14 / 135
Trods alt blev der opført bygnin
ger inden for »demarkationslinien«,
som man kaldte grænsen for det om
råde, militæret forlangte ubebygget.
Men det var kun træhuse, der måtte
opføres. Ejerne skulle nemlig selv
lade huset afbrænde eller jævne med
jorden på anden måde, hvis det blev
forlangt i tilfælde af krig eller en
truende situation, der krævede mili
tært beredskab.
Allerede før midten af 1800-tallet
begyndte overbefolkningen at blive
generende. Staden rummede efter
hånden henved 120.000 indbyggere,
og det var mange mennesker at stuve
sammen inden for voldene. De var i
bogstaveligste forstand låst inde -
i hvert fald om natten. På slaget 12
midnat blev de tunge porte rullet i
lås og nøglerne bragt til kongen på
Amalienborg Slot. Først om morge
nen klokken 7 - om sommeren dog
3 timer tidligere - blev portene atter
åbnet.
Natteravne, der vendte hjem til
byen efter midnat, havde kun én
* ) Se afsnittet » H v a d kostede det«, side 114.
chance for at komme inden for vol
dene, idet Nørreport kunne passeres
i lukketiden mod en afgift på 2 skil
ling*) til portvagten. Beløbet var
ikke stort, men dog en kilde til så
stor ærgrelse, at mange borgere fore
trak at bryde tidligt op fra et aften
selskab uden for voldene for at slippe
ind før midnat og således spare af
giften.
Byens mange indbyggere skulle
have mad hver dag. På torvedagene,
onsdag og lørdag, kom derfor hun
dredvis af vogne fra nær og fjern
til byens torve.
De første vogne, der om morgenen
blev lukket ind gennem portene, hav
de allerede ventet i flere timer. De
senest ankomne slap ikke ind, før
den kilometerlange kø var afviklet i
løbet af formiddagen. Det var dog
ikke blot portenes snæverhed, der
bar skylden for den langsomme frem
rykning. Den måtte i lige så høj grad
tilskrives afregningen af datidens
OMS, »konsumtionsafgiften« eller
»accisen«.
Inden man kom ind i staden, skulle
man nemlig betale en afgift af de
konsumvarer, der blev indført. Det
10