SlægtenNyrop

192 / 205

Bilag. lcSl
gaaende private D isciplen D im ission , en Begiæring, at liand vilde pro
Officio have indseende, saa vidt liand kunde, med hvad personer, der in­
formerede og dimitterede discipler, saasom Decanus tidt icke kiændte
eller kunde vide, hvo det var enten af Præster eller Studenter, der gav
discipler af privat information Testimonia til Academiet, at Bispen da
vilde pro autorilate udi sit Stifft lade saadanne tage deres Testimonia af
hannem paaskrevne. Hvad de angaar fra Publique Skoler, som løber
bort, kand vel icke heller Biskopen vide meget af uden Rector, som vel
og der over haver at giore forbud.
Og vil da Assessor Gram sige, at hand vel kiænder mig tilforn som
den, der udi nogle aar, nemlig 6, har været i hans tiid in publico officio
paa Comnuuiitetet, men torde dog icke admittere dem imod Biskopens
Inhibition, da indstiller ieg allerydmygst til de Hoje Herrer: Om Biskopen
kand have nogen magt til at forbyde et Academie at modtage fornemme
Mænds Born, der kommer ned fra et andet Rige for at underkaste sig
Publique E xam en? Og 0111denne Inhibition icke meere funderer sig paa
Academiets Rescript end paa Biskopens Egen A u to rite? Grunder den sig
da paa Academiets Rescript, saa formoder ieg allerydmygst, at de Hoje
Herrer nok selv Gunstigst tager i Consideration, hvor vidt dette Rescript
kand hindre disse uskyldige discipler at blive antagne, og hvor vidt
Bispens Inhibition, som sig derpaa Grunder, kand ansees. Men er Bispens
Inhibition mod mig som deres Lærere, Da kand de uskyldige Discipler
icke lide for min skyld, men det allene at være en sag imellem Biskopen
og mig, som ieg selv alletider skal forsvare, naar Biskopen sig dermed
trøster offentlig at fremkomme.
Samme Rescriplum er icke heller Publiceret til vedkommendes Efter­
retning, saa forhaaber ieg allerydmygst, at det ei kand henregnes til
nogen forseelse enten af mig eller mine discipler. Og det som endnu er
meere, hvilket ieg ydmygst beder maatte vel observeres, nemlig mine
discipler vare nogle dage for deres afreise hos Bispen og toog Afskeed
med hannem med ald Ærbødighed; hvortil kand være Vidne, som nu i
disse Dage er her neder ankomne fra Christiansand, Hr. Camer-Raad
Preutzes frue og Præsident Wium. Kunde da icke Biskopen, om hand
havde villet, sagt og erindret dem 0111 dette Rescript og begiært deres
Testimonia af hannem at blive Paaskrevne? Saa det synes, hand med
villie har gaaet det forbi, eller har hand mod villie gaaed det forbi,
maatte hand jo have dennem excuserede, som saaleedes anmældt sig og
spurt, om hans Hojærværdighed havde noget at befale. Hvilket altsammen
vi har confirmeret for Assessor Gram, men hand icke derpaa villet reftectere.
Iligemaade var ieg der og 2de gange til Biskopens og fik vel hans frue
i tale, men icke ham selv, skiont hand var hiemme. Hvilket altsammen
og med Saligheds Æd kand confirmeres.