tidens Løb har mod

taget Besværinger saavel fra Magistraten over, at der blev taget for

lidt Hensyn til Mangel paa Forsørgelsesret, som fra Bidragydere over,

at der blev taget for meget Hensyn hertil. Ogsaa fra de Institutioner,

der har støttet Foreningen med Tilskud, er der fremkommen Besvæ

ringer i saa Henseende, f. Eks. fra Den Raben-Levetzauske Fond. Man

kunde ikke forstaa, at Foreningen havde bøjet sig for Kommunens

Krav om at tage Hensyn til Lovgivningens besværlige Bestemmelser

om Forsørgelsesstedet. Af det følgende vil det endelig ses, at Bestem

melsen gentagne Gange er bleven stærkt kritiseret i Rigsdagen.

Drøftelserne i de foregaaende Aar havde væsentlig drejet sig om

selve

Organisationen

og om

Forretningsgangen.

Naar der ikke desto

mindre havde været saa stor Uenighed om disse Spørgsmaal af til