FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 93 -

Sluttelig udtalte Borgmester

H. C. Uolch:

».. . Jeg skulde meget tilraade at begrænse Lovforslaget, lade det

slutte sig ganske nøje til den bestaaende Institution: De Fattiges Kasse

og udvide den til Kjøbenhavn, saa at Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse

fik den Pligt at give Bidrag til den frivillige Fattigunderstøttelse som

foreskrevet for de øvrige Kommuner, et Bidrag, som et af Kommunal

bestyrelsen valgt Udvalg skulde være bemyndiget til at lade Paagjæl-

dende tilflyde gjennem de bestaaende Understøttelsesforeninger eller

andre Understøttelseskasser. Selvfølgelig maatte Sagen ordnes saa

ledes, at man ikke greb ind i eller forstyrrede hele den storartede

Virksomhed, som nu findes i Kjøbenhavn paa dette Omraade. ...«

Denne sidste Udtalelse har særlig Interesse, fordi den praktiske

Løsning, der her antydes, i Hovedsagen svarer til den Ordning, der

21 Aar senere — i 1909 — blev truffet mellem Kjøbenhavns Kommunal

bestyrelse og Understøttelsesforeningen.

Da Forslaget i den paafølgende Rigsdagssamling paany indbragtes

som

»Forslag til Lov om Hjælpekasser«,

var der givet Kjøbenhavn en

Særstilling, idet der var optaget en saalydende Bestemmelse:

»Indtil det ved Lov er bestemt, at der skal oprettes en Hjælpekasse

for Kjøbenhavn, kan der med Indenrigsministerens Samtykke af Stats

kassen ydes Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse et lignende Bidrag og

paa samme Betingelser som i § 5 nævnt, naar Kommunalbestyrelsen

bevilger Bidrag af Stadens Kasse til saadanne private Understøttelses

foreninger, hvis Bestyrelse afgiver Garanti for en forstandig og sam

vittighedsfuld Anvendelse af Bidragene.«

Som tidligere nævnt lykkedes det ikke at gennemføre dette Lov

forslag, og Sagen hvilede nu en lang Aarrække for Rigsdagens Ved

kommende. Ved denne Lejlighed havde man, som det vil ses, beskæf

tiget sig temmelig meget med Forholdene i Kjøbenhavn, ikke mindst

Christen Berg,

der næppe tænkte sig, at der endnu skulde gaa mere

end 30 Aar, før Kjøbenhavn paa dette Omraade fik fuld Ligestilling

med det øvrige Land, og at det skulde blive hans Søn, der som Inden

rigsminister kom til at gennemføre en Lov herom.

Aaret 1887—88 underkastedes Foreningens Vedtægter for første

Gang en Hovedrevision.

Allerede forinden var der dog foretaget enkelte