8 / 278
F O R O R D
D
e t
lille Skrift, som her foreligger, handler ikke om den
fremadstræbende og maalbevidste dramatiske Kunst; ikke
om den Teatervirksomhed, der efter fattig Evne søgte at staa
i Samklang med de intellektuelle Rørelser i Tiden. Det er en
Skildring fra Forstædernes Smaateatre og fra Livet, som det
formede sig i Fjæleboderne; men ogsaa her, paa Kunstens Over
drev, findes nu og da et Guldkorn at sanke op.
Selv om Stoffet ikke altid har den fulde Lødighed, har Æm-
net dog Krav paa at tages op til Behandling; det store Folks
Adspredelser og Forlystelser er et Led i den kulturhistoriske
Udvikling lige saa vel som de højere Samfundslags Omgangs
liv i de fornemme Saloner, og de højtdannedes indbyrdes Sam
vær og aandelige Nydelser. Netop Scenens Kunst havde i Fre
derik den Sjettes Tid en overordentlig Tiltrækning, saa meget
mere som det politiske Element endnu kun i ringe Grad lagde
Beslag paa Offentlighedens Interesse. Rent teaterhistorisk har
Æmnets Behandling ogsaa sin Berettigelse, thi "netop de smaa
Scener uden for Stadens Porte er Forløbere for den offent
lige Teatervirksomhed i Hovedstaden ved Siden af den danske
Skueplads; det er i Virkeligheden de første Spirer til Nutidens
Privatteatre. At der den Gang mere ydedes Kunster end Kunst,
skyldes ikke Forstadsteatrene i sig selv, men udelukkende det
kgl. Teaters stærkt privilegerede Stilling; Skuespildirektionen
kvalte ethvert Forsøg paa dramatisk Konkurrence.
Rundt omkring i trykte Memoirer støder man paa Smaatræk,
der hører hen under dette Omraade af Kulturhistorien, og navn
lig har en enkelt Forfatter, Jacob Davidsen, syslet dermed.
Hans „Gamle Minder fra Frederiksberg og Vesterbro“ (Kbhvn.