82 / 104
79
»SVALEN. «
E
N vaarmild Aften
med lyse Længsler,
med Haabets Stj ærner
paa Himlen tændt —
hver Sjæl paa Flugt
fra de trange Fængsler
med Modets Vinger
til Farten spændt!
Da kom vort Vaarbud
— den unge Svale —
herind til Byen
og fæsted’ Bo,
og vi fik se,
selv i disse Dale
den kunde leve
saa fri og fro.
Den kom med Hilsen
fra lyse Sletter,
hvor Sæden bølged’
i frodig Pragt;
— den kom med Bud
fra de favre Nætter,
da Bøgen bræmmer
sin Silkedragt.
Og mangt et Hjærte
fra Skyggens Rige
fik Lov at lytte
til Vaarens Bud,
fik Lov at se
over Livets Dige
og mærke Duften
af grønne Skud.
Og mange Tanker
ad glemte Veje
nu vandred’ atter
den gamle Gang,
— og mangen Sjæl
fik nu Lov at eje
som rige Minder,
hvad Svalen sang.