47 / 129
43
Skønt jeg saaledes ikke skal komme ind paa en nærmere
Omtale, kan jeg dog ikke afholde mig fra at bestyrke den
Opfattelse af hans Person, at Sporten virkelig besad hans
udelte Kærlighed — Sport i Almindelighed, Roning i Særdeles*
hed og »Kvik« først og sidst, hvad jeg kunde belyse paa
mangfoldige Maader.
Havde han end i de senere Aar trukket sig helt tilbage,
tildels ogsaa fra »Kvik«, skulde der kun en Gnist til at fænge.
Interessen var straks vækket.
Jeg husker saaledes, at han tilfældig under Træningen havde
set lidt til vort i
1 91 2
ubesejrede Juniorhold og havde syntes
godt om dette, og jeg tør uden Overdrivelse sige, at Feber
som »Admiralen« havde paa den første Startdag ingen af
Roerne, og ved Hjemkomsten efter Sejren stod han paa Bane*
gaarden med Blomster.
Hele Sommeren fulgte han det Hold og var ængstelig og
omhyggelig for dette, som tilforn for saa mange andre.
Hans Evne til helt og fuldt at interessere sig for en Sag
var ualmindelig, og saaledes husker jeg ham, naar jeg udtaler
et: Ære være hans Minde!
Herr Holger Sebbelov skrev i »Rosport« i April
1 9 1 6
ved
»Admiralen«s Død følgende Artikel:
»Den danske Rosport har mistet en af sine Veteraner.
Grosserer
Wm. C. Nielsen
— i Roverdenen altid kaldet
»Admiralen« — døde den
1 9
. April kun ca.
57
Aar gammel.
Endnu for faa Uger siden færdedes han iblandt os, og
skønt hans Helbred ikke mere var som før, kom Meddelelsen
om hans Død dog ret uventet.
Tilbage er Mindet om en brav og trofast Ven og om et
Menneske af ikke almindelig Støbning — et Minde, der hos
dem, der kendte ham nærmere, sikkert er trængt dybt ind.
Han vil i Rosportens Annaler faa en varig Plads, ikke blot
fordi han paa denne Idræts Omraade var en Autoritet og
skænkede den saa stor en Part af sin Manddoms Kraft og
Arbejde og maaske mere end nogen anden sit Hjærte og sin
Sjæl; men tillige fordi han i Væsen og Fremtræden var noget
for sig selv og i høj Grad forstod at give de Tider, hvor
han rigtig var med, sit Særpræg.